Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1478Visninger
AA

6. Et nyt liv

Royal stønnede, da jeg ramte ham i maven med de træstave, vi brugte til at øve os med. Alle mændene og de lidt ældre drenge var taget afsted, så nu var der kun os kvinder og de små drenge. Vi havde nu fået lidt fritid, og den brugte jeg på at træne Royal, så han ville blive dygtig nok til aldrig at lide nederlag. Han var alt, jeg havde tilbage. Efter blot få uger i indianerlejren havde jeg lært at værdsatte alt omkring mig og leve i fred og harmoni med naturen - jeg ville endog vove at påstå, at dette nye liv var meget bedre end mit forrige, snæversynede liv, hvor alt handlede om hvem der havde den pæneste kjole.

Før havde Jorden bare været dødt land, de hvide ejede. Nu vidste jeg, at hver plante, hvert dyr, alt omkring mig, havde en ånd, havde et liv og sammensatte det vidunderlige liv, der eksisterede overalt. Naturen var rig på føde og liv, som jeg blot ikke havde værdsat før. Jeg havde endog lært det meste af det indianske sprog, så jeg forstod nu dem, jeg havde undret mig over før.

"Vrede Slange? Vil du gå med mig ud at samle bær?" spurgte Blide Måneskin, en sød og - som navnet indikerede - blid pige, kun to år ældre end mig. Hun havde fået navnet, fordi hun netop var så blid og elskede alt levende. Ingen kunne få Blide Måneskin med på jagt, for hun kunne ikke klare synet af et døende dyr, hun ikke kunne hjælpe. Jeg nikkede og hjalp Royal op at stå, så han kunne gå over at lege med sine venner. Blide Måneskin smilede til mig, og jeg fulgte glad med hende ind i skoven. Solen skinnede over nogle ganske få, hvide lammeskyer, og træerne var lyse og fulde af Moder Naturs ånd. "Kvinderne i lejren snakker om, at de hvide vil angribe os, mens mændene er væk. Jeg holder mig klar til at flygte sammen med Solstråle." sagde Blide Måneskin. Solstråle var hendes lillesøster på ti år. Solstråle var altid positiv, livsglad og fyldt med glæde over alting. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at Solstråle skulle blive dræbt! "Jeg vil flygte med jer og Tapre Hare(også kendt som Royal, til jer der ikke kan huske det. xD)" sagde jeg, men forsøgte at forholde mig passiv med hensyn til det. Det var ikke sandsynligt, at de hvide ville angribe os, for grunden til at vi var gået i krig var faktisk for at beskytte dem. Den anden indianerstamme havde gjort sig klar til at udrydde de hvide - jeg havde fundet ud af, at der boede en hel landsby på treogfyrre familier blot seksten kilometer øst for os. Jeg vidste bare, at Royal ikke skulle tages fra mig - nogensinde. I mit stille sind havde jeg lovet Mor aldrig at give slip på ham, aldrig at lade noget ondt ske ham, og det ene løfte ville jeg holde til mine dages ende. Royal var det eneste, jeg havde tilbage - og de fik bare ikke lov til at tage ham fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...