Fix you ~ (1D)

Danske Katerina Mira Summer har netop lige afsluttet sin sidste eksamen, og er klar til at springe ud i livet med al kraft. hun er 18, færdig med gymnasiet, fuld af energi - og så er hun halv englænder. Katerinas mor bor i England. Hendes forældre blev skilt da hun var 9 og faren fik forældremyndigheden over hende og tog hende med tilbage til Danmark hvor han kommer fra. Katerina besøger dog ofte sin mor og nogle gamle venner i England, og hun elsker at bruge sin sommer der - det bringer altid nye eventyr og venner. Men vil denne sommer blive anderledes end de andre? Da Katerina kommer til at arbejde sammen med den verdenskendte Harry Styles' søster, Gemma, kan alt forandre sig! Og hvad sker der, hvis berømmelsen er steget Harry til hovedet? Denne sommer bliver Katerina tvunget til at tage nogle valg, som måske kan ændre alt - på den gode, eller den dårlige måde!
~ Der kommer nok nogle scener i den, som er ret intime. Læs kun, hvis du kan klare det. ~

481Likes
576Kommentarer
107425Visninger
AA

26. Torn.

Dansk jord! Jeg kunne kysse den! Jeg går ud på parkeringspladsen og ser min far stå ved hans bil og vinke med et dansk flag. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt. "Far, altså.." Siger jeg og han trækker på skuldrene og hiver mig ind i et kram. "Jeg har savnet dig søde.." svarer han bare og jeg nikker og lukker mine øjne. Jeg er altid tryg ved min far. "Jeg har også savnet dig far.." sukker jeg og han hiver mig lidt ud og ser mig i øjnene. "Vil du tale om det?" spørger han, og ved tydeligvis der er noget i vejen. Det elsker jeg. At han kan se det på mig, uden jeg behøver at sige noget. Jeg ryster dog på hovedet. "Der er ikke meget at sige. Jeg er ok igen nu, tror jeg." Han nikker og vi sætter os ind i bilen og kører hjemad. Jeg ender alligevel op med at fortælle min far hele smøren - hvorfor jeg rejste og hvad der er sket derovre.

Da vi stopper ude foran min fars forholdsvist store hus, er jeg endelig færdig. Han ser sukkende på mig. "Så du løber fra kærligheden?" spørger han og jeg ser strengt på ham. "Far, jeg er 18, jeg ved ikke HVAD kærlighed er endnu!" mumler jeg og min far nikker. "Det lyder ellers som om ham her Harry fyren nærer stor kærlighed til dig.." Jeg ryster på hovedet og ser ud af bilruden. "Han er jo fucked up på stoffer.. Han ved ikke hvad han vil endnu." Jeg fortryder straks jeg overhovedet sagde det og før min far kan nå at sige mere vender jeg hovedet mod ham og ryster på det. "Nej. Jeg sagde jeg ikke vil tale om det!" snerrer jeg og går ud af bilen. Jeg tager min sportstaske med, men min store kuffert må blive liggende for nu. Jeg venter ved døren på at min far kommer op og åbner, men han er igang med at bakse min kuffert ud. "Far?!" råber jeg irriteret. "Der er åbent!" råber han tilbage og jeg rynker panden og åbner døren. "Hvorfor er der åbent!" råber jeg uden at se mig over skulderen.

"Ole?" En damestemme snakker og ud i entréen kommer en brunette. En køn en, men som stadig ser ud som en på hendes alder. Ingen dulle. "Hvem er du?" ryger det uhøfligt ud af mig. Alt det dårlige humør er virkelig ikke sundt! "Uhm.." svarer hun og jeg sukker. "Jeg mener.. Jeg er Katerina.." siger jeg og rækker hånden frem. Hun ser straks mere afslappet ud. "Jeg er Monique..." hun trykker min hånd og jeg nikker. Min far kommer ind bag mig og jeg ser afventende på ham. Han smiler bare stort og blinker til mig. "Monique og jeg er sammen." Siger han og jeg løfter et øjenbryn. "Oh My God..." mumler jeg og ser igen på brunetten. "Sammen?" spørger jeg og hun nikker. "Vi er forlovet, Katerina.." Siger hun roligt. Hun virker egentlig flink, men det har jeg slet ikke overskud til at se ligenu. "FORLOVET?!" Råber jeg og min far ser chokeret på mig. "Katerina dog!" Jeg ser lynende på ham. "hvor længe har i været forlovet?!" Han sukker. "En måned, men.." Jeg ryster på hovedet. "Gider ikke høre det.. Jeg er alt for træt. Undskyld.." jeg ser på Monique. "Det var hyggeligt at møde dig Monique..." Jeg ser på min far. "Jeg tager hjem til Rebecca. Jeg lovede hende jeg ville sige hej.." Min far nikker og jeg sukker og føler mig faktisk lidt skyldig. Jeg er 18 nu, og min far behøves ikke at spørge mig om lov. "Undskyld igen Monique.. Øh.. Tillykke tror jeg." mumler jeg og går ud af døren.

Jeg banker tøvende på Rebeccas værelsesdør. Jeg kan høre at hun taler derinde, men jeg ved det er Skype eller mobil for hendes mor sagde hun var alene, så jeg overvejer at vende om, men ender alligevel med at blive stående. Hun åbner døren og får store øjne. "Summer, OMG!" Skriger hun og hiver mig ind i et kram. Jeg griner og krammer med. "Hey Becs! Hvad så?" Hun inviterer mig ind og skæver til sin computer og smiler lidt. "Taler bare lige.." mumler hun og jeg smiler lumsk. "Er det en dreng?" spørger jeg og hun nikker. Jeg går grindende hen imod computeren. "Er du endelig kommet dig over dit kæmpe Niallcru....." Længere når jeg ikke før jeg ser på skærmen og et par lysende blå øjne møder minde. "Niall..." Mumler jeg og går hurtigt væk mens jeg ser på Rebecca. "Jeg skulle have ringet eller skrevet.. Undskyld.." mumler jeg men Rebecca ryster bare på hovedet. "Det er ok.." "Katerina? Did you arrive home safely?" spørger Niall og jeg sukker. "Yes." svarer jeg bare, og jeg hører en stemme i baggrunden. "Katerina? Wha...." mere hører jeg ikke før Rebecca klapper computeren sammen og sender mig et nervøst grin. "Ehe, det var bare.." "Harry." svarer jeg og smider mig på sengen. "Jeg kan kende hans stemme.." Hun sukker og smider sig på sengen ved siden af mig.

"Hvad er det så? Niall fortalte du rejste hjem på grund af Harry?" Jeg trækker på skuldrene. "Længere historie.." Jeg ser på hende. "Bedre historie; Niall og dig?" jeg løfter øjenbrynene og hun griner. "Nah, vi taler bare lidt! Han er super skøn!" griner hun. "Hvordan fik i hinandens skype?" spørger jeg undrende. Drengene har ikke engang min Skype. De har ikke engang mit nummer. Lol. Det er jeg RIMELIG glad for. "DM på twitter.." forklarer hun og jeg nikker. "Det ret kææææææært!" mumler jeg og ser på hende. Hun rødmer lidt. "jaja.. " Jeg sukker lidt. Pludselig slår det mig - Gemma. Gud! Jeg forlader hende bare uden et ord. Jeg fugter mine læber og ser på Rebecca. "Becs?" Hun nikker og ser på mig. "Hvis jeg noglesinde forlod dig, og du vidste hvad grunden var, men jeg alligevel ikke sagde farvel, hvad ville du så gøre?" Hun ser undrende på mig og tænker sig om. "Jeg ville blive skuffet og ked af det.. Men det afhænger af grunden." forklarer hun og jeg nikker. "Hvad så?" spørger hun. "Det bare Gemma.. Jeg glemte helt at sige farvel i farten.. Sådan ORDENTLIGT farvel.." Hun nikker igen, men siger ingenting. Det elsker jeg ved Rebecca. Vi kan tale om alt, men vi kan også se på hinanden når vi bare skal lade tingene lægge. 

Rebecca og jeg snakker lidt om alt der er sket. Niall og hende er vidst rimelig seriøse på en netdating agtig måde. Det er ret kært. Niall fortjener en som hende. Hun fortjener en som Niall. Hun tøver lidt og jeg kan se hun vil sige noget. "Becs? Hvad er det?" spørger jeg med et smil. "Jeg ved godt vi normalt ikke presser hinanden til at sige ting.." begynder hun og jeg sukker. "Men jeg synes altså at du skal tale med mig om det. Bare denne ene gang, lad det handle om dig, istedet for mig. Jeg er klar til at lytte.." Jeg ser ind i hendes funklende øjne, og nikker så. Jeg er klar til at fortælle hende om min største frygt - Kærligheden. Og jeg begiver mig ud i det.

Harrys Synsvinkel:

Vi sidder i studiet, og er igang med at optage noget til Take me Home. Jeg er her kun fordi jeg mangler nogle dele af de sange jeg er med på. Og jeg lovede drengene at hjælpe med at gøre det færdigt. Mine tanker er dog et helt andet sted. De er hos Katerina, som er hjemme i Danmark. Jeg ved hun er sammen med Rebecca. Det er godt, hun er sammen med en veninde. Hun har brug for det. Jeg forstår det. Men hvorfor fanden kunne hun så ikke bruge Gemma? Jeg troede det var en joke, da hun først sagde hun ville rejse. Som om hun kunne finde på at forlade mig! Men hun gjorde det sku, og her står jeg så.. På egne ben igen. Louis bliver ved med at fortælle mig at jeg skal bevise for hende at jeg elsker hende. Vise hende at jeg ikke vil have andre end hende. Inderst inde vil jeg helst bare dykke ned og fucke alt op. Men jeg vil jo gerne have hende. Jeg vil gerne holde om hende, og bevise overfor hende at jeg elsker hende.. For det gør jeg. Jeg elsker hende så højt.

Men hun har det tydeligvis ikke på samme måde. "Harry?" Jeg kunne også bare glemme hende. "Haz?" Who am I kidding. Jeg glemmer hende aldrig. Måske skal jeg tage til Danmark og hente hende hjem.. Hjem til hendes rigtige hjem. Det hvor hun burde være forevigt. Hos mig. "HARRY FORHELVEDE!" Jeg ser forskrækket og irriteret op. "Hvad!" snerrer jeg. Af Simon. No way. "Drop den attitude dreng! Ind i boksen med dig!" råber han og jeg ruller med øjnene. "Okay, sirrr!" snerrer jeg tilbage og går derind og tager høretelefonerne på. Foran mig er teksten og noderne til det jeg skal synge. Men jeg kan det allerede. Teksten er nemlig Torn. Jeg lukker mine øjne og begynder at lade tonerne strømme ud.

"Nothings fine, I'm torn. I'm all out of Faith. This is how I feel, I'm cold and I am shamed, lying naked on the floor. Illusion never changed, into something real. I'm wide awake and I can see the perfect sky is torn. You're a little late - I'm already Torn."

Min del er færdig for nu, så jeg tager mine høretelefoner af, og ser ud på de andre drenge. Det er det værste jeg noglesinde har sunget. Jeg mener ikke med min stemme, den lød sikkert fint. Men teksten passer bare så irriterende godt på min situation. Jeg er fuldkommen splittet ad. Niall må kigge væk fordi han har tårer i øjnene. Den søde dreng altså. Jeg smiler skævt og Louis hæver sin hånd og peger på sin kind. Jeg rynker panden og lader mine hænder falde op på mine kinder. Først der, går det op for mig at tårene flyder ned af dem. Jeg snøfter en gang og tørrer hurtigt mine kinder. Jeg kan se Louis gå ind ad døren til boksen hvor jeg står, og inden længe mærker jeg nogle stærke arme om mig. Jeg hulker langsomt ind i hans skulder. Hvad sker der lige for mig?! Hele crewet står og kigger, og alligevel bryder jeg hulkende sammen. Lou stryger beroligende min ryg og hvisker nogle ord jeg ikke hører. Jeg tænker kun på hende. "Hun forlod mig virkelig.." snøfter jeg og Louis nikker. "Det gjorde hun godt nok. Det gjorde hun..." mumler han og jeg hulker igen. Alt er noget møg. 

Efter 2 minutter kan jeg mærke nogle andre dykke ind i krammet. Lidt efter står mine fire bedste venner og snakker lavt og roligt til mig. Efter alt jeg har kaldt dem, og gjort mod dem. Jeg tager mig sammen og tørrer mine kinder og smiler til dem. "Tak drenge... Jeg er så ked af det. Men jeg kan bare ikke.." min stemme knækker men de nikker alle sammen. "Vi ved hvordan du har det mate." Siger Zayn og smiler skævt. "Bare lov os en ting," siger Liam og jeg ser på ham. "Hvis du noglesinde får brug for at tale, så ring til os, okay?" Jeg smiler og nikker. "Selvfølgelig.. Tak." mumler jeg og snøfter igen. Jeg ved ikke engang hvordan jeg noglesinde har kunnet få mig selv til at såre de her fyre. 

Da jeg træder ud fra boksen, omfavner nogle andre arme mig, og jeg kan straks mærke hvem. "Simon.." mumler jeg og læner mig mod den stærke mand. "Undskyld.." snøfter jeg. Jeg kan mærke tårene presse sig på igen. "Harry. Lov mig du kommer ovenpå igen. Katerina skal nok komme tilbage med tiden. Bare lov mig du stadig." Jeg snøfter og nikker. "Jeg skal nok." "Vis hende hvor stærk du er!" siger han og ser på mig. "Okay..." siger jeg og smiler til ham. "smut hjem med dig. Du kan komme tilbage og synge imorgen? Okay?" Jeg nikker og smiler taknemmeligt. Jeg vender mig mod de fire andre. "Er i her imorgen?" spørger jeg og de nikker. "Vi rejser først om 2 dage." siger Niall og jeg trækker vejret tungt. "Okay. Vi ses så." siger jeg og de nikker smilende. "Jeg kommer forbi senere!" råber Louis mens jeg går ud, og jeg smiler til ham. "Slipper jeg noglesinde for dig?" Spørger jeg jokende og han ryster på hovedet med et varmt Tomlinsonsmil. "Nej. Vi to hører sammen gennem alt. Larry Stylinson forevigt mate." Jeg nikker grinende og går ud af døren, og ned af gangen. Mine skridt er tunge, og ligesådan er mit hjerte. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden Katerina, men jeg ved at jeg må komme videre for nu. Jeg må vise hende at jeg er stærk.

_____________________________________________

Et ekstremt kort kapitel, efter så laaang tid, I know, men der er meget at sige ligenu. :) Skriv alligevel hvad i synes!

- I næste kapitel har jeg tænkt på at springe en måned frem, hvis det er okay med jer? For der vil ikke ske meget i nogle af deres liv det næste stykke tid, men har en ide til "om en måneds tid" i historien altså! (-; Hvad synes i om det?

Mange tak til alle der har liket og sat på favorit! og også tak for alle de søde kommentarer, de varmer!

xoxo - Lærke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...