Indianertøs

Alicia Ciara o'Connery er en blot sekstenårig pige, der bor i Oregon i 1836. Hendes familie bor afsides, og der er kun en ganske lille landsby på fem familier. Ingen ved, undtagen indianerne, at de bor der, og derfor har soldaterne heller ikke jaget dem væk, da Oregon på det tidspunkt var indianerområde. Hun har fire søskende. Hele hendes virkelighed vendes på hovedet, da hun sammen med sin lillebror Royal på otte bliver taget til fange af indianerne, deres hus brændt ned, og resten af familien henrettet brutalt. Nu er Alicia og Royal indianere, og i en desperat kamp efter at komme tilbage til civilisationen må de tage usædvanlige midler i brug.

4Likes
9Kommentarer
1520Visninger
AA

1. Landsbyen

Min kjole er for kort. Den går mig kun til skinnebenene, og mine albuer er ved at have slidt hul igennem ærmerne. Det prægtige, lyserøde kaliko-stof, Mor købte i den sidste butik, vi så, må repareres - endnu en gang. Jeg føler mig flov og ydmyget ved at gå ned efter vand i brønden, og Nellie, brokkehovedet fra den anden side af "gaden", stirrer på mig, som er jeg et usselt dyr. Det gør mig forfjamsket og klodset, at hun sådan stirrer på mig, og jeg taber nogle få dråber vand, hvilket nærmest får hende til at smile. Nellie er en væmmelig pige, og Mor, som er meget stærk i sine holdninger, har overbevist mig om, at jeg ikke skal mænge mig med sådanne djævelske typer. Min lillesøster, Sheila, på fjorten er min nærmeste ven og rådgiver. Hun ser ud til at vide alt om alting, hvilket jeg undrer mig en del over. Da jeg endelig træder ind af døren, som stadig dufter vidunderligt af nyt træ, hugger SheilA den ene spand vand i et snuptag og stikker i rend ind til Mor, der hælder lige præcis nok vand over de nyligt kogte kartofler til at køle dem af. Det ærgrer mig at indse, at selv Sheila ikke spilder, selvom hun løber.

Mor slår på frokost-gongongen. Jeg har netop taget den velduftende rababertærte ud af komfuret, og i samme omgang stikker jeg to majsbrød ind, hvis nu Far, Royal, George og Edward - George, min tvillingebror, Royal, min lillebror på otte og Edward, min storebror på atten - spiser det hele. Det er høsttid, og de er sultne som bjørne, når de kommer ind efter en halv dag i marken. Heldigvis er min mor en formidabel kok, og med min og Sheilas hjælp står der et helt festmåltid parat til dem med nybagt brød, hjemmelavet syltetøj, friskplukkede jordbær, lækre tærter og alle mulige andre lækkerier, der kan tilfredsstille ganen. Jeg selv tænker på min kjole, der allerede er for lille, og at jeg nødigt skulle få mere på maven og spiser derfor kun ganske lidt. Interesseret lytter jeg til mine forældres lystige konversation, der mest af alt går på høsten - vi får en bedre høst i år end vi har fået alle andre år, hvilket betyder, at der vil være mere end nok mad til resten af året. Det glæder mig at høre, og selvom jeg havde ønsket at give mit besyv med, var det bestemt ikke tilladt, for kun de voksne må tale ved bordet. Edward kommer med nogle små indskydelser engang imellem, men han kan ikke vende sig til at må tale ved bordet og holder derfor ordene inde. Den sorte hund, Shep, holder sig henne i hjørnet og ved, at jeg vil give den resterne efter måltidet. Den forholder sig derfor i ro, og vi får en dejlig frokost sammen.

Det er ubehageligt at have fingrene nede i det brandvarme vand, men der skal jo vaskes op, således at tallerknerne og fadene kan blive genbrugt til middagen. Nu har jeg omkring to timer, før middagen skal gøres klar, og jeg glæder mig allerede til at komme igang med Tennysons Samlede Digte, som Mor og Far gav mig til min fødselsdag for ganske kort tid siden. Det er en poesibog, som indeholder alle Tennysons digte, og mange af dem kan jeg huske fra min tidligere barndom. Jeg læste ét digt igår og besluttede mig for at vente med nogle flere til imorgen, som så er i dag. Det er en fryd at genopleve minderne fra min sorgløse barndom, der var fyldt med latter og glæde hver dag. Mor vugger i sin lænestol og strikker på noget varmt uldundertøj til vinter, Sheila syede på et silkesjal, og jeg læste i Tennysons Digte. Mine favoritter var klart de romantiske, mens Mors var de livsglade, og Sheila havde aldrig læst i bogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...