Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4724Visninger
AA

9. Åndeverdenen del 1

Hverken Robilasios eller Jorim var vågnet, da Aja kom tilbage, så hun tog blot sine sko og listede stille ud at huset igen. Måske var der tid til, at hun kunne kikke lidt nærmere på Robilasios’ værksted, før de vågnede. Turde hun eller turde hun ikke? Han ville helt sikkert blive enormt sur, hvis han opdagede det, og måske endda smide hende ud, men han ville nok ikke opdage det.. Nysgerrigheden tog overhånd til sidst, og med beslutsomme skridt gik hun hen mod døren.

Den var lige så tung, som hun huskede den fra sidst, og da døren med et dybt suk smækkede bag hende, fik hun alligevel kolde fødder, og ville ønske at hun var blevet ude; men når man havde sagt A, måtte man jo også sige B. Hun kunne da ikke vende om nu hvor hun havde chancen for at se sig om.

Aja famlede sig frem langs den ru væg med fremstrakte fingere, imens hun forbandede, at hun ikke havde taget lys med. Hun vidste faktisk ikke, hvad hun ville i skuret; men der var et eller andet, der tiltrak hende. Den anden dør var lettere at åbne, og i rummet bredte der sig et varmt skær, idet de mange fakler tændte på en gang, som på kommando. Aja fór sammen. Hvem! Hvad! Hvor! – havde de opdaget hende? Hvem var det? Robilasios? Jorim? Hun kiggede sig omkring, men kunne ikke se nogen. Hun bakkede ud af rummet.

Da hun havde stået i den mørke gang i et par minutter og havde beroliget sig selv, fik et pludseligt indfald hende til at åbne døren igen – lyset tændte automatisk – Totalt moderne! Lige som på skolen og i indkørslen derhjemme, tænkte hun forvirret. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Automatlys og middelalderen var ikke ligefrem ord der i Ajas hoved var kodet sammen. Efter et stykke tid kom hun frem til, at det måtte være noget af Robilasios’ hokuspokus.

Aja vidste ikke hvorfor, men noget trak hende mod hjørnet til højre. Da hun nåede derhen, vidste hun, at hun skulle videre. Det virkede jo fuldstændigt absurd! Hvorfor skulle hun videre? Hvordan kunne det over hovedet lade sig gøre? Hun stod jo med næsen ind i muren.

Det var lidt ligesom dengang ved havet! Ville hun mon komme tilbage til Bermuda? På en måde ønskede hun det mere end noget andet, men så ville hun jo også gå glip af eventyret og ville aldrig høre flere af Robilasios’ spændende historier. Eller måske ville hun komme til en anden tid? Det ville da være enorm spændende.

Aja undersøgte vægge, loft og gulv men fandt hverken små håndtag, lemme eller andet mistænkeligt. På Væggen hang der blot et billede, det forestillede en mængde forskellige urter og blomster med snørklede navne under. Der var for eksempel venusvogn, bulmeurt og skarntyde, som var nogle af de planter, hun for en uges tid siden skulle remse op som værende giftige, opdagede hun.

Aja løftede med varsomme fingre billedet ned. Bag det hang et tykt stykke stof i en dyb lilla farve. Det havde den der magiske lilla farve som indersiden af en tryllekunstners kappe. Det var præcis den farve, Aja havde elsket så højt som lille. Det var dengang, hun stadig var dybt fascineret af diverse tryllekunstnere.

Yndlingslegen havde en god del af hendes barndom været ”tryllekunstner og kanin”. Ajas mor havde endda lavet en rigtig tryllekunstnerkappe til hende, foret med satin i præcis den rigtige lilla farve. Hele den sommer havde Aja og nabopigen arbejdet på et stort trylleshow, som alle naboerne blev inviteret til lige før skolen startede igen.

ja skubbede som i trance stofstykket til side. Et spejl. Hun havde halvt forventet at finde et håndaftryk som det på indgangsstenen eller noget andet spændende, men det var ikke noget særligt, bare et spejl. Et helt normalt spejl, som det man kunne købe i diverse butikker hjemme i Danmark.

I guder hvor så hun ud. Hun ville helst have et musehul at kravle ned i, godt hendes klasse ikke så hende sådan her. Det rødbrune hår strittede til alle sider og lignede mest af alt fejlfarvet afrohår; men fordi hun havde et spejl at kigge i lykkedes det hende at få det flettet meget stramt i en fransk fletning. Hun kunne mærke at den strittede mærkeligt udad bagi, men hellere det, end at hele håret stod omkring hovedet som en løvemanke.

Hendes ansigt var blevet ru af vinden; men solbrun som aldrig før, var hun da i det mindste blevet. Hun var på en eller anden mærkelig måde kommet til at se ældre ud; men hun kunne ikke sætte en finger på præcis, hvad det var, der gjorde det.

Hun slog tanken hen. Det var på det tidspunkt, hun kom til at tænke på hvor mærkeligt det var, at finde et spejl på dette sted. Igen fik hun den tranceagtige følelse af at måtte videre, og prøvede at flytte på spejlet, men bag det var intet specielt at se. Hun blev nærmest gal og skuffet, for hvad skulle alt dette til for, hvis der intet var at skjule? Hun følte sig snydt og holdt for nar, ventede nærmest halvt, at Jorim ville stå i døren med et stort grin og fortælle hende, hvor dum hun var, og at det hele var en fælde for af vise hele verden hendes dumhed. Det måtte jo også være ved at være tid for de andre at stå op.

Da Aja forsigtigt vendte sig om for at sikre sig, at hun var alene, røg hun nærmest en meter op i luften, så forbavset blev hun over det syn, der mødte hende. På gulvet var der noget, der mest af alt lignede et stort mosaikvindue, det var fuldstændig cirkelrundt. I cirklen var der en stor 6-kantet stjerne hvis spidser alle tangerede cirklen. Takkerne var grå og havde alle en spiralformet aftegning i midten. Centrum af stjernen, der var bordeauxfarvet, var omgivet af en lyseblå sekskant. Denne var delt i seks felter af streger, hvis forlængelser ramte cirklen midt mellem den første sekskants spidser. Den nye sekskants spidser var forbundet af streger. Det mindede Aja om Leonardo da Vinci-billederne, eller om mosaikkerne man ser i katolske kirker.

Klassen havde haft et Leonardo da Vinci-emne før ferien, så i øjeblikket forbandt Aja alt med ham. Hun var forvirret. Hvor kom mønstret fra? Aja var hundredprocent sikker på, at det ikke havde været der lige før. En pludselig indskydelse fik hende til at lade det lilla stofstykke falde tilbage på plads, og straks forsvandt cirklen. Mystisk, tænkte hun og løftede stofstykket væk igen; hvorefter cirklen selvfølgelig var tilbage på sin plads. Ligesom lyset og døren tænkte hun, men teknikken var ikke helt så magisk, som hun først antog.

Anordningen var faktisk ganske enkel, fandt hun snart ud af: Øverst på den modsatte væg var der en lille skakt, der nærmest lignede et rundt skydeskår. I bunden af den sad et meget lille rundt vindue i farvet glas. Når lyset gik igennem det, ramte strålen spejlet, som spejlede mønstret ned på gulvbrædderne. Smart! Men gad vide hvad Robilasios brugte det til. Kunne dette mon være en hemmelig port af en eller anden slags. Selvom det virkede helt skørt kunne Aja ikke slå tanken ud af hovedet.

Med Leonardo da Vinci i tankerne fik hun pludselig en idé. Hun lagde sig på gulvet midt i cirklen først med samlede, dernæst med spredte ben og så igen med samlede. Hun lagde også armene, som hun huskede dem fra billedet.

Det summede som fluen fra tidligere på morgnen. Aja kunne ikke vurdere, om det kom fra hendes hoved, eller om det var udefra. Lyden blev bare højere og højere, til den var så skinger og kraftig, at hun troede, hendes hoved skulle sprænges. Så begyndte det at snurre i hele hendes krop, først i hænderne og fødderne, som om de sov, men lidt efter lidt var det hele kroppen, der snurrede. Til sidst sortnede det for hendes øjne, og hun gled ind i en tranceagtig tilstand, hvor hun glemte tid og sted. Med ét stoppede den summende lyd; også den snurrende fornemmelse forsvandt.

 

Aja følte sig let, nærmest som om tyngdekraften ikke eksisterede. Alt omkring hende var sort; men så lige pludseligt begyndte små lysende prikker at flimre rundt. Og så blev hele verden lilla - En dyb, magisk lilla farve. Da flængede det første øresønderrivende hyl den sitrende stilhed. Flere hyl fulgte. Drømte hun?

De kom nærmere og nærmere. Så, så hun dem. Mørke. Ondskab. Had. Begær. Død. Det var døden selv, der havde fået vinger og nu ville tage hende i sine skarpe kløer. Klemme livet ud af hende. Tage hende med til sit dødsrige.

En ubeskrivelig smerte fór igennem hele hendes krop, imens døden koldt åndede hende i nakken. Hele verden blev rød, rød som blod. Hendes blod? Hun følte sig helt afkræftet, som var hun allerede død.

Hun faldt og faldt og faldt. Klamme fingre greb ud efter hende, skarpe næb og tænder hev og sled i hende. Onde øjne, der kun ville hende det værste, stirrede på hende. Hvin af fryd og ondskabsfuld latter fyldte verden. Det var ulideligt.

Så blev hun trampet på, og revet i stykker af alverdens uhyggeligste væsners spidse tånegle og dernæst efterladt. Alt blev stille i den røde verden, stilheden stod i en skærende kontrast til larmen. Alene. Fortabt. 

Tovværk strammede om hende. Hun sad bundet til en pæl. Hun kunne ikke flytte sig en tomme, hendes krop var livløs og oppustet. Snoren var overflødig, for hun var lammet af den gift, de havde fyldt hende med. Den fortærede hende indefra og gjorde hende præcis så mør, som hun kunne høre, fjerne stemmer ønske hende.

Hun kunne stadig tænke og føle selvom smerten af mærkelige årsager ikke indfandt sig. Det var som om hun var bedøvet. Hun var ude af stand til at gøre noget. Det føltes som om millionvis af myrer kriblede rundt inde i hende.

 

”Nu er den snart spiseklar!” Hørte hun en skinger stemme gnægge.                            

Den først kniv skar prøvende i hende for at tjekke, om hun var mør nok. Hun kunne ikke mærke smerten.

”Helt perfekt” lød konklusionen, hvorefter hun blev løftet op og lagt ind i ilden. Flammerne skar som tusinde knive i hende. De fortærede hende med en tilfreds knitren; men det varede ikke længe, før hun igen blev løftet op og båret hen til en hård kold sten. Det kolde føltes dejligt mod det forbrændte.

Gaffeltøj dundrede rytmisk mod sten.

Dump. dump. dump. dump. dump.

Visch. visch.

En kniv blev slebet.

Et hånligt grin lød; men lige som hun troede, kniven skulle flænse hende, lød et dybt langt brøl. Hun hørte bestik falde mod sten, og forvirrede fødder løbe væk fra stedet. Aja blev løftet op og ligesom ledt ind i mørket. Hun måtte stole på sin redningsmand på trods af, at hun ikke vidste, hvem denne var. I det fjerne kunne hun skimte en lille lysprik, der langsomt kom tættere og tættere på. Hun kæmpede og lagde sine sidste kræfter i.

Hun kunne ikke mere, men kæmpede sig alligevel videre med det yderste af sin vilje og stædighed. Alt sortnede for hendes øjne lysprikken og de grå skygger, der før veg fra hende, var borte, hun følte sig uendelig tung. Aja faldt hen i en tung bevidstløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...