Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4694Visninger
AA

18. Harpen

De gik i lang tid, syntes Aja. I hver af hendes sko var der en lille sø, selvom hun havde forsøgt at gå udenom de største vandpytter. Duften af den regnvåde skov kælede for hendes næse, det hele virkede så friskt, men også på en måde trist, opgivende og ensomt. Hun opdagede at bladede var dybt grønne i farven og nogen af dem var endda begyndt at gulne i kanterne. Aja mindedes anemonerne i Gotlersumpen og kom til at tænke på, hvor lang tid der mon var gået.

 

Det måtte være september eller noget i den stil nu. Troede dem derhjemme mon, at hun var død? Ledte de stadig efter hende? Hun fik dårlig samvittighed over alle de gange, hun havde vrisset af sin mor eller havde været flabet overfor hende. Som sidste gang hun havde snakket med hende. Dengang på stranden for uendelig mange lysår siden. Aja havde plaget og dernæst nedgjort moderen, som ellers bare gjorde hvad hun kunne, for at gøre sin lille pige glad. Men Aja havde bare været ligeglad. Hun havde aldrig skænket det en tanke, at det hele måske ikke altid ville blive ved med at være, som det var.

 

Nu vidste hun bedre. Hun bed sig i læben. Den dårlige samvittighed bredte sig som ringe i vandet. Hvorfor havde hun været så egoistisk? Hvorfor havde hun ikke sat pris, på alt det andre gjorde for hende? Tårnene blandede sig med regndråberne, der nu faldt tungt over Metha og Aja.

 

Aja sakkede mere og mere bagud, hendes skuldre faldt mere og mere sammen, og hun snøftede sagte af hjemve, fortrydelse og udmattelse. Hun håbede ikke at Metha kunne høre hende. Aja undrede sig over hvordan Metha kunne blive ved med bare at gå og gå. Nærmest mekanisk. Konen var jo ret gammel. Var hun virkelig selv så svag? Hun prøvede at mande sig op og halvløbende indhentede hun Metha. Det fortsatte med at regne, som ville Tempestas straffe Aja, for alle de ting hun selv fortrød.

 

Tidsfornemmelsen havde hun for længst mistet, men endelig gjorde de holdt i en lille klippehule. Hun havde ikke siddet ned i tørvejret i mere end få minutter da Metha sende hende ud efter brænde –tørt brænde. Hun viste ikke, hvad hun skulle gøre. Denne umiddelbare simple opgave virkede fuldstændig uoverskuelig, og hun havde mest lyst til bare at sætte sig ned og tude. Det hjalp ikke, da hun kom i tanke om sin dejlig bløde seng derhjemme og for sit indre blik så sig selv side i rent nattøj med en pude under benene en skål suppe på sengebordet og en god bog ved hånden; men ud måtte hun jo i gang, og ud svuppede hun i sine våde sko. Metha havde stadig ikke fortalt hende, hvad de skulle her i klippe hulen. Men på en eller anden måde havde Aja en idé om at hun atter ville blive ladt alene tilbage, som dengang med ulvene. Hun frygtede det, men var også lidt spændt.

 

Bålet knitrede hyggeligt. Aja var alene. Metha var draget hjemad igennem regnen, efter endeligt at have givet Aja ordre om ikke at forlade hulen, før hun havde en Harpe med hjem. Da Aja undrende spurgte Metha om, hvor i alverden hun skulle få en sådan fra, havde Metha ikke et mere uddybet svar end, at hendes tvilling ville hjælpe hende, og at hun måtte være tålmodig. Aja var om muligt endnu mere forvirret nu.

 

Metha kom i imidlertid i tanke om, hvorledes det var gået, sidst Aja skulle finde hjem efter en åndelig rejse, og bad hende spille på harpen, når hun vendte tilbage, hvorefter Metha ville hente hende. Vendte tilbage? Hvad i alverden mente Metha? Aja ville sådan ønske, at hun forstod det der skete omkring hende, for hver gang hun sad tilbage med hovedet fuld af spørgsmål, blev hun mere og mere modløs. At Metha ville hente hende, var Aja dog lykkelig for. Hun havde frygtet hjemturen på egen hånd, og nærmest rystet af angst over den store ukendte skov, der sikkert var hjemsted for adskillige væsner, hvis udformning hun ikke en gang turde tænke på.

 

Ilden kastede mønstre på klippe væggene i den ellers mørke hule. Den virkede dybere end den sidste, men også ligesom mindre i det. Hvilket faktisk var en fordel, for snart var den varmet op til en behagelig temperatur. Det gav hende også en idé om, at hun var beskyttet. Imod hvad vist hun ikke. Det var faktisk ret hyggeligt, men lidt den form for hygge man helst vil dele med andre.

 

 De dyngvåde støvler, var ved at være nedtrådte, men Aja havde ikke den ringeste idé om, hvordan hun skulle skaffe sig nye. Hun tvang dem med sammenknebne øjne af fødderne, da hun var ved at få varmen. Det gjorde virkelig ondt. Fødderne så ud som når man bader lidt for længe, og de var stadig temmelig ømme og fulde af vabler. Hun åbnede støvlerne, så meget hun kunne og stilte dem på den modsatte side af bålet. Det dampede op af dem. Bæltet og den mørkebrune uldkjole var dyngvådt og kradsede. Det lugtede af får. Hun tog det hurtigt af og bredte ud på gulvet, så godt hun kunne. Snart var vadmelskjolen tørret, og hun følte sig bedre tilpas, men håret klistrede stadigt irriterende ind til hovedet og fødderne lignede endnu ikke sig selv.

 

Dagens strabadser var ved at falde på plads, og hun måtte smile af sin egen opgivenhed i forhold til brændet. Det havde jo ikke været så svært at finde, når alt kom til alt. Aja var træt men kunne ikke sove. Hun kedede sig pludselig helt vildt. Hun kunne ikke stå oprejst uden at banke hovedet imod loftet, men på ømme knæ kravlede hun hen imod indgangen for at få lidt frisk luft. Hun var ved at være godt tilrøget. Regnen stod stadig ned i fede stråler, og fik alt til at virke koldt og klamt. Ville det mon nogensinde tørre igen? Det måtte være efteråret der var på vej.

 

Med begge ben daskende ud over hulens side sad hun længe og stirrede ud over den store våde skov. Duften mindede hende om dengang, hun som lille altid insisterede på at ville gå i skoven, lige når det var holdt op med at regne. Hendes tanker fløj lystigt omkring som fuglene over hendes hoved og træernes kroner. For første gang længe tænkte hun på sin klasse, de havde vel været som gennemsnittet: en flok dovne, barnlige teenagere, der hellere ville sabotere end at give andre ret. Egoistiske og så alligevel ikke.

 

Hun havde vel også været som gennemsnittet eller det havde hun vel absolut ikke. Flabet havde hun været, men det var de vist alle sammen. Lidt ond følte hun sig. Ond og egoistisk. Aja tænkte på Niklas, og på hvor meget han mon havde ændret sig. Hun prøvede at tænke på sig selv, da hun var fire, men var ikke sikker på hvor meget af det, hun kunne huske, hun havde fået fortalt eller havde set på billeder. Hvad lavede hun egentligt her? Hun troede stadig ikke rigtigt på, at hun skulle rede nogen verden, hende der ikke en gang kunne holde styr på en lille muhko eller bare tankerne i sit eget hoved. Hvordan skulle hun kunne rede en hel verden? Hun fik kuldegysninger bare ved tanken, og krøb tilbage til sit skjul. Som vinbjergsneglen i sit hus, tænkte hun.

 

Det blev langsomt mørkt udenfor, men aldrig helt mørkt. Aja lå på ryggen. Aja lå på siden. Aja lå på maven. Vendte og drejede sig i restløshed. Der gik længe før hun sov. Mange tanker nåede hun at vende først, men på et tidspunkt må hun være faldet i søvn, for næste morgen vågnede hun alt for tidligt, øm i hele kroppen og med morgensol i øjnene. Hun følte sig klam. Både frøs og svedte gjorde hun på samme tid. Der var kun få gløder tilbage af det, der aftenen før havde været et bål, men efter lidt tid og nogle anstrengelser fik hun det til at blusse lystigt igen.

 

Hun var blevet helt sort i hovedet af sod. Aja var glad for at ingen så hende sådan, skønt hun aldrig havde været speciel forfængelig, nød hun alligevel, som de fleste piger vel gør, at se præsentabel ud. Hun havde ikke noget spejl, og det var hun egentlig glad for. Minutter blev til timer og timer til dage (måske) der var intet at lave i den lille hule. Hun var helt tør indvendig. Meget tørstig. Det regnede stadig. Hænderne foldede hun som en skål, og drak så meget hun kunne. Hun blev helt våd i ansigtet og det tog lang tid, men hun var tørstig, og vandet koldt, selvom det smagte lidt mærkeligt. Da tørsten var stillet, og hun igen havde fået varmen, mærkede hun sulten. Hvor længe var det siden hun havde fået noget af spise sidst? Det følte som om sulten spiste hende indefra. Hun prøvede at tænke på noget andet, men det var ikke let når maven brokkede sig.

 

Der var intet at lave i hulen og Aja savnede selskab. Det eneste hun kunne fornøje sig med var at smide et enkelt brændestykke på ilden i ny og næ. Hvor længe hun havde været i hulen, viste hun ikke. Sekunderne var gledet sammen til minutter, som var blevet til timer og dage. Hun var meget træt selvom hun intet havde lavet. Helt udmattet lå hun på gulvet. Øm over det hele. Hvad var der galt med hende? hvad gjorde hun forkert? Hun turde ikke forlade hulen af skræk for skoven og dens indbyggere. Hvor blev visionen og harpen af? hvad var alt det her for noget? Hun ønskede sig hjem til sin seng, til et karbad efterfulgt af bløde dundyner og mors lasagne. Lasagne – sulten kunne hun mærke helt op i halsen, der snørede sig sammen i protest. Anoreksipige blev hun aldrig. Hele kroppen føltes tung, hun gabte, en restløs træthed overvandt hende til sidst.

 

Alt var gråblåt rundt om hende. Langsomt trådte farveforskellene frem, og hun opdagede, at hun var omgivet af tordenvejrsskyer. Aja kunne intet mærke, hun var en del af himmelen. Var hun død? Hvis hun kikkede ned kunne hun ikke se sine ben, også hendes hænder var usynlige. Aja kikkede sig omkring men der var intet at se. Skyerne omkring hende bevægede sig i høj fart, og hun prøvede af at svømme med. Skyerne blev tyndere og tyndere og hun kunne se ned i havet.

 

Det var begyndt at regne. Hun faldt ned. Faldt og faldt. Var blevet en regndråbe, måske. Aja var omsluttet af vand, hun måtte være faldet i havet. Hun prøvede at svømme, men var blevet en del af havet, hun prøvede at skrige, men hendes mund blev ikke engang fyldt med vand. Aja blev skyllet op på stranden, og taget med af vinden.

 

Over strande og havet fløj hun. Over bakker og dale, skove og enge. Ind mellem træerne og til en lysning. Pigen sad på græsses og spillede, Aja dansede mellem harpens strenge. Hun blev til tone og kom så i tanke om harpen og prøvede at fortælle, at hun behøvede dem.

 Snart forsvandt energien og alt blev sort. Sort. Sortere. Sortest. Sort intethed.

 

Aja vågnede meget træt og var lige ved at lukke øjnene igen, da hun mærkede harpen imellem hænderne. Hun knipsede en af strengene og en til, men faldt så i søvn med et smil på læben. Det var lykkedes, men hun var for udmattet til at holde sig vågen. Nu forstod hun hvorfor Metha havde været så påpasselig og øm over for sin harpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...