Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4757Visninger
AA

12. Hos Metha del 1

Aja vågnede i en forholdsvis blød seng. Duften af lavendel slog i bølger mod hende, og var det første indtryk, allerede før hun slog øjnene op. Hun var meget træt, men gad ikke rigtigt lukke øjnene igen. Hun kunne mærke noget tungt og varmt på sine fødder men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det mon var. Hun vippede lidt med tæerne, og et lille utilfredst miav gav hende svaret på spørgsmålet. Undrende satte hun sig op i sengen. Hvor kom katten fra, og hvor i al verden var hun selv? hun var fuldstændigt forvirret, hverken på sit værelse, hos sin bedstemor, på Bermuda, hos Robilasios eller i den lille hule. Katten kravlede kælent op til hende, og hun lod den ligge på sin mave, mens hun nussede den lidt bag det højre øre. Egentligt kunne hun ikke lide katte, men lige nu trængte hun til trygheden og nærværet. De trætte øjne gled usamarbejdsvillige i igen, og hun håbede, at hun næste gang, hun åbnede dem ville se noget mere vandt. Snart sov Aja igen.

 

En gammel kone stavrede krumbøjet rundt mellem gryder, madvarer og brænde i den anden ende af det lille huset, hun var ved at lave suppe men skævede af og til nervøst over mod sin seng. Mere og mere bekymret blev hun for pigen, som hun nogen dage tidligere havde fundet temmelig forkommen i skoven. Det havde ellers været en helt normal dag, hvor konen var taget på en af sine obligatoriske fisketure. Pigen havde ligget sammenkrøbet på jorden ca. 20 meter fra åen, og var stadig våd, rystede og havde gåsehud over hele kroppen. Men hun havde trukket vejret og hendes krop var stadig lidt varm, opdagede den gamle kone og havde derefter halvt båret og halvt slæbt pigen ned til robåden.

 

 Det havde været en hård tur op ad åen, strømmen var hård, men konen havde vidst hvor vigtigt det var at pigen fik varmen hurtigt, så hun havde knoklet af sted med årene så hurtigt hendes gamle krop kunne følge med til. Ved stenhusets østgavl hentede hun sin lille kærrer, hjulene var heldigvis store for skovbunden var ujævn og til tider meget smattet, hun havde engang fået børen af en taknemlig bonde, og den havde ofte vist sit værd. Pigen havde hun klædt af og derefter pakket ind i uldtæpper og hørlagner og lagt hende i sin seng. På ildstedet havde også varmet nogle sten, som hun kølede i vand og derefter pakkede ind i stof. Disse lagde hun i sengen for at varme den op så hurtigt som muligt.

 

Nu pudslede hun rundt, og viste ikke rigtigt hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun havde besluttet, at det nok ville være bedst ikke at vække pigen, for hun havde nok brug for at sove ud. Men hun undrede sig virkeligt over, hvad der kunne være sket med pigen. En rig købmandsdatter der havde været på søndagstur og var bortkommet fra selskabet og måske blevet jagtet gennem skoven af Tortitudos vogtere. En forsvundet havfrue eller en undsluppet gidsel. Mulighederne var mange. 

 

Den næste gang Aja slog øjnene op, følte hun sig helt udhvilet. Med et sæt satte hun sig op i sengen, som knirkede uhyggeligt under den lidt for hastige bevægelse. Hun så sig forvirret omkring. Alt forekom hende fremmed. Der var kun halvlyst. Det lille hus lignede bestemt ikke noget hun havde set før. Væggene var af sten, ikke mursten men grå strandsten, der var limet sammen med ler. Murene lignede gammeldags stengærde, faktisk virkede det meget hyggeligt. Hun kunne se lige op i det stråtækte tag, som var fuld af spindelvæv og gamle fuglereder. forskrækket så Aja sig omkring igen. Huset var helt tomt, troede hun og derfor var chokket endnu større, da noget tungt og levende landede på hendes fødder. Hun kom i tanke om sidste gang, hun vågnede og undrede sig over, at hun ikke dengang havde tænkt mere over det hele. Det gjorde hun nu, og hun besluttede, at hun aldrig igen ville være så hjælpeløs og afhængig at andre, som hun havde været 2 gange nu. Hun måtte virkelig lære at passe på sig selv og tænke sig om, besluttede hun.

 

Hun svingede benene ud over sengekanten og gav sig til at lede efter tøjet. Undrende fandt hun det liggende på en taburet ved fodenden af sengen. Det var lagt sammen og til hendes store glæde vasket, og selvom det ikke lugtede af vaskepulver men havde en mytisk duft, var det dejligt, at det var nogenlunde rent. Hun frøs og skyndte sig i tøjet, og efter at have overvundet lysten til at gemme sig under den varme dyne sammen med katten, gik hun udenfor for at lede efter sin vært. En kvinde, så vidt hun kunne skønne efter husets sirlige indretning og inventar. Foran huset var der et bindingsværksstakit, der viste sig at omkranse en kvægfold. En lille familie lå mageligt i solen i den fjerneste ende af indhegningen, det så rigtigt idyllisk ud – faktisk så det hele idyllisk ud. Ved husets nordlige gavl, var der en køkkenhave, også indhegnet som folden, men heller ikke her var der mennesker af se. Aja satte sig ned i græsset, for hun viste ikke, hvad hun ellers skulle gøre, og i sin kedsomhed kom hun til at tænke på, hvor længe siden det var, at hun sidst havde tænkt på dem der hjemme. Et lille stik af dårlig samvittighed kom op i hende, og blandet med en smule hjemve voksede det til en usprungen ballon inde i hende.

 

Katten kom kælent hen til hende, og hun tog den op på skødet, faktisk knugede hun den ind til sig, men katten havde ikke noget mod opmærksomheden og fandt sig i den lidt voldsomme og hårdhændede kærlighedserklæring. Aja kunne mærke det lille hjerte slå og i takt med kattens veltilfredse spinden. langsomt fik pigen varmen og faldt lidt til ro men fór straks op med et chok, da en gammel kone kom til syne mellem træerne. Hun kom slæbende på to store fisk, hvilken slags kunne Aja ikke bedømme. Hun løb hen til konen og hjalp hende af med fiskene i et forsøg på at skabe et godt førstehåndsindtryk, men ikke engang et tak fik hun, da hun lagde de rensede fisk på bordet, som hun fik besked på, at hun skulle.

 

Aja blev sat til at finde optændings pinde i skoven og gik tøvende af sted, sådan lidt på må og få. Hun kendte ikke engang navnet på den kone, der sandsynligvis havde passet hende og viste heller ikke rigtigt hvordan tingene hang sammen. Pinde var der jo en masse af i skoven, men Aja viste ikke hvordan potentiellet optændingsbrænde så ud og ville nødigt skuffe konen, så derfor blev det en lang tur. Da hun kom tilbage med favnen fuld af brænde fik hun af vide at det langt fra var nok og måtte igen gå ind i skoven. Hun var træt og ked af det, selvom det føltes barnligt blev hun vred over konens opførsel. Hun kunne da i det mindste have præsenteret sig! Selvom det måske også ville virke mærkeligt, eftersom Aja måske havde været der længe.

 

Da solen endeligt dykkede ned bagved træerne i vest og skyggerne blev lange, var Aja segnefærdig, det meste af dagen havde hun arbejdet. Træt men glad var hun, det føltes rart at arbejde på den måde, og det fysisk hårde arbejde fik hende til ikke at tænke, på en måde var det afstressende for hoved, og det trængte hun til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...