Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4755Visninger
AA

16. Hos Metha del 5

Aja vred nærmest hjernen afled. Hun var sikker på, at hun kendte historien men viste ikke hvorfra. Hun havde en masse spørgsmål, hun gerne ville stille Metha, men før hun nåede at sige noget, blev hun sendt i seng og Metha pakkede omhyggeligt bogen sammen og gemte den i væggen. Aja kunne ikke sove, og hun viste at det nok ikke ville lykkedes, før hun opklarede mysteriet om historien. Det blev ikke bedre da Metha efter bare få minutter meget højlydt trak torsk i land.

 

Så kom hun pludseligt i tanke om det. Hun havde siddet på skødet af bedstemoderen og de havde ventet på bussen, der skulle sende den lille pige hjem fra efterårsferien. De havde ventet og ventet og var helt alene i den lille ventesal. Hun var blevet utålmodig og bedstemoderen var begyndt at fortælle en historie. Den historie. Man hvordan kunne bedstemoderen kende historien? Efter som den var hemmelig i nutiden eller fortiden eller hvad man nu skulle sige, kunne den da ikke være kendt i fremtiden! Bedstemoderen havde ikke fortalt historien helt som den stod i bogen. Alle forklaringerne i starten var udeladt, og hun huskede også andre små forskelle. Hvor ville hun ønske, at hun havde bedstemoderen i nærheden. Der var så meget hun gerne ville have spurgt om.

 

Dagene fortsatte som før i det lille hus; nogle morgener skulle der fiskes, men hvis ikke forsvandt Metha bare ind i skoven med sin store læderpose fastspændt på ryggen uden et ord, og Aja gik vant i gang med arbejdet. Men denne morgen skulle ikke blive som de andre, i hvert fald ikke for Aja. Metha bad eller måske nærmere beordrede Aja at komme med ind i skoven om morgenen og Aja gik undende men også nysgerrig med. De gik længer og længere ind i skoven, og det var ikke et under at Aja ikke havde fundet Metha på egen hånd de andre dage. Den store pose dæggede det meste af Methas krumbøjede ryg og så tung ud, men Metha lod sig ikke mærke med det og gik igennem det høje græs med brombærrankerne i rask trav. Faktisk måtte Aja lidt pinligt berørt indrømme, at det var svært at følge med den gamle kones taktfaste gang. På en smuk eng fyldt med forskellige blomster som Aja ikke en gang kendte navnene på, satte Metha sig pludselig ned og beordrede Aja tilbage til skovbrynet. Lidt slukøret måtte hun adlyde. Hun måtte strække hals for at kunne se Metha.

 

Det lignede et scenarie fra en film. Dugdråberne lå endnu på de våde græsstrå og lyste som tusindvis at små krystaller i morgenlystes kærtegn. Og midt i denne tidslomme sad kvinden med livet bag sig og akkompagnerede fuglenes kor. Tonerne snoede sig ind mellem træerne og omfavnede blomsterne på engen. De legede med insekterne og fangede alt levende i deres tryllespind. Aja var dybt optaget at det hele og kunne have stået sådan i en kvart evighed uden at opdage det. Det var sådan noget, man kun oplevede en gang i livet, besluttede hun sig åndeløst for. Det var så uvirkeligt og magisk på en helt anden måde end Robilasios hokuspokus. Ajas fødder begyndte at sove og det bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun turde ikke forstyrre trylleriet og ville derfor ikke stampe i frygt for at knække en gren. 

 

Men pludseligt var det alligevel afbrudt og stedet virkede knap så romantisk længere. Det var ikke fordi de smukke blomster lukkede sig sammen, eller fordi morgensolens stråler pludseligt fortrængtes af tordenskyer, men det var bare så stille. Så opdagede Aja at Metha var stoppet med at spille, og at fuglene derfor også tav. Lidt for hurtigt var Metha oppe at stå, hun gjorde vredt tegn til Aja om at forsvinde ind i skoven, og nærmest forskræmt fortrak Aja hurtigt. Hun nærmest løb for at komme hjem før Metha. Hvad hun havde gjort forkert, kunne hun ikke gennemskue. Det var lidt som om der altid var et eller andet i Metha der lå på lur. Hendes humør kunne skifte på retning som bladene i vinden og så gjald det om ikke at stå i vejen eller sige noget. Brombærranker rev hendes ben til blods. Vejen var hun ikke længere sikker på. Der var ingen sti og heller ingen kendetegn.

 

Til sidst fandt hun lysningen med huset, og Metha var heldigvis ikke nået frem endnu. Nærmest i panik hentede hun vand i brønden og satte det på bålet, Metha skulle ikke kunne finde noget at brokke sig over. Opvasken var Aja lige præcis færdig med, da Metha gjorde sin entre og meldte at hun skulle ud og fiske. Aja tilbød mest af høflighed at tage med, men Metha afviste meget bestemt. Aja viste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre ved sig selv, hun havde gjort sine daglige pligter og var blevet så solbrændt i ansigtet, at hun ikke ville gå udenfor. Alt var ryddet op, og der var ikke rigtigt mere at lave. Aja kunne ikke lade være med at tænke på at den harpe, Metha havde spillet på lignede den fra hendes vision ret meget; hun undrede sig endnu engang over Methas mærkelige opførsel. Hvad var der mon galt, hvad havde hun gjort forkert, og hvorfor havde Metha i sin tid tvunget hende til at destruere tegningen af visionen? Hendes tanker blev også ved med at kræse om den gemte bog, som hun til sidst valgte at finde frem fra skjulestedet. Stor og gammel var den og forbavsende tung, syntes Aja. Siderne var gulnede og meget tykke og skriften var snørklet og så nærmest håndskrevet ud.      

 

Bag den falske indholdsfortegnelse var der en rigtig, hvor Aja så de mange historier. Men der gik ikke længe før hendes blik faldt på en med titlen harpens fortælling. Hun bladrede forsigtigt frem til siden. Bogstaverne var svære at tyde men det gik alligevel.

 

Engang for meget lange siden boede der er konge i Terra. Han havde den smukkeste datter og var derfor den lykkeligste mand i hele riget. Men der hvilede en ond forbandelse over den smukke prinsesse, skønt ingen i riget viste det. Den onde forbandelse havde prinsessen fået i dåbsgave af en ond heks, som var misundelig på dronningen som havde fået den dejligste lille pige, der nogensinde var blevet født i hele landet. Da prinsessen på en smuk forårsdag fyldte sytten blev hun stum. Dette var heksens værk, og hele landet bar sorg på hendes vejene men lige lidt hjalp det. Prinsessen var og blev stum. Hverdag græd hun bittere tåre i sin ensomhed, for hun kunne hverken læse eller skrive. Tiden hvor prinsessen skulle giftes oprundede og kongen, hvis største ønske var at gøre sin datter lykkelig, sendte bud efter unge mænd fra nord til syd, fra øst til vest. Og buddet gik at den der kunne få prinsessen til at smile af ægte lykke ville få hende til brud og det halve kongerige i medgift. Unge mænd fra nær og fjern rejste til i håb om, at de ville få den smukke prinsesse.

 

Alle landets rigmandssønner strømmede til i de tre dage kongen holdt slottet porte åbne, men ingen kunne frembringe så meget som bare et lille smil på prinsessens rosenrøde læber og frierne måtte alle gå skuffede hjem med deres mange talenter og kosbare gaver. Kongen var på sidstedagen lige ved at opgive, da en fattig unge mand gjorde sin entre i slottets sal. Hans bukser var slidte og labbede mange gange, og hans krop var tyndt og virkede nærmest ranglet. Håret og huden bar tydelige tegn på mange arbejdstimer i vind og al slags vejr. En rigtig bonde knøs var det. Med sig bar han en brun lædersæk, som han ikke ville røbe, hvad han skjulte i. Hovedrystende lod kongen drengen komme ind til prinsessen, for han mente ikke, at det kunne gøre skaden værre end den var. Drengen vadede ind med sine beskidte trætøfler og bukkede lidt kejtet for hof damerne før han pludselig nervøst gik hen til den smukke prinsesse. Han bukkede og hilste, som han havde hørt at man gjorde og det så yderst komisk ud. Kongen kunne ikke lade være med at grine, men prinsessen kikkede bare interesseret på den unge mand, som op af sin sæk fremtryllede et smukt instrument.

 

Prinsessen havde aldrig set noget lignende og blev straks interesseret. Instrumentet var lavet i lyst træ. Strenge var spændt ud i en trekantet ramme, som var dekoreret med en masse sagnfigurer, der var skåret smukt ind i træet. Drengen fortalte, at han havde arbejdet på harpen hver dag efter arbejdet på marken var overstået, og at den havde taget et helt år at udforme. Pigens øjne lyste ved synet af den smukke harpe, som drengen kaldte en clarsech. Han rakte den til hende og viste hende, hvordan hun kunne spille på den. Hendes lange hvide fingre følte undersøgende på træets udskæringer og prøvede forsigtigt at knipse en af strengene. Hun fortsatte og lod fingrene lege med strengene. Hun smilede af lykke, for nu havde hun fundet en måde, hvorpå hun kunne udtrykke sig. Da kongen så hvor lykkelig hans datter var, glemte han alt om sin mistro og latterliggørelse af drengen og græd af glæde. Drengen blev på slottet og efter et måneskift blev han og prinsessen gift. Festen varede i tre dage og tre nætter og parret levede lykkeligt til deres dages ende og fik mange smukke prinser og prinsesser og hverdag spillede den stumme prinsesse på harpen i rosenhaven, som strålede mere og mere for hver tone. Sådan gik det til at harpen blev opfundet og at man stadig den dag i dag glædes over dens smukke klang.

 

Aja lod blikket falde ud af den åbne dør og undrede sig. Selvfølgelig var det jo bare et gammelt eventyr, men hvordan kunne blomsterne i haven blive smukkere og smukkere for hver tone, det mindede hende lidt for meget om oplevelserne i skoven om morgenen. Var der mon en sammenhæng mellem romantikken i skoven, eventyret, hendes vision, historien om Umon? Det måtte der jo være, for hun var sikker på at der havde været en forandring i skoven i morgens, og visionen virkede jo også ægte nok, ergo måtte begge historier også være rigtige, og i så fald ville hun tilhøre Peperi-klanen og skulle lære at spille harpe. Det undrede hende bare, at Metha ikke havde sagt noget til hende. Hun måtte jo også vide det. Måske var det også det, Metha havde forsøgt på, men Aja havde bare været for tungnem. men hvordan kunne Metha overhovedet vide hvad Ajas vision havde været om? Tænkt hvor meget, der var sket for hende de sidste to måneder! Hvis nogen dengang havde fortalt hende, at hun ville sidde og overveje hvorvidt hun var en del af en hemmelig middelalderlig klan, så ville hun med garanti have slået det hen med latter.

 

Pludseligt kom hun til at tænke på, at klokken snart måtte være mange, og at Metha kunne komme tilbage når som helst. Hurtigt pakkede hun bogen ind og lagde den på plads, og ganske rigtigt gik der ikke længe før Metha gjorde sin entre. Efter at de havde spist middag spurgte Aja forsigtigt, om hun ikke måtte prøve at spille på harpen, hvis hun var meget varsom. Det spørgsmål kom fuldstændigt bag på Metha, som reagerede ved at sende hende ned til åen for at vaske sengetøj.

 

Aja traskede af sted med en større bunke af forskellige store stykker hørstof i favnen. Hun kunne ikke rigtigt gennemskue, hvorfor Metha reagerede, som hun gjorde. Hun opførte sig så mærkeligt, ikke som både Robilasios og Tora, der havde inviteret hende ind i deres hjem og hjerter med åbne arme. Vandet var afkølende mod de solskoldede arme og ben, men det blev hurtigt koldt og Aja rystede af kulde, hun var snart våd over det hele og hendes arme var dødtrætte. Faktisk havde hun mest lyst til at smide sig ned og opgive. Hun viste godt, at det var åndssvagt, for det var jo bare en lille bunke tøj, der skulle vaskes, men hun var bare så træt og følte sig overhovedet ikke hjemme. Hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre og sige, og hvad hun skulle holde for sig selv. Aja savnede et varmt kram af nogle kærlige arme, hun savnede at være en lille pige igen, som kunne græde, når hun ville og som ikke behøvede at tænke så meget eller præstere noget.

 

Hun måtte altså vide, hvad meningen med at være her ved Metha var. Der måtte da være en eller anden form for plan. Hun var træt af at arbejde fra morgen til aften uden at kunne se noget formål i det, for hvis hun skulle ud på den mission, som de andre havde snakket om, så var det da fuldstændigt åndssvagt, at hun bare var der i huset hos Metha til ingen verdens nytte. Aja var hele tiden bange for at gøre noget forkert, og hver gang Metha henvendte sig til hende eller bare kikkede på hende, blev hun nervøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...