Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1552Visninger
AA

2. Rædsel

Det er aften, og alle er færdige med deres forskellige gøremål: Jeg havde sat et par brød til hævning, så de kunne være parate til morgenmaden imorgen, og Far havde afsikret stalden og givet dyrene deres foder. Lige nu hygger vi os gevaldigt foran den blussende ild i kaminen og spiser chokoladeovertrukne jordbær. Chokoladen smelter på min tunge og bliver blandet med den syrligt søde smag fra de friske jordbær. Det er en vidunderlig spise, som jeg holder meget af, og det er en af Mors specialiteter, hun efterhånden har fået lært mig. Kvindelige gøremål er svære, selvom mændene formentlig finder dem lette, siden de aldrig har prøvet dem. Disse jordbær er tilberedt af jeg selv, og jeg er ganske stolt af dem, selvom de aldrig bliver så gode som Mors. Hun må have det hårdt; hun har selv opfostret fem børn i et øde og uvelkomment land langt fra civilisationen, og alligevel er hun den godhjertede, rare, let buttede Mor, jeg altid har kendt og elsket.

Selvom Mor altid lærer mig, at man ikke må være forfængelig, elsker jeg at stå flere timer foran spejlet i hjørnet af mit og Sheilas værelse - eller det er faktisk bare et lille rum med en seng, som vi deler. Mit tykke, sorte hår er vidunderligt let at børste igennem, og jeg elsker at sætte det op i alle mulige mærkelige former. Pigerne i de andre familier, inkluderende Nellie, er efter både Sheila og min veninde, Florence's, udsagn dybt misundelige på mit dejlige, tykke hår og mine elegante kjoler, selvom mine hverdagskjoler er ved at være en anelse for små. Jeg må også informere Mor omkring dette problem med kjoler.

"Moder?" spørger jeg og smiler til hende. Hun kigger op fra sit strikketøj og smiler tilbage - det dejlige, varme smil, jeg har kendt og elsket så længe. "Ja?" svarer hun og fortsætter med at strikke, selvom hun ikke kigger på strikketøjet. Det er en evne, hun altid har haft - jeg selv har altid været bedst til at sy. "Mine hverdagskjoler er ved at være for små. Kunne det virke, hvis jeg eksempelvis syede flæser nederst, så den både bliver elegant, men samtidig noget, jeg kan bruge til hverdag?" spørger jeg og folder mine hænder i skødet, så vores konversation bliver mere formel. "Det ville det bestemt. Du kan begynde på det imorgen." siger hun og kigger igen ned på sit strikketøj. Jeg selv nikker og smiler. "Royal, stik ud efter en spand vand." siger min far med piben i munden. Royal nikker ydmygt og går pænt ud af stuen, hvorefter han stikker i rend, så snart vi ikke kan se ham længere. Dette får både Mor, Far, Sheila og jeg til at ryste af indestængt latter, indtil vi hører et højlydt skrig udefra. Royal skynder sig ind og lukker behændigt alle låsene. "Fader, de vilde indianere har dræbt Gomez og hans familie! De er på vej mod Garlands!" råber han panikslagent og Far farer op fra stolen, hvorefter han finder geværet frem. Han rækker pistolen til Mor, og jeg selv sidder som forstenet. Det kan da ikke være sandt - vi har haft fred i så mange år, og hvorfor nu? Alt går perfekt, høsten er god, og jeg har nok gøremål til aldrig at kede mig. Så er det nu. Gud vil  tage mig, Gud vil have os op i Himlen. Jeg havde husket at bede aftenbøn hver aften, havde jeg ikke? Så er jeg sikker på en plads i Himlen. Sheila begynder ude af sig selv at bede for vores og resten af landsbyens liv. Som et lyn farer jeg op af gyngestolen og tog Royal under armen, hvorefter jeg styrtede ovenpå og fortalte Royal, at han ikke måtte sige en lyd, hvorefter jeg behændigt puttede ham ind under sengen. Der er ikke plads til mig, så jeg presser mig sammen i hjørnet sammen med min dukke, der også ligger gemt hen. Det er

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...