Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4716Visninger
AA

15. Hos Metha del 4

”Mange år efter at guderne havde forladt jorden, var der kommet så mange af gudernes efterkommere i Terra, at det ikke længere var til at hitte rede på hvem der hørte sammen med hvem, og hvem der skulle tage sig af hvilke opgaver. Derfor kaldte Dominus sammen til et gudestormøde, hvorpå det blev besluttet at hver gud så vidt muligt skulle udrede hvilke efterkommere der var hans eller hendes. Efter en del frem og tilbage snak fik de inddelt alle efterkommerne, den ældste skulle have faderens gave, den næste moderens, dette tog mange år for det kom jo hele tiden flere og flere men til sidst lykkedes det. Dominus måtte rejse til jorden for at introducere det nye klansystem, og det skete ved en storslået ceremoni ved midvinterfesten. Efter nogle små indførselsproblemer gik projektet storslået, efterkommerne blev oplært indenfor de fag, de havde fået talent for.

 

Jorden blomstrede i de år. Pravus opdagede i midler tid forandringen, og regnede ud at guderne måtte have brudt deres aftale. Derfor indledte han en krig mod efterkommerne, men Dominus gik og mæglede. Det blev aftalt at efterkommerne måtte forlade jorden og rejse til en parallelverden. Dog måtte Pravus’ væsner stadig ikke bebo Terra. Efterkommerne havde glemt nogle fisk i en havedam og i løbet af mange millioner år udviklede disse fisk sig først til kryb – og pattedyr men senere til mennesker. Da følte Pravus igen sin magt truet og gav sig endnu engang til at mobilisere en hær, men guderne opdagede det og ville beskytte menneskerne, derfor blev efterkommerne en slags beskyttere for menneskerne. Når et menneskebarn skulle til at udlæres i et fag, fik det vist et billedet i en slags vision og til hvert billede var der et fag, og en beskytter og en klan.

 

Der var en gang for længe siden en dreng ved navn Umon. Han var den yngste af en bondes tre sønner og var på vej til at blive voksen. Den ældste var af Plantos klan og i lærer som skomager og den mellemste var af Venations klan og landsbyens bedste jæger. Turen var nu kommet til Umon. I hele tre dage måtte han vente, før han så sin vision. En stor mørkegrøn drage der spyede ild. I landsbyen var der ikke meget prestige i at være dragerytter, faktisk ansås det af mange for at være gammeldags, og det faktum at der kun var få drager tilbage gjorde erhvervet forholdsvist nytteløst. Det var ikke noget man kunne tjene til dagen og vejen ved længere, og derfor var det ikke så mærkeligt at Umon ikke ligefrem var stolt at sin vision.

 

Han havde ønsket, at han var blevet noget, der ville give ham anseelse og gøre hans fader stolt. Noget der ville lukke munden på hans to pralende brødre. Hvis bare han havde været af Plantoklanen så kunne han have blevet guldsmed eller måske urmager og have gjort familien ære. Men han var blevet dragerytter, og ville blive til grin blandt byens andre unge. I sin tid havde han plaget sin bror til at fortælle om sin vision selv om den var hemmelig, og han havde efter mange ihærdige forsøg fået en udførlig beskrivelse. Det ville han nu benytte sig af, besluttede han bævende, og da han kom hjem til byens leder genfortalte han udførligt sin broders vision. Han bad om at måtte komme i lære som guldsmed, og begrundede det med at det var det første han var kommet til at tænke på om morgenen

 

Umon blev sendt til byen og fik mirakuløst meget hurtigt en lærer plads. Han sled fra morgen til aften, føjtede ikke rundt i byen som de andre lærlinge, for han viste, at hvis han ville kunne følge med på trods af sine manglende evner, så måtte han knokle for det. De første par uger gik alt godt, og hans ihærdighed gjorde ham kendte i det meste af lavet. Men da alle lærlingene havde lært de mest basale ting, var han ved at give op. Lige meget hvor meget han knoklede, kunne han ikke følge med. Det var som om, der var et eller andet der modarbejdede ham hele tiden. Men han stoppede ikke, han ville være god, og han hungrede sygeligt efter anerkendelse. Så begyndte han at drømme. Den første nat så han sin landsby, storbyen og bjergkæden mod syd. Han så det hele oppe fra, som fløj han over det. Vinden nærmest slog ham i ansigtet. Frihed. Styrke. Det var det mest fantastiske han nogensinde havde prøvet.

 

Den anden drøm fremstillede ham næsten, som han var nu. Han knoklede hele dagen i guldsmeden, røgen og varmen fra ilden fik det nærmest til at sortne for ham og han måtte ustandseligt ud i gården efter vand. Trods hans anstrengelser lå de andre lærlinge bare af hans 10 tommefingre, og mesteren gjorde ham ustandseligt til grin.

 

Den sidste drøm var uhyggelig. Umon var tilbage i landsbyen og den store grønne drage fra visionen fløj højt over byen og drengen kunne kun sporadisk spotte den imellem skyerne. Pludselig var der flammer over det hele. Byen brændte. Han vidste, at det var hans skyld. Som den eneste overlevede han. Alt var væk og hele verden blev sort. Han vågnede med bankende hjerte og sveden haglende ned over ansigtet. Han havde stadig røglugten i næsen, så realistisk var drømmen.

 

Hurtigt stod han op, samlede sine få ejendele sammen og løb. Han løb og løb, ikke hjem, bare væk. Ingen har siden set ham. Men landsbyen brændte ikke ned, så det formodes, at han fandt en drage, som han kunne flyve, og at han efter forskrækkelsen levede et stille liv til sine dages ende.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...