Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4696Visninger
AA

13. Hos Metha del 2

Aja fik ordre på at rede op på en madras, som hun skulle finde under sengen. Det viste sig, at det ikke var en normal madras, som den hun kendte hjemme fra, men en slags tyk måtte vævet af halm; dog var det en hvis forbedring i forhold til skinnene hos Robilasios.  K

 

onen, som Aja ikke en gang viste hvad hed, kom med et uldtæppe og nogle hørlagner. Pligtskyldig redte Aja op, så godt hun nu kunne, men konen var ikke tilfreds, og kunne endnu engang bekræfte i sin påstand om at Aja måtte være en ubehjælpelig rigmandspige. Hun rev det hele af igen, og med en trodsig mine glattede hun lagner og tæpper ud over madrassen. Aja krøb hurtigt ned under dynen, for ikke at skabe mere misstemning i stuen, end hun allerede havde gjort. Konen var ikke tilfreds, lidt tvært kom hun tilbage med en af sine underkjoler, som Aja kunne sove i. Aja krøb hurtigt i den og gemte sig under dynen, nu ville hun ikke rettes mere på. Hele dagen havde hun knoklet og ikke et pænt ord havde hun hørt. Ustandseligt blev hun rettet på, og hun viste ikke engang, hvem hendes vært var.

 

Mere end nogen sinde savnede hun et hjem, ikke så meget et hus, men et sted med mennesker der elskede hende og accepterede hende, som hun nu en gang var. Hun tænkte på Niklas og savnede ham. Hun savnede, når han trak af med hende for at vise noget han havde fundet, hun savnede at spille fodbold med ham, at læse for ham, og endda at han kom og forstyrrede hende, imens hun lavede lektier, fordi han ville have en svingerundtur. Hun knugede hænderne rundt om halskæden og tænkte på sin bedstemor. Måske var hun slet ikke så skør som resten af familien gjorde hende til. Måske var det forkert når de forsøgte at tvinge hende på plejehjem, fordi de mente, at hun led af en eller anden sygdom. Hvor meget havde hun vidst? Viste hun, at det var en særlig halskæde, hun havde givet væk? Havde hun selv været her?

 

Der var så mange spørgsmål, Aja gerne ville stille den gamle. Da hun havde været lille, havde hun elsket at besøge bedstemoren, hun havde elsket at sidde på hendes skød om aftenen og høre historier. Hun prøvede at huske nogen af historierne; måske kunne de hjælpe hende, måske havde bedstemoderen fortalt om sine egne oplevelser. Men historierne var umiddelbart væk. Aja forbandede sin hukommelse, eller manglen på den. Det var som om at fornuften med alderen havde fortrængt historiernes fantasi.  

 

Aja vågnede tidligt. En underbevist idé om at hun helst skulle være oppe og i tøjet, når konen vågnede, havde gjort at hun allerede før det blev lyst satte sig op i sengen. Lidt febrilsk satte hun sig op og skyndte sig hektisk i tøjet. Det var en kølig morgen, og hun kunne stadig hører konens snorken fra sengen, ud af huset listede hun, med tilbage holdt åndedrag. Hun fandt brønden og fik efter et par forsøg og en våd kjole hejst en spand vand op. I køkkenafdelingen fandt hun efter nogle minutters søgen en sæk med havregryn. Takketvære træningen hos Robilasios og gårsdagens arbejde i skoven, fik hun hurtigt gang i bålet og efter kort tid gryden på.

 

For første gang snakkede hun rigtigt med Konen som viste sig at hedde Metha, hun fik ikke meget mere af vide om hende. Metha havde troet at Aja var en eller anden rigmandsdatter, men virkede meget lettet over at få den påstand afkræftet. Det virkede som om hun foragtede dem, der havde mere end hende, og brokkede sig flere gange over deres snobberi. Om det var misundelse eller reelt, kunne Aja ikke bedømme. Hun var i vildrede, hvad skulle hun fortælle om sig selv? Hvor meget viste Metha og hvor ”hemmelige” var Tora og Robilasios? Hun blev enig med sig selv om ikke at tage nogen chancer, hun ville ikke skade dem der havde hjulpet hende, og hun stolede ikke på denne Metha. Hun begyndte på en længere udredning om hendes far, som havde sendt hende til byen for at hente en ko på markedet; men hun kunne godt se, at hun var på dybt vand og at hendes historie var for tøvende, til at Metha ville kunne tro på den. Det gjorde Metha i midler tid heller ikke. Ajas viden var simpelthen for lille og historien for usammenhængende. Men Metha sagde ikke noget, hun kikkede bare Aja dybt i øjnene og spurgte, om det nu virkelig var rigtigt. Aja slog blikket ned, hun havde aldrig været en god løgner. Men hun ville ikke fortælle hvad der virkelig var hent, for hun kunne jo ikke vide hvilken side Metha stod på. Metha gjorde ikke mere ved sagen og Aja valgte at tie.  Den pinlige Stilhed bredte sig.

 

Metha bad Aja vaske op; selv gik hun over i hyttens mørkeste hjørne, hvor hun fandt en stor læderpose. Aja så nysgerrigt til men kunne ikke gætte, hvad der var inden i. Med en ligegyldig mine gik Metha igennem stuen, ud af døren og forsvandt ind i skoven, uden så meget som at give et praj om hvad hun skulle, eller hvor længe hun ville blive væk. Aja skyndte sig med opvasken, meget nysgerrig efter hvad Metha skulle, og allerede efter få minutter var hun på vej gennem krattet, der omgav skoven. Hun overvejede chancen for at stikke af, nu hvor Metha var optaget af noget andet, men viste ikke i hvilken vej, hun skulle gå for af finde Robilasios og kom samtidig i tanke om åen og ulvene. Hun gik den retning, hun havde set, Metha gå i og fandt hurtigt en smal sti, som hun valgte at følge. Det var åbenbart ikke den første gang hendes vært havde benyttet denne vej. Hun kunne intet unormalt se, og efter noget tid besluttede hun sig for at gå tilbage, for det hele kunne jo være en fælde, Metha havde lavet for at afsløre hende i at lure. Det var Aja nærmest sikker på at det måtte være og slukøret gik hun tilbage. Hvorfor kunne hun aldrig styre sin nysgerrighed? Nu skulle hun være til grin for den gamle kone igen. Det var ellers startet så godt i morges, konen havde nærmest virket venlig, eller rettere sagt i hvert fald ikke direkte uvenlig.

 

Metha var ikke i huset og ej heller rund om det. Aja viste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, og hun gav sig derfor til at se sig om i huset, alt i mens hun lyttede, for hun havde ikke lyst til at blive overrasket af Methas strenge blik. På et bord fandt hun papir og en fjerpen; den turde hun dog ikke at tage, for hun var bange for at komme til at ødelægge den i sin klodsethed, men et enkelt stykke papir kunne konen vel godt undvære. Aja havde altid elsket at tegne, og med tiden var hun da også blevet ganske hæderlig til det. Hun kunne godt lide, at der var et synligt resultat, og at dette resultat altid kunne ændres og forbedres efter godt befindende. Hun fandt en sodsværtet gren i ildstedet og mente godt, at den kunne erstatte de kulkridt, hun ofte havde tegnet med hjemme. I solen foran huset sad hun fordybet i sin tegning uden rigtigt at tænke over det, tegnede hun scenariet fra drømmen i hulen. Hun kunne huske det så tydeligt, harpens udskæringer især, men også pigen og træerne der omgav dem, det var som et billede hun havde set tusinde gange, og hun var ret sikker på, at hun altid ville bære det i hukommelse. Hun tegnede sig selv med ryggen til men kom først senere til at tænke på, hvor mærkeligt det var, at hun huskede drømmen med sig selv i tredjeperson. Det havde hun ikke tænkt på før.

 

En skygge faldt ned over tegningen, og i forskrækkelse Aja for sammen. Hun følte sig som en lille pige, der blev taget på fers gerning i at prøve sin moders røde læbestift. Helt rød i kinderne kikkede hun ned, og per refleks vendte hun papiret om – barnligt – viste hun godt. Skyldbevidst kikkede hun forsigtigt op i et rynket ansigt, uden at vide hvad hun havde gjort galt. En kroget hånd tog pergamentet, uden at Aja turde gøre noget ved det. Et set kritiske øjne studerede vurderende på tegningen, alt i mens Aja krøb sammen som en lille mus. Så ændrede øjnene sig pludselig, og hele ansigtet gled ud i et genkendelsens smil. Aja undrede sig. Metha gav hende tegningen tilbage med besked på at brænde den og gik derpå uden andre ord ind i skoven igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...