Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4720Visninger
AA

5. Gotlersumpen del. 1

 

Aja forlod den lille lysning uden at vende sig om. Hvis hun gjorde det, var hun bange for at komme til at græde. Hun havde slet ikke lyst til at begive sig af sted, væk fra den rare Tora, væk fra trygheden og den sidste forbindelse til det kendte. Aja undrede sig over, hvor meget hun havde knyttet sig til Tora på den korte tid, hun havde boet der; men måske var det lige så meget billedet af trygheden og normaliteten som hun, hun så nødigt ville miste. Hun var bange. Det hele var så fremmedartet. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at alt var normalt; men selvom skoven lignede en hvilken som helst skov, var det svært, for hvad ventede der hende? Hvad var det her for en verden?

Alligevel var hun også spændt, nysgerrigheden trak i hende. Hvem havde dog troet at hun, Aja, en helt almindelig teenager, skulle redde en hel verden; Selv om tanken ikke helt ville bundfælde sig, havde hun alligevel vænnet sig til den i løbet af de dage, hun havde været hos Tora. Hun kunne ikke lade være med at glæde sig til at finde ud af, hvad hun skulle opleve.

Aja gik og gik, indtil hendes fødder og ben var så ømme, at hun ikke følte, hun kunne tage så meget som et eneste skridt mere; men da stod solen også lavt på himlen, og det ville snart blive nat. Hun satte sig ned på en stor sten og åbnede sækken. Hun spiste et stykke fladbrød og lidt af det røgede kød. Aja havde ingen appetit, og fladbrødet var frygteligt sejt og ikke videre velsmagende. Hun var for træt til at tænde bål, og desuden vidste hun heller ikke, hvordan hun skulle bruge fyrsvamp, flintesten og ildstål; så hun tog bare den tykke vadmelstrøje på og rullede sig sammen på jorden. Hun var så træt, at hun straks faldt i søvn.

Næste morgen vågnede hun ved lyden af en storslået fuglekoncert. De store sorte natfugle sang den dybe basstemme, mens musvitten, blåmejsen og skovspurven kvidrede som alter og sopraner på de lysere toner, og selv rågerne og kragerne skræppede med, med deres hæse stemmer. Aja var stiv i hele kroppe. Duggen havde gjort hende våd, og hun frøs. Der ville nok gå endnu et par timer, førend solen havde kraft nok til at varme hende, tænkte hun muggent.

Hvad var det for noget hun havde rodet sig ud i? Hun skulle bare have været blevet hos Tora og tryglet hende om at hjælpe hende hjem. Hvor langt havde hun mon gået? I princippet kunne hun jo bare vende om og gå tilbage. Tilbage til det lille hyggelige hus. Tilbage til den rare gamle kone. Aja overvejede muligheden, men tilbage ville hun nu alligevel ikke. Hun tvivlede også på om Tora overhovedet ville hjælpe hende, hvis hun vendte om.

Aja havde ikke den mindste lyst til at fortsætte, men efter at have spist lidt rullede hun alligevel kortet ud. Hvor langt var hun mon nået? – En tredjedel af vejen til Gotlersumpen? Hun hoppede lidt for at få gang i kroppen, og løb lidt rundt for at blive lidt mere frisk. Til sidst drak hun lidt vand og drog så af sted.  

Efter nogle dages gang nåede hun sumpen. Den var dækket af en tung tåge. Det gøs i Aja – skulle hun virkelig der ind? Kunne hun ikke bare gå udenom? Det ville da give det samme resultat i sidste ende. Aja turde dog alligevel ikke andet end at følge det gamle digt, selvom hun godt nok tvivlede på, at det handlede om hende. Endnu engang forbandede hun sin situation; godt nok havde hun altid nydt at være i naturen, men med måde. Kulde, mudder og tåge var bestemt ikke hende, især ikke efter flere nætter uden så meget som en simpel sovepose eller et telt. Hun knappede trøjen og flyttede sækken fra den ene skulder til den anden. Solen stod nu midt på himlen. Klokken var nok cirka et, tænkte hun og prøvede at beregne hvor lang tid, det ville tage hende at passere sumpen. Hun kiggede for tooghalvfjerdsindstyvende gang på kortet. Hun måtte hellere skynde sig videre, for hun ville i hvert fald ikke sove i sumpen i nat!

Aldrig havde hun følt sig så alene; så meget på egen hånd. Her var ingen mulighed for at vende om. Ingen at bede om hjælp. Her var kun hende, og hun anede ikke engang, hvordan hun skulle tænde et simpelt bål.

Hun fortsatte ind i den tætte tåge, der lagde sig om hende som en kappe. Luften var dårlig. Det stank forfærdeligt, lungerne skreg efter ilt. Mon dampene var giftige? Sundt for helbredet kunne det i hvert fald umuligt være.  Men så lige pludseligt klarede det, som ved at trylleslag op, og hun stod i en grøn skov med smukke anemoner og masser af bier og sommerfugle. Var hun ude af sumpen, eller var det mon illusionen, Tora havde snakket om? Aja havde virkelig lyst til at smide sig mellem alle blomsterne og spise af skovjordbærrene. De kaldte på hende, men hun turde ikke tage chancen. Hun gik forsigtigt videre og kunne ikke lade være med at glæde sig over de smukke omgivelser, selvom de måske bare var den rene indbildning. Hun gjorde sig umage for ikke at træde uden for den smalle sti og prøvede at holde øjnene fæstnet ved jorden.

Da stien drejede, og Aja kom fri af buskadset, kiggede hun forsigtigt op i håb om at kunne skimte enden af sumpen. Foran hende stod et stort optog af mænd i hvide og brune klæder, og kvinder i sorte nonnedragter. Messende med store hætter trukket ned over hovederne kom de gående på rad og række. Aja fór sammen. De bar alle store trækors, og da de kom nærmere, kunne hun høre dem messe uforståelige ord, nok på latin. ”Sicut et nos dimitium dibetoribus notris..”

Foran dem red seks krigere på sorte heste. Frygtindgydende så de ud med lanser og skjolde. Aja kunne ikke få det til at passe - krigere og kirken? Men de måtte være en del af optoget, for røde kors prydede deres skjolde og kapper. Var dette mon også en del af tryllesynet? Hun havde godt hørt om sådanne optog, men det havde været i middelalderen. Kunne det være dét? Var hun kommet tilbage i tiden? Aja havde regnet ud, at hun var kommet til en form for ny verden; men hvordan det kunne lade sig gøre, vidste hun ikke, og hvordan hun kunne komme tilbage eller frem, var det vel egentligt, kunne hun ikke gennemskue. At det måske ikke var en anden verden blot en anden tid, var ikke faldet hende ind.

Aja smed sig fladt ned på maven. De skulle ikke se hende. Nu var det til stor gavn, at hendes tøj var i grønne og brune farver. Hun trak ned i ærmet for at sikre sig at armbåndet ikke kunne ses. Optoget splittedes i to, hver anden gik til højre og hver anden til venstre, og midt i lysningen stilede de sig som i formation til en ceremoni. Men så pludselig udbrød der panik. De sad fast i sumpen; de hev og sled for at komme fri, men sank i stedet for ned i pløret. Deres dragter blev mere og mere grumsede i farverne.

”Ååhhh Gud, tilgiv os vore synder!”

”Deus dimitte nobis peccata”

”Vi vil tjene dig med vores liv, hvis du lader os leve!”

De bad det bedste de havde lært, rakte korsene op mod himlen. Hestene vrinskede og stejlede, men lige lidt hjalp det. De sad fast. Rædselsskrig fyldte skoven. Den bagerste del af optoget, der stadig stod på stien, rakte ud efter deres synkende venner; men de, der nåede at få fat i en, opnåede kun selv at blive trukket med ned. Der var udbrudt totalt kaos. Infernoet af larm stod i skærende kontrast til den før så stille lysning.

Forstenet så Aja til, for langt væk til at kunne advare eller hjælpe dem. Hun måtte blive, hvor hun var, og bare se dem synke ned i intetheden. Skrigene var ubærlige. En tåre trillede ned af Ajas kind. Hun rystede over hele kroppen. Efter bare få minutter var selv korsene væk. De få overlevende munke og nonner løb skrigene tilbage ad den vej, de var kommet. Rædselsslagne. Paniske. Hun takkede i sit stille sind den gud, hun normalt ikke troede på, for at hun ikke havde valgt skovjordbærrene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...