Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4694Visninger
AA

17. Aron

Aja fik et chok da hun kom ind af døren. På en taburet sad en fremmed mand. Straks rejste han sig og præsenterede sig som Aron. Hun kunne ikke bedømme hans alder især fordi det var rimeligt mørkt i huset, men han virkede slet ikke så gammel som Robilasios, Tora eller Metha. Det første hun bed mærke i var klappen, han bar for det venstre øje og dernæst det tynde skulderlange hår, der strittede til alle sider og så den unaturlige store næse som kronen på værket. På hovedet havde han en gammel hullet stråhat. Hans øje var meget blåt og gennemborende, kunne hun tydeligt se. Det var som om, hun var nødt til at kikke ind i dem, selvom det ikke var rart, for det føltes som om, han kunne se helt ind i hendes sjæl. Da han langt om længe slap hendes hånd, faldt hun nærmest sammen, eller sådan føltes det i hvert fald. Metha sendte hende udenfor for at hente vand.

Da Aja var ude af syne, skyndte hun sig, alt hvad hun kunne med spanden for at kunne nå at lytte lidt ved døren, enden hun gik ind.

”Du har ret i forhold til klanen, det er ret tydeligt!”

”Derfor var det alligevel rart, at du kom, så jeg kunne være helt sikker, det ville jo være en katastrofe hvis jeg tog fejl.”

”Jeg var jo i området, da du sendte bud efter mig, så det var jo let nok. Metha du ved jo at jeg vil gøre det for dig.”

Samtalen forstummede straks da Aja trådte ind af døren, og tre øjne så direkte på hende. Aron foreslog, at de to gik en tur sammen, og Aja der ikke turde sige ham i mod, og fulgte efter selvom hun var lidt bange. Hvordan kunne han vide hvilken klan hun var fra, og hvordan kunne Metha sende bud efter ham, når Aja ikke havde set noget postbud siden sin ankomst?

Aron var ikke så gammel som Aja først havde antaget, men han var overaskende langlæmmet, næsten to hoveder højere end hende. Hans allerede nedslidte krop bevægede sig adræt ved siden af Aja og hun måtte nærmest småløbe for at følge med. Hans hud var mørkere end hendes mors havde været i Cuba, og der skulle ellers ikke så lidt til. Håret var helt afbleget af solen og vinden havde sat sit præg på frisuren. Tydeligvis en naturens mand. Da de var kommet ind i skoven, bad Aron roligt Aja om at fortælle om visionen. Hun følte, at han kunne se lige ind i hende, ikke bare læse hendes tanker, men også se hendes dybeste hemmeligheder, og det var ikke en rar følelse. Stadig lettere pustende efter den raske travetur prøvede hun at få snor i nervøsiteten.

 

Aja turde ikke andet, end at fortælle Aron om visionen, og sin foreløbige rejse. Hun snublede over ordene, der lige som ikke kunne finde ud af rækkefølgen hvor i, de ville fortælles, og alt andet end kronologisk blev beretningen. Uafsluttede sætninger afløste forvirret hinanden. Da Aron tålmodigt havde lyttet til hendes beretning, konstaterede han hurtigt, at guderen måtte have haft en finger med i spillet.

 

Især virkede det meget besynderligt, at lige netop Metha skulle finde hende, funderede han. Da Aja undrende spurgte hvorfor, svarede han, som var det den største selvfølgelighed i verden, at Metha jo var hendes lærermester. Skuffelse og bange anelser var Ajas første tanker. Hvor typisk den vogter, hun havde klikket dårligst med op sin rejse, var selvfølgelig hende, hun skulle oplæres af. På den anden side var det meget rart ikke at skulle rejse igen. Hun håbede bare, at Metha ville være lidt mere venligt stemt overfor hende fra nu af, selvom hun nu ikke rigtig kunne forestille sig hvorfor.

 

Aron havde svaret Aja på alle de spørgsmål, der forvirret havde tumlet rundt i hendes hoved, og det var først da hun om aftenen lå i sengen, at hun kom i tanke om, at hun aldrig havde stillet et eneste af dem. Hvor mærkeligt. Han havde svaret på de uformuleret spørgsmål, uden hun overhovedet havde opdaget, at der skulle være noget galt med denne kommunikationsform. Aja prøvede at overbevise sig selv om at det lige meget hvad havde været en god dag.

 

Så meget var faldet på plads for hende nu og Aron virkede lidt som en forbundsfælle. Han havde antydet over for hende, at grunden, til at Metha var så lukket, var, at hun ikke ville lade nogen komme hende så nær, at hun ville sørge, når de forlod hende. Dette ville nemlig ødelægge hendes rene sind og gøre harpens ærlige magi grumset, som Aron havde formuleret det. Aja håbede bare på at de ville få et mere tåleligt og mindre anspændt forhold. Det var trist af de var kommet så skævt ind på hinanden. Aron havde, kort efter at han og Aja var kommet tilbage, sagt farvel og var vandret videre. Som han sagde:

”Hvis ikke man rejser, rejser man jo alligevel man oplever bare ikke vejen”

 

En af de følgende morgener havde Metha virkede gladere end ellers. Ja nærmest smilende, og Aja glædede sig til at finde ud af hvad dagen mon ville bringe. Godt nok var vejret ikke ønskeligt, regnen stod ned i tykke stråle, og i det fjerne kunne Aja hører, Tor lufte gederne, sådan havde hendes far altid sagt, når det tordnede. Bedstemoderen havde snakket om Tempestas dårlige humør. Tidligere havde Aja ikke lagt noget i det, men nu forekom det hende pludselig, at vejrguden her hed noget i den stil. Så havde Bedstemor måske været her? Det ville hun så gerne vide, men hvem kunne hun spørge.

 

Efter opvasken vinkede Metha Aja med ud, og lidt modvilligt fulgte hun efter ud i den vandpytfyldte gård, hvor det endnu dryppede lidt fra de grå skyer. Metha havde ikke harpen med ej heller fiskenet eller andre redskaber, der kunne afsløre turens formål. Hun virkede målbevidst. Næsten for målbevidst efter Ajas mening, og men bange anelser fulgte hun fulgte uden et ord med. Aja havde efterhånden lært at håndtere sin nysgerrighed, mente hun selv, men det var nu alligevel bedst at vide besked om alting -altid!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...