Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1495Visninger
AA

3. Frelse

Alt jeg kan huske er, at en indianer kom ind, mens jeg sad og prøvede at være så stille som muligt. Det er underligt, for efter det kom han hen til mig, slog mig, så jeg besvimede, og derefter er alt sort. Jeg har aldrig oplevet sådan en følelse før. Det er nærmest ubeskriveligt - først smerten, og derefter lettelsen, og så det uendelige mørke. At besvime er slet, slet ikke som at drømme - man går bare ind i et mørke, der tager mod dig med åbne arme, og derefter kan man ikke huske noget, før man vågner. Jeg hader det. Alt er tåget og uklart, og jeg har ingen minder om følelser derfra. Det er ubehageligt og upassende. Omkring mig roder nogle behændige og sikre hænder med stykker af træ, der gentagende gange slår mod hinanden. Jeg kan høre et bål blusse og ilden knitre. Nogen taler roligt og muntert på et sprog, jeg ikke forstår, men samtalen er ihvertfald ikke dyster.

Jeg slår øjnene op og kigger mig omkring. Jeg ligger i et telt af en slags - et stort et. I midten blusser en lystig ild og en køn, ung kvinde - omkring min alder, vil jeg anslå - er igang med at røre en slags kødret sammen i en stor træskål. Hun kigger op og smiler til mig, men siger ikke noget. Hun kender formentlig intet engelsk, og jeg kender intet indiansk. Med en finger peger hun på retten og siger "Mad." Det må vel betyde mad på indiansk - det ord må jeg huske, minder jeg mig selv om og smiler træt. Behændigt øser hun en portion op i en lille skål og rækker den til mig. "Spis" siger hun, og jeg formoder, det betyder "spis" på indiansk. Men der er jo ingen ske? Jeg ligner et stort spørgsmålstegn, og hun hælder op til sig selv og - drikker direkte af skålen. Hvor ubehøvlet, hvor klamt, hvor direkte uforskammet! Hun burde vide bedre manerer, men - minder jeg mig selv om - hun er jo trods alt en sølle indianer. Endnu engang bliver jeg overbevist om, hvor meget bedre civilisationen er, da jeg med røde kinder begynder at drikke af skålen.

Da jeg rejser mig op, opdager jeg, at jeg ikke længere har min egen kjole på. Nej, jeg bærer den samme kjole som indianerkvinden - uden ærmer og til knæene, og den har et mærkeligt mønster. Den er dyreskindsfarvet - altså mørkebrun - og jeg føler mig underligt tilpas i den. De andre kjoler med korset og krinoline var forfærdelige, men denne her sidder perfekt omkring mine - efter egen mening lidt for store - former og strammer ikke det mindste. Det er tydeligvis en kjole beregnet til at løbe i, beregnet til at jage i. "Min bror! Royal?! Hvor er min bror?" råber jeg pludselig panikslagent, og kvinden smiler venligt til mig. Da hun hører navnet "Royal" bliver hun pludselig bevidst om mine klare intentioner, og hun åbner for et forhæng til en seng ud af skind, hvori min bror stadig er besvimet. Straks bliver jeg beroliget og kærtegner ham blidt på den svedige pande. "Mig træne dig. Jage" siger en dyb, rolig stemme pludselig fra åbningen til teltet, og jeg genkender ham som indianeren, der slog mig ned. En del af mig bliver ufattelig skræmt, mens en anden bliver glad over, at han tydeligvis ikke har planlagt at henrette mig brutalt, som han gjorde ved mine andre familiemedlemmer. Jeg hørte deres skrig, jeg hørte deres bøn for livet. Og pludselig fyldes jeg af en vrede, en ufatteligt stor vrede, der blot ønsker at slå ham ihjel på stedet. Jeg ønsker at torturere ham, at sætte hans frygtelige gerninger ud af denne verden og ned i Helvede, hvor han retmæssigt hører til. Men fornuften i mig, der stadig eksisterer, ved, at jeg vil dræbe både mig og min bror, hvis jeg forsøger på dette, og nøjes derfor med at knytte hænderne og knurre ganske sagte af ham. Denne opførsel er vel tilladt nu, hvor jeg er i indianer-land. Her findes ingen god opførsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...