Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4754Visninger
AA

6. Gotlersumpen del .2

 

Da Aja hverken kunne se eller høre munkene og nonnerne længere, rejste hun sig som i trance og gik forsigtigt videre. Det var så uvirkeligt det, hun lige havde været vidne til. Sådan noget kunne bare ikke ske. Hun kunne ikke forklare det med ord og prøvede at tvinge sig selv til at tænke på noget andet; men samvittigheden var kulsort. Hvorfor havde hun været bange for korstoget? Hvis hun var løbet hen til dem med det samme i stedet for at gemme sig, kunne hun jo godt have nået at advare dem. Hun følte sig fej og egoistisk. En kryster. Hun var skyldig i ulykken. Hun var en morder! Men det ville ligesom ikke rigtigt gå helt op for hende, hvad hun lige havde oplevet. Det var så uvirkeligt, som om det var noget, hun bare havde set i en film. Der var ingen synlige beviser for, at det virkelig var sket. Blomsterne dækkede skovbunden som før og sommerfuglene blafrede ufortrødent rundt.

Efter nogen vandren og en masse negative tanker blev Aja pludselig afbrudt af en skinger mandsstemme lige foran sig:

”Det er ved at blive nat, lille, smukke pige, hvorfor slår du ikke lejr inde mellem de store dejlige fyrretræer der ovre?”

Aja for sammen. Den lille mand pegede.

”Der vil du sove så dejligt så dejligt. Så dybt. Så dybt. I nat. Lille, smukke pige?”

Aja gøs, men mandede sig efter få sekunder op og så direkte på det lille lurvede væsen, der pludselig stod på stien foran hende. Det måtte være en gotler, tænkte hun nærmest panisk. Men hun prøvede at samle sig til at kikke ham lige i øjnene.

”Har I gotlere måske ikke fået fyldt jeres fangehuller så rigeligt op, med alle de munke og nonner, der gik igennem tidligere i dag?”

svarede Aja koldt og forsøgte, så godt hun kunne, at skjule sin frygt. Lige nu var hendes normale frækhed og vandfaldssnak en gudbenådet gave.

”Øh, jeg er da ingen gotler” svarede han. Pludselig kunne Aja spore en lille usikkerhed i hans stemme.

 ”Øm, jeg er et helt almindeligt menneske, der har slået lejr lige der ovre under de dejlige fyrretræer, jeg har endda den skønneste aftensmad at byde den lille frøken på. Ja, ja det vil jeg byde Dem på, lille, smukke pige.”

Sådan prøvede han en stund at overtale hende.

De rappe svar var ikke noget problem for Aja at finde på, men hun måtte hele tiden balancere mellem at sige behersket fra og ikke fornærme manden, så han ville hente de andre gotlere. En hvis træning havde hun da fået på det sidste. Der var tonsvis af gadehandlere på Bermuda; men hun kunne ikke være helt så kæk over for manden her, som hun plejede at være overfor dem.

Alligevel prøvede hun at se en af dem for sig; en midaldrende mand, der hver morgen havde siddet på det samme hjørne og solgt nåle med små træfigurer på, når familien gik til stranden. Hans store brune øjne så altid så triste på hende, når hun afslog. Hun prøvede at forestille sig, at det bare var ham, hun endnu engang sagde nej tak til, og det beroligede hende faktisk en smule.

Pludselig opdagede Aja at måtte være faldet hen i tanker for gotlermanden så spørgende på hende. Han gentog sit sidste forsøg på at overtale hende.

”Du kan jo også nøjes med at komme med hen og spise, jeg savner godt, øh, selskab. Ja godt selskab savner jeg, kære frøken, søde, lille pige”

Men da Aja også roligt men meget bestemt afslog til denne invitation, opgav han helt, sagde med en temmelig kold stemme farvel og forsvandt. Han troede nok, at han kunne få æren for desserten, men nu havde denne lille ækle pige forhindret ham i det, tænkte Aja sarkastisk. Aja takkede i sit stille sind gadesælgeren og lovede sig selv, at når hun kom tilbage, ville hun helt sikkert købe en nål af ham.

Aja åndede først op, da hun var på sikker afstand af gotlermanden. Hun prøvede at berolige sig selv med, at hun snart måtte være ude af sumpen; men indeni rystede hun stadig. Benene debatterede om, hvorvidt de skulle løbe ud af sumpen så hurtigt som muligt eller spare på kræfterne.

Så pludselig omsluttede tågens klamme arme hende igen. Dens ækle fingre strammede grebet om hendes hals, som ville den kvæle hende. Aja lukkede øjnene og trak vejret dybt, helt ned i maven, i et forsøg på at få styr på nerverne. Dette resulterede dog blot i et større hosteanfald. Den tåge måtte være giftig, tænkte Aja svimmelt. Hun famlede sig videre hele tiden med de tårefyldte øjne rettet imod stien foran sig.

Endelig virkede det, som om tågen var ved at lette. Først var Aja ikke sikker på hvorvidt det bare var noget hun forestillede sig, men snart var der ingen tvivl, om at hun virkelig var ved at slippe ud af sumpen. Så klarede det pludseligt op og efter blot nogle meter, kunne Aja de se de frodige enge smile i skæret af dagens sidste solstråler. Endelig kunne hun ånde lettet ud. Hun havde mest af alt lyst til bare at smide sig ned, og mærkede pludselig trætheden bølge ind over sig. Hun turde ikke. Det var stadig for tæt på sumpen. Hun måtte længere væk, det var simpelthen ikke værd at risikere noget. Efter få øjeblikkes hvil fik hun stablet sig selv på benene igen og fortsatte af den støvede vej.

I lang tid gik Aja bare. Hun gik som i trance. Hendes ben flyttede sig helt af sig selv, og tankerne flaksede omkring som opskræmte finker. Hver gang de små finker kom for nær Gotlermanden eller blot sumpen, blev hun helt kold indeni og var ved at brække sig. Aja prøvede at fortrænge dagens begivenheder ved at tænke på gode ting; trygge minder, som dengang hun stadig tog på ferie hos sin bedstemor, hver gang muligheden bød sig.

En af de minder, der stod stærkest, var dengang i sommerferien lige før hun startede i skole. Hun havde følt sig meget stor og meget voksen den sommer, hun skulle jo i skole ligesom de store børn. Hun havde sådan glædet sig sådan til at møde sin klasse og alle lærerne indtil den dag, hendes bedstemor havde sagt, at man ikke kunne starte i skole før man kunne strikke. Aja kunne nu ikke andet end at smile over sin forfærdelse ved denne nyhed. Hun havde straks tryglet bedstemoderen om at lære sig kunsten og denne havde selvfølgelig indvilliget i det. Aja minderes tydeligt, hvordan hun morgenen efter havde fået lov at vælge garn i det store chatol. Hun havde ærefrygtigt valgt det røde garn, selvom bedstemoderen havde sagt, at det var lettere at strikke med det blå. Det næste minde Aja havde, var af hende og bedstemoderen, der strikkede i haven, imens de havde drukket æblemost og spist de hjemmebagte boller.

Da Aja først havde åbnet døren til barndomsnostalgi rummet på klem, flakserede minderne rundt som guldsmede og ventede bare på at blive husket og smilet af. Hendes gang blev lettere. Det var som om byrde var mindre tung at bære når hovedet var fyldt med positive tanker.  

I sikker afstand fra sumpen besluttede Aja, at det måtte være tid til at slå lejr for natten, og lidt efter fandt hun mellem nogle træer et lille stykke fra stien en lille frisk kilde. Den fysiske træthed hjalp hende med at fortrænge dagens begivenheder, og snart sov hun sammenkrøllet i læ af træet. 

Den følgende morgen så hun broen i det fjerne efter blot få timers gang. Ajas humør steg. Hun havde været led og ked af det om morgenen. Det der med at vågne op stiv i hele kroppen og med rystende lemmer var bare ikke hende, og selv om hun godt viste at det var åndsvagt og tøset kunne hun ikke lave være med at tænke på al det småkravl der var i græsset. Tanken gav hende myrekryb. Hvorfor var hun havnet her? Hvorfor var det altid hende sådan nogle ting skete for? 

De sidste dages rejsen havde tæret på hendes kræfter. Hun kunne mærke, at der ikke skulle ret mange flere dage med denne formålsløse vandring til, før der ville ske noget - hvad, vidste hun ikke; men hun var sikker på, at hun snart ikke kunne mere. Efter yderligere 20 minutters tid nåede hun broen. Tora havde forsikret hende, at hun næsten var ved Troldmandes hus, når hun nåede den. Broen var bygget af massivt træ og var omkring 4 meter lang og lige så bred. Det virkede næsten som om, der skulle kunne passere en hær med kavaleri, vogne og det hele.

Aja drejede ind mellem bakkerne, som kortet guidede hende. Vejen snoede sig nede i de frodige dale, hvor der var så dejligt. Hun følte sig meget bedre tilpas og en hel del mere tryg end i sumpen. Endelig kunne hun slappe lidt af i vished om, at hun, inden dagen var omme, ville nå Robilasios. Hun prøvede at tømme hovedet for tanker, og da hun var kommet lidt væk fra broen, syntes hun, at hun fortjente et lille hvil. Hun gik lidt væk fra vejen og følte sig endnu mere træt, da hun så det perfekte hvilested: En solrig bakke. Området var skønt! Der fløj masser af stære og svaler rundt, og en stork så hun også.

Dette sted var så idyllisk og ved tanken om endnu flere rare mennesker, lykkedes det hende at blunde lidt. Det var faktisk slet ikke så slemt at være i Terra, og hun fandt vel også snart hjem.

Forskrækket satte hun sig op og kiggede sig omkring. Hvad havde vækket hende? Hvor længe havde hun sovet? Solen skinnede stadig fra en skyfri himmel, og bierne summede selvtilfredse rundt mellem sommerens smukkeste blomster. Det hele virkede så fredfyldt og romantisk. Da hun kom lidt til sig selv, bed hun mærke i det. En buldrende lyd ikke så langt væk.  Aja fór endnu engang sammen. Hun mavede sig hurtigt op ad bakken, hun havde ligget på, for at kunne skabe sig et overblik over området. Lyden bare fortsatte og fortsatte. Det lød ikke som torden, men hvad var det så?

Fra bakketoppen kunne Aja intet se, og undrende gik hun tilbage mod vejen for i det mindste at kunne komme videre. Da hun kom fri af bakken, forstenedes hun. De red forbi lige der på vejen. Der måtte være flere hundrede af dem. I fuld galop. Brynjerne skinnede i solen. Kapperne fejede i vinden. De løvehovedprydede skjolde hang klar på hestenes sider. Lanserne lodret op i vejret prydet med små mørkerøde flag. Et kavaleri på vej i krig. Aja lod sig falde på maven og kravlede forsigtigt nærmere. Hun havde aldrig set så mange riddere før – faktisk havde hun ikke set en eneste i virkeligheden. Der måtte være optræk til krig eller sådan noget, gøs hun. Lyden, der havde vækket hende, måtte stamme fra kamphestenes skoede hove, der bragede imod træbroen. Både frygtindgydende og dybt fascinerende. Snart kunne hun se ryggen af den sidste rytter i det fjerne og freden lagde sig atter. Hun fortsatte sin vandring stadig med hjertet oppe i halsen. Hun var lykkelig over at have taget den lille pause væk fra stien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...