Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4735Visninger
AA

10. Åndeverdenen del 2

 

Robilasios satte sig tungt ned og lukkede de trætte øjne bare et sekunds tid. Han følte det som om, han kunne sove til verdens ende, hvis det skulle være, denne tur til åndeverdenen var den hårdeste han nogen sinde havde prøvet. Men han måtte ikke sove endnu, der var en ting, han skulle have ordnet først. Besværet rejste han sig og måtte ærgerlig konstatere, at han ikke var helt ung længere. Robilasios glædede sig over at Jorim snart var halvudlært, så han kunne overtage nogle af pligterne.

 

Svajende gik den gamle troldmand over til bordet, hvor han nærmest pr. automatik blandede urterne sammen og varmede dem over ildstedet. Det var heldigt, at han var så garvet inden for faget, for hans fingre rystede af træthed og det sveg i hans øjne. Han var virkelig blevet gammel. Robilasios hældte den giftgrønne væske på flaske, og bad den forvirrede Jorim om at give Aja et lille glas, for hver gang timegasset skulle vendes. Selv stavrede han tilbage til hytten og lagde sig tungt på skindene og faldt øjeblikkeligt i en dyb søvn.

 

Alene i det lummervarme, fakkeloplyste rum stod den unge troldmandslærling og følte sig unyttig. Han havde ryddet op efter underverdensrejsen, billedet med planterne hang på sin vante plads, glaskolben og rørepinden, der var blevet brugt under fremstillingen af Ajas medicin, var vasket af. Han synes ikke, han kunne forlade rummet, følte det mest rigtigt at blive for at observere. Robilasios havde jo stolet på ham, og derfor givet ham et stort ansvar, og selvom han ikke brød sig særligt meget om sin klient, kunne han ikke få sig selv til ikke at gøre sit job, så godt som han overhovedet kunne. Han ville gerne bevise overfor Robilasios, at han ikke længere var en lille dreng men var næsten voksen og kunne tage ansvar.

 

Efter at havde hældt nogle glas i Aja med den forskrevne time mellem hver dosis, fik han faktisk næsten ondt af hende. Hun så så hjælpeløs ud, som hun lå der på skindene fuldstændig ubevægelig og forsvarsløs på ryggen. Aja rystede og skælvede, hendes kridhvide ansigt skinnede af sved, hendes hjerte slog, som om hun lige havde løbet en maraton, og hun hev efter vejret. Den franske fletning var stort set gået op så hele den orangebrune løvemanke omgav det lille, blege, anspændte ansigt. Han tørrede sveddråberne af hendes pande med en klud vædet i koldt vand, hentede et nyt tæppe og pakkede det om hende i stedet for det gamle, som han hang til luftning i vinden.

 

Jorim tog endda skoene af hendes kolde fødder, og gav hende i stedet sine egne tykke vinteruldsokker på. De var godt nok alt for store til hende, men varmede godt. Han prøvede at holde hendes hoved på sine knæ, så han kunne give hende lidt vand, men det lykkedes kun i mindre grad. For at have noget at give sig til fejede han gulvet i værkstedet, hvilket var ret tiltrængt, taget i betragtning af at det ikke ligefrem var noget der skete så ofte længere. Kun i forbindelse med de store ceremonier blev det normalt gjort, og disse forekom sjældnere og sjældnere. Ingen turde samle så mange mennesker herude længere. Det ville tiltrække alt for meget opmærksomhed.

 

Da gulvet var så rent, det nu kunne blive, gav Jorim sig til at arbejde på et skaft til det knivblad, han havde købt ved smeden, sidst han og Robilasios var i Sividor. Det var et langsommeligt arbejde at lave knivskafter.

 

Først måtte man finde det helt rigtige stykke træ, det skulle være af en meget hård sort, hvis kniven skulle holde. Træet lå pakket ind i våde pelsstykker for at det skulle blive lettere og mere smidigt at arbejde med. Så skulle det flækkes og skaftet hugges groft ud, hvorefter den skulle snittes til, så det kom til at ligge godt i hånden. Et hul skulle laves med nagle og mejsel, for på knivbladets ende var der en lang smal sømlignende ting med modhager der skulle sættes på plads i hulet i knivens skaft uden at bladet skadedes. Dernæst skulle kniven overnatte et kar vand for at træet skulle udvide sig og derved hænge solidt fast til bladet. Efter kniven var helt tør kom det sidste og også mest tidskrævende punkt: knivskaftet skulle slibes til så det fik den rigtige form og overflade, det var det Jorim var i gang med.

 

Robilasios begyndte at røre på sig, og lidt efter var han på benene og på vej ud i gården for at vaske sig i hovedet. Han dyppede blot hovedet i det kar, han lige havde fyldt med vand. Bag efter rystede han hovedet, som en våd hund normalt ville gøre, og en stor kaskade vand stod rund om ham fra det lange grå krøllede skæg og hår. Så tørrede han sig i ansigtet med et ærme og var frisk og klar til arbejdet. Robilasios gik ind i hytten igen for at bese Aja, og opdagede at det var værre fat med hende, end han først havde antaget. Han fik en smule dårlig samvittighed, men kunne jo godt se at han uden søvn havde været sådan cirka ingen ting værd. Han gav Jorim fri, men bad ham sørge for at der stod aftensmad på bordet, ved solnedgang.

 

Der var egentligt ikke så meget, han kunne gør for Aja, han måtte bare vente, på at hun var klar til at vågne op. Han overvejede muligheden at sende hende af sted igen, men denne gang styret af ham selv, for at fremstille hende som ven af åndekongen, men han kom frem til, at hun endnu var for svag. Desuden var det for farligt at rejse uden en beskyttende ånd, og en sådan havde hun endnu ikke. På den anden side kunne hun heller ingen få, før hun var blevet fremstillet for kongen, kom han i tanke om.

 

Den gamle troldmand kom til at tænke på, at man jo fremstillede fremtidige magikere for kongen når de var blot få uger gamle, hvilket ville sige at de jo var om muligt endnu mere forsvarsløse end Aja. Men de havde jo magikerblod i årene, og det havde han jo egentligt ikke noget bevis på at hun havde; Selv om han stærkt formodede det, eftersom hun højest sandsynligt var blevet kaldt til åndeverdenen tidligere på dagen. Men alligevel var det et sats fra hans side, han var rådvild, anede ikke hvad der var det rigtige.

 

Havde han dog blot forbudt hende at komme i værkstedet alene eller havde låst døre. Det var jo tankeløst af ham. Tænk hvis Jorim ikke havde opdaget at Aja var væk. Tænk hvis han ikke selv havde nået frem til hende i tide.

 

Robilasios pillede billedet ned fra vægen og trak det lilla stof til side, så diagrammet kom til syne midt på gulvet. Derefter blandede han en masse urter sammen og strøede pulveret ud på gulvet i et mønster vedsiden af diagrammet. Da han var færdig, var der på gulvet en cirkel med en cirka med halv så stor radius som det store diagram men med to trekanter der dannede en stjerne og en mindre cirkel i midten. Han bad Jorim løfte den sovende Aja op lægge hende forsigtigt i det nye diagram i fosterstilling. Selv tændte han så med en af faklerne fra vægen ild til urterne, der flammede op i grønne flammer.

 

Derefter satte han sig i skrædderstilling i det andet diagram og med lukkede øjne og fangede hendes sjæl, som han ledte med sin egen ned mod underverdenen, som han havde gjort med så mange børnesjæle før hendes. Han kunne nu mærke, at hun vitterligt havde en meget stærk åndelig kraft, men hun modarbejdede ham på ingen måder; så var han altså nået frem til hende, før hun var blevet permanent besat, tænkte han lettet.

 

 

Han førte hende gennem verden. Over have, skove, søer, marker, øer fløj de. Igennem nat og dag fløj de. Han ledte hende sikkert rundt om skyerne og bjergtinderne. De fløj på vindene. Op. Ned og op igen. Til østens vogter. Til vestens hersker. Til nordens hertug. Til sydens herre. Frem. Rundt. Tilbage igen. Igennem ild og vand førte han hende, uden at de følte smerte. Igennem det natsort mørke og det hvide morgenlys.

 

Igennem verdens historie fra da, der kun var mørke og et tomt himmelrum, frem til nutiden til nutiden og lidt ind i fremtiden. Til sidst fremstillede han hende for selve kongen af åndeverdenen, der vejede hendes hjerte på en vægt med en hvid fjer fra en uskyldig fredsdue som vægtlod på den modsatte skål. Kongen førte hende med sig ud i intetheden og afleverede hende til sidst til Robilasios, som fulgte hende hjem.

 

 

 

Aja havde det synligt bedre efter rejsen: hun rystede ikke længere, og der var kommet en mere naturlig farve i hendes kinder. Hendes hjerte var også begyndt at slå normalt igen, hun hev heller ikke efter vejret længere, som hun havde gjort bare få timer tidligere. Nu sov hun tungt, som en Tornerose, der ventede på sin prins, men hendes krop slappede af, og det beroligede Robilasios. Jorim så med ærefrygt i blikket på sin mester.

 

Efter nogle dage vågnede hun forvirret. Bare sådan helt uden varsel slog hun øjnene op, satte sig op, gned søvnen ud af dem og gabte en enkelt gang. Troldmanden og hans lærling kom styrtende for at høre, hvordan hun havde det.

”Fint, men jeg er lidt sulten. Har jeg sovet over mig?” spurgte hun hovedrystende.

Hvorfor var de så interesserede og hvad lavede hun på værkstedets gulv?

 

De to andre grinede nærmest af lettelse over hendes svar, og Jorim blev sat i gang med at lave byggrød med honning i dagens anledning. Robilasios udspurgte ivrigt Aja om, hvad hun havde oplevet, men da hun kiggede fuldstændigt uforstående på ham, ændrede han eftertænksomt spørgsmålet.

”Jamen hvad har du så drømt? Det må du da kunne huske, man skal altid huske sine drømme”

Det havde hun ingen problemer med at huske, hverken det første mareridt eller den anden drøm.

 

Efter grøden insisterede hun på en kold svømmetur i søen, og selvom Robilasios ikke var så meget for idéen til at starte med, måtte han til sidst give sig, og lade hende gøre, hvad hun fandt bedst.

 

Det kold vand fik det til at gyse helt inde i sjælen på hende, men det fik hende også til at føle sig levende på en sjov måde. Blodet pumpede rundt i kroppen på hende. Hun prøvede at vaske håret så godt hun kunne og tænkte på hårshampooen hjemme i skabet. I sand skrubbede hun sig, i håb om at det ville rense huden lidt og svømmede så en gang over søen og tilbage igen, før hun gik op og lagde sig til at tørre i den lune eftermiddagssol. Jorim var blevet sat til at reparere nogle lægter i vest-enden af fårefolden så ham behøvede hun ikke bekymre sig om.

 

Da hun næsten var tørret, tog hun hørkjolen på igen og gik tilbage med følelsen af at være blevet et bedre og i hvert fald et renere menneske. Hun følte godt, hun kunne være sig selv bekendt igen. Da hun kom hjem til hytten lånte Robilasios hende en gammel jernkam med stort mellemrum mellem takkerne. Hun takkede han og fandt en lun plet i solen hvor hun gav sig til at rede filteret ud tot for tot. Det var et langsommeligt arbejde, men til sidst lykkedes det, på trods af at det havde kostet mange hårtotter og en meget øm hovedbund. Hun følte sig både ren og pæn nu, men hun fortrød lidt, at hun ikke havde vasket kjolen når vejret nu var så godt.

 

Da Aja lå i det dejligt varme solskin, kom hun til at tænke over, hvad der var sket, før hun faldt i søvn. Hun følte sig totalt desorienteret, i forhold til hvad der forgik og var foregået. Hun undrede sig nu over de to magikyndiges mærkelige opførsel, men kom så i tanke om spejlet og diagrammet og mente pludseligt at hendes drømme måske ikke bare var tilfældige dumme drømme. Hun besluttede sig for at konsultere Robilasios, for at høre hvad han kunne fortælle hende. Hun fornemmede, at det ikke var så lidt; men forudseende som den aldrende troldmand var, kom han hende i forkøbet. Han kaldte hende til sig, med sin lidt bryske stemme og bad hende følge med sig.

 

Hun havde dårlig samvittighed over, at hendes nysgerrighed endnu en gang havde vundet over fornuften, og følte sig meget som en lille pige, der var blevet taget på færdsgerning med hånden nede i en forbudt slikskål, hvilket hun jo på sin vis også var. Igennem de lysegrønne bakker gik de side om side, den gamle grå troldmand og den unge pige med det røde hår. Aja turde ikke bryde den spinkle tavshed, så hun holdte sine uformulerede spørgsmål tilbage. Længere og længere væk fra hytten kom de, og Aja havde sin tvivl om, hun kunne finde hjem på egen hånd, men forhåbentligt ville Robilasios ikke forlade hende. Måske var det netop hvad han ville, smide hende ud af huset. Hun vidste det ikke men følte sig så uendeligt dum. Hun kunne ikke rigtigt samle tankerne om det der var sket. Det føltes fjernt, som om det ikke var noget hun havde gjort. 

 

I skyggen under det eneste træ i miles omkreds satte de sig, Robilasios fortalte uden opfordring fra Aja om åndeverdenen. Hun åndede lettet op, han ville åbenbart alligevel ikke smide hende ud.

”Du er blevet fremstillet for åndekongen og fundet egnet; Derfor skal du læres op af mesteren inde for dit fag. Jeg ville ønske, at du kunne fortsætte rejsen til Sividor i stedet, men åndekongen kræver din oplæring. Sporene er lagt for os alle, vores job er blot at følge dem.” Fastslog Robilasios med stor alvor i stemmen.

”Men hvad skal jeg i lære som?” Spurgte Aja forvirret.

”Du skal på endnu en rejse til underverdenen, mit barn” forklarede han.

Aja gøs og tænkte på det første mareridt. Underverdenen.

”Der skal du finde din tvillingesøster”

”Tvillingesøster?” Gentog Aja forvirret.

”Ja din tvillingesøster og alt efter hvilken klan hun tilhører skal du oplæres efter et bestemt håndværk.”

Håndværk. Oplæring. Tvillingesøster. Klaner. Det hele kørte rundt for Aja.

”Jamen kan jeg så ikke blive hos jer mere?” spurgte hun forfærdet.

 

Robilasios forklarede hende roligt at det aldrig havde været meningen, at hun skulle blive hos dem. For en af de første gange i nyere tid, kunne Aja ikke finde på noget at sige. Tankerne blafrede forvirrede rundt i hendes hoved sitrende som kolibrier i et bur. Følelserne kunne hun heller ikke få styr på.

”Jamen ven da, det skal nok gå alt sammen, du kan blive hos din mester- i hvertfald for en tid..” Sagde Robilasios trøstende.

Skulle hun nu endnu en gang forlade det, hun lige synes at hun havde lært at kende? Var der virkeligt ingen der ville have hende? Var hun ikke god nok? Var det hele bare et stort fupnummer, for at gøre hende til grin? Aja havde lyst til at krølle sig sammen i sengen og græde, hun ville ønske at nogen ville give hende et knus. Hvorfor var hun ikke god nok? Men nej hun ville ikke græde. Hun kiggede væk, blinkede med øjnene og bed sig i læben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...