Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1475Visninger
AA

4. En hård jagt

Indianeren fortrækker ikke en mine, mens jeg knurrer af ham. Han betragter mig indgående og hiver derefter en bue op, som han nøje vurderer og derefter rækker til mig samt et pilekogger, jeg tydeligvis skal tage imod. Jeg lader buen hvile i min hånd, imens han øvet svinger pilekoggeret over ryggen på mig og gør det samme ved han selv.  "Gud fri mig vel" mumler jeg, da han ubehøvlet trækker mig op fra den bare jord - jeg har lige opdaget, de ikke har noget gulv! Det er næsten for meget. Jeg fnyser, men går dog efter indianeren, der tydeligvis vil have mig med på hans jagt. Men det betyder jo, at jeg skal dræbe et dyr - og løbe samtidig! Jeg gyser ved tanken, men hvis jeg ikke gør det, dræber de nok både mig og min bror, så jeg nøjes med bare at vise tænder af ham. Der er en smuk fyrretræsskov, som omgiver hele den store lejr, hvor små, nøgne børn løber rundt og leger. Deres kulsorte hår og brune hud er omgivet af en ynde, kun de færreste besidder, og hvert af deres skridt er nøje planlagt. Da jeg med min fine, hvide teint kommer gående, stopper de og betragter mig og indianeren, og deres sorte øjne er fyldt af nysgerrighed.

I en mellemstor gruppe lidt udenfor lejren står en hel del på min alder og hygger sig. Pigerne bærer den samme beklædning som jeg, og drengene har skindbukser på, præcis som indianeren, jeg følger efter. Han peger på først mig og derefter gruppen, der tier og kigger på mig. Min nu afdøde Mor har altid lært mig, at man ikke må stirre, og jeg føler mig ganske utilpas ved deres blikke. En af pigerne vælger dog at gå hen til mig og nikker med et smil. Selvom jeg ikke forstår, hvad hun siger til mig, smiler jeg tilbage, og hun nikker glad til mig, hvorefter hun træder tilbage. Indianerskikke - det må jeg huske, minder jeg mig selv om.

De begynder at løbe i et mildt tempo ind imod skoven. Ingen af dem siger en lyd, og jeg er den eneste, der laver støj ved at træde på forskellige grene i skoven. Pludselig stopper alle op, og jeg stopper lige bag dem. Hvad har de set? Det viser sig, at den forreste har fået øje på et rådyr, der betragter os. Han tager sin bue op og sigter meget omhyggeligt. Det er utroligt svært at stå stille uden at sige en lyd, og jeg er lige ved at bevæge mig. Han sender pilen afsted, og den borer sig lige ind i hovedet på dyret, så det falder dødt om uden smerte. Jeg lukker øjnene, og en mild brise fyger om mig, idet alle de andre løber hen under høje krigshyl. Så er aftensmaden vist reddet, tænker jeg og sukker. Mine tanker er allerede vænnet til indianerlivet, tænker jeg og bliver endnu mere irriteret på mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...