Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1477Visninger
AA

5. Krig

Der lød krigshyl overalt. Hylende indianere, der bekendtgjorde deres snarlige krig mod den nærliggende stamme. Det var forfærdeligt. Bare tanken om alle de sår, jeg skulle forbinde, og de unge mænd, der drag i krig blot for ikke at kunne være sikker på, om man også nåede hjem igen. Tårer gled stille ned af min kind, idet jeg begyndte at vikle blad-forbindingen af en såret hest. Dens sår var helet fint og den var kommet sig godt. Dermed skulle den i krig.

"Det er forfærdeligt, er det ikke?" hviskede jeg til hesten, idet jeg strøg den over mulen. "Tænk at skulle i krig." fortsatte jeg med at hviske. Heldigvis kunne næsten ingen her engelsk, og jeg kunne derfor frit tale med hesten uden at nogen forstod det. Jeg havde været her et par uger og snakkede nu okay indiansk, selvom det nok lød lidt gebrokkent for dem. Det, der pinte mig mest var, at en af de eneste, der havde været venlige imod mig og taget godt imod mig og Royal, Løbende Ulv, også skulle i krig. Han var blot femten, men som alle de andre var han godt trænet i alt, og hans speciale var at løbe. Han løb dobbelt så hurtigt som en anden voksen mand, deraf kom hans navn og han løb så stille som vinden. Det var hans store held; han ville formentlig overleve, for hvis de jagtede ham ind i en skov, kunne han bare løbe fra dem, og de ville ikke have nogen idé om hvor han var løbet hen.

Jeg havde allerede fået mit indianernavn og tilmed vænnet mig til det. De havde navngivet mig Vrede Slange, fordi jeg blev utroligt vred, hvis nogen forsøgte at drille enten mig eller min lillebror eller gjorde nar af os. Jeg tillod heller ikke, at nogen gjorde skade på Royal, for han var alt, jeg havde tilbage i denne verden. Jeg måtte også til at lære at kalde ham Tapre Hare, for det var han blevet navngivet; han var så lille og sky, men alligevel var han modig og tog kampen op selv mod de stærkeste, der dog ikke engang prøvede, fordi han jo var så svag, at han aldrig ville have en chance mod dem.

"Krig!" hørte jeg Flammende Bål, en tyveårig blussende ildsjæl råbe. Han var tydeligvis i krigshumør, og krig gjorde ham altid glad. Han havde i den seneste uge gjort kur til mig, og jeg havde med et smil modtaget hans smiger. Flammende Bål var både morsom, lattermild og fortolkende. En mand lige efter mine principper, og så ville han gøre alt for kvinden han elskede.

"De skal afsted nu, Alicia! Jeg mener Vrede Slange" sagde Tapre Hare, også kaldet Royal, og hev mig i armen. For blot en måned siden havde han hevet mig i ærmet, men med indianerkjolen,der ikke havde ærmer og kun gik til knæene, var det lidt svært. Jeg smilede til ham og løftede ham op. Det var nu dejligt at have sådan en bror, der var så lille, at man stadig kunne løfte ham. Fortvivlet i mit indre, men selvsikker på mit ydre, vandrede jeg ud med Royal.. Tapre Hare og lod nogle flere tårer løbe ned af min kind, idet de unge mænd henholdsvis red og løb - det var faktisk kun Løbende Ulv og Flammende Bål, der løb, for de andre ville ikke have kunnet holde trit med de galopperende heste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...