Fix you ~ (1D)

Danske Katerina Mira Summer har netop lige afsluttet sin sidste eksamen, og er klar til at springe ud i livet med al kraft. hun er 18, færdig med gymnasiet, fuld af energi - og så er hun halv englænder. Katerinas mor bor i England. Hendes forældre blev skilt da hun var 9 og faren fik forældremyndigheden over hende og tog hende med tilbage til Danmark hvor han kommer fra. Katerina besøger dog ofte sin mor og nogle gamle venner i England, og hun elsker at bruge sin sommer der - det bringer altid nye eventyr og venner. Men vil denne sommer blive anderledes end de andre? Da Katerina kommer til at arbejde sammen med den verdenskendte Harry Styles' søster, Gemma, kan alt forandre sig! Og hvad sker der, hvis berømmelsen er steget Harry til hovedet? Denne sommer bliver Katerina tvunget til at tage nogle valg, som måske kan ændre alt - på den gode, eller den dårlige måde!
~ Der kommer nok nogle scener i den, som er ret intime. Læs kun, hvis du kan klare det. ~

482Likes
576Kommentarer
104182Visninger
AA

25. Somebody That I used to Know.

I chok. Fuldkommen mundlam. Står stille. Hvad fanden.. "Harry.." Jeg mumler det mod de ellers så fristende læber. "Katerina, vær nu sød..." sukker han og jeg glemmer helt det kæmpe publikum. "Du sårede mig.." lyder mine ord. "Det er ellers svært at såre mig.." min stemme er hæs. "Jeg ved det Kat, og jeg har været ked af det lige siden du forlod mig.." Jeg kan ikke lade være at grine og se ham i øjnene. Det er også svært at gøre andet eftersom hans hænder lægger på mine kinder. "Jeg forlod dig igår.." svarer jeg og sukker. "A day without you is like a year without rain.." Mumler han. Jeg står helt stille. "Harry jeg ved ikke...." Jeg bliver afbrudt af en hæs stemme, men den tilhører ikke Harry. "Katerina, tænk dig om før du svarer.." Jeg ser forvirret til siden, og det samme gør Harry. "Lo.. Louis?" Jeg træder et skridt væk fra Harry, og ser på Louis og de sidste 3 drenge. Pigerne står der også. Nogle af Directionersne skriger, men bliver tysset på fordi folk vil føle med i dramaet. Det overdrevet syge drama, som jeg kalder mit liv. Yea.

"Hva..." Harry åbner munden men ser så væk. "Hvad laver i her?" spørger jeg og rynker panden. "To dages fri," svarer Liam og fortsætter; "Og vi synes det lignede i kunne have brug for noget parhjælp herhjemme." siger han hæst, og lægger armen om Danielle. Jeg sukker og ryster på hovedet. "Vi har ikke brug for.." Louis afbryder. "Hold nu op Kat." sukker han og jeg sender ham lynende øjne. "Så det er ok for dig at gennembanke ham, men jeg må ikke afvise ham?" siger jeg og slår hurtigt hånden op foran munden. Gemma træder hen mod mig og Harry og Harry ser såret på mig. "Louis tæskede mig fordi jeg fortjente det, Kat.. Ja, jeg fortjener at blive afvist af dig.. Eller jeg gjorde. Men hvor meget mere vil du have mig til at gøre?" Hans stemme er nu hæs og jeg sukker. Gemma lægger sin arm om sin bror og kysser hans kind. "Måske skulle vi to bare tage hjem Harry.. Og lade Kat være i fred?" mumler hun til ham og jeg ser forbavset på hende. Selv hun tager hans parti. Jeg kan høre det på hendes stemme.

Louis kommer hen til mig og ser mig i øjnene. "Han ringede til mig den aften, Katerina.. Han var fuldkommen færdig af tårer. Godt nok sagde han det ikke, men jeg kender min bror." Jeg ser ned i jorden. "Louis, du havde ret. Selvfølgelig var jeg bare endnu en.. Utrolig han lod skuespillet stå på så længe." Okay, i tænker sikkert nu 'what a diva'. Men nej. Jeg har skam indset at Harry elsker mig. Så hvorfor bliver jeg ved med at benægte det? Jo nu skal i høre, en lille hemmelighed. Jeg har ikke lyst til at være en del af den her onde cirkel mere. Jeg er bange for at elske Harry. Jeg er slet ikke god nok til ham, og før eller siden vil han indse at han kan få så meget bedre og så er jeg bedre. Men han skal aldrig have af vide at jeg føler sådan. Så jeg må hurtigt komme på en undskyldning. Okay, jeg har en nu. Men den kommer til at såre RIGTIG mange mennesker jeg holder af..... "Katerina?" hans stemme suger mig tilbage til virkeligheden. "Ja?" Harry ser på mig. "Kommer du med hjem?" Alle drengene kigger på mig og Zayn bider i sin læbe - han er nervøs. Jeg ryster langsomt på hovedet. "Nej. Jeg er hjemme." svarer jeg med et smil og skæver ud over pigerne der ser chokeret og triste ud. 

"Katerina altså.." Danielles stemme lyser igennem og hun fjerner sig fra Liam og går hen til mig. "Er du ikke lidt dramatisk nu?" Jeg kan mærke klumpen i halsen. "Jo. Men hvis det er det der skal til for at få et normalt liv, så tager jeg chancen.." Æh, løgn Katerina! De stirrer alle sammen på mig nu. "Hvad snakker du om?" spørger Niall. "Jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg er træt af at være den stærkeste pige i verdenen. Jeg er slet ikke stærk. Jeg kan ikke klare de haters jeg får, og jeg kan ikke klare at være centrum hele tiden." LØGN IGEN. Jeg vender mig mod Harry nu. "Jeg elsker dig. Så, jeg sagde det. God damn it, hvor er det svært hele tiden at afvise dig! Forhelvede jeg elsker dig. Men det ændrer igenting. For jeg har ikke lyst til at være din kæreste.. Eller, jeg vil gerne være DIN kæreste. Men jeg vil ikke være hele verdens kæreste.. Uhm, nu fabler jeg bare løs.." Halvvejs løgn. Jeg elsker ham. Jeg griner af mine egne ord og ser på Dan og El. "Jeg ved ikke hvordan i gør det. Men jeg kan altså ikke. Da Milla døde for 11 måneder siden, troede jeg at jeg aldrig skulle prøve noget værre. Men nu er det sket. Jeg er blevet udstillet som en tøjte, ydmyget foran mange mennesker, hatet på, og elsket. Jeg er blevet slynget rundt i medierne som 'the mystery girl'. Jeg tror bare ikke jeg kan mere." Jeg brugte lige Milla som undskyldning. ARH LØGN. Jeg trækker på skuldrene. "så nej, Harry. Jeg vil ikke med hjem, for jeg tror at. Uhm, jeg tror jeg rejser hjem til Danmark." Han ser forskrækket på mig og Louis rømmer sig. "Du kan sku da ikke bare forlade alt!" råber Harry og jeg ser undskyldende på ham. "Jeg tror du er den sidste der skal belære mig om det.. Undskyld.." Jeg går hen til dem og krammer dem en efter en. 

Niall snøfter. "Så du forlader os bare?" Jeg nikker. "Det er vidst det bedste." Zayn sukker. "Vi ses søde.." Jeg rynker panden. "Måske." Danielle stryger min ryg. "Ring hvis det er." Jeg nikker. Liam kysser min kind. "Pas på dig selv okay?" Jeg nikker. "I lige måde." Eleanor græder bare. Den søde pige. "hey hey rolig.. Pas godt på Louis for mig, okay?" Hun nikker og jeg går videre til Louis som bare har den hårde facade på igen. Jeg sukker. "Undskyld, Lou.." Han ryster på hovedet og ser hårdt på mig. "Jeg troede du var stærkere end det." Mumler han. Er jeg gennemskuet? Jeg trækker på skuldrene. "Jeg er stærk. Stærk nok til at sige farvel.." Han ser væk. Han har ikke tænkt sig at kramme mig. Jeg ser på Harry som bare står og stirrer lige ud i luften. Jeg går hen til ham og lægger mine hænder på hans kinder. "Harry?" Hans øjne bliver mere fokuseret på mig nu, og tårene begynder at strømme lydløst ned af hans kinder. "Du må ikke gøre det!" Siger han panisk. "Jeg kan ikke uden dig! Jeg går ned, Kat!" snøfter han og jeg ryster på hovedet med et smil. "sludder. Du klarer dig absolut fint uden mig." Han ryster på hovedet men jeg læner mig frem mod hans øre. "Jeg elsker dig Harry Styles. Hold fast i det." Uden tøven presser jeg mine læber mod hans i et tårefuldt kys, med al den lidenskab jeg kan finde. Da jeg ikke har mere luft trækker jeg mig ud og vender mig om og begynder at gå. Jeg stopper dog foran den enorme gruppe af Directioners der står der.

"Hey piger.. Pas godt på dem, ikke?" De står fuldkommen målløse og stirrer på mig. "Katerina?" En lille pige på de 7 år træder frem, og hendes kinder er fyldt med tårer. Årh fedt, som om jeg har brug for det! "Ja søde.." siger jeg og hun snøfter. "Hvorfor vil du ikke hjælpe vores Harry?" Jeg bider mig i læben. Hun skulle bare vide hvor meget jeg vil hjælpe deres Harry. Jeg ser over på Harry som ser på mig med tårefyldte øjne. "Hør.. Jeg har på fornemmelsen jeres Harry vil klare det helt fint uden mig." Jeg ser på hende med et smil inden jeg trækker på skuldrene. Med faste skridt forlader jeg pladsen. Kender i det når man virkelig føler man skal græde, men er alt for lamslået til at gøre det. Man, hvor er jeg smadret ligenu. 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Opsumering af alt der er sket idag: Harry kommer for at sige undskyld. Jeg afviser. Harry lægger sig på knæ. Jeg afviser. Harry synger på åben gade og tiltrækker publikum. Jeg afviser med en kæmpe skideballe. Harry kysser mig. Jeg overvejer, men da resten af drengene dukker op tager jeg min beslutning. Jeg er bare ikke klar til at være kærester med Harry. Jeg bliver aldrig klar. Så hellere såre dem, så de holder sig væk, end at lade ham vente.. Han ved nu at jeg mener mine... øh falske ord. Slutning på dagen: Jeg går hjem og bestiller flybillet til det første fly der går til Danmark. Det er så her jeg sidder. På min stol på værelset, mens jeg venter på klokken bliver 22.00 så min mor kan køre mig til lufthavnen. Hun har stadig ikke fået min historie af vide. Det eneste jeg sagde var at jeg ville hjem til min far. Jeg sårede hende vidst, men jeg har simpelthen ikke brug for at tænke på det nu. Der er en halv time til vi kører så jeg beslutter mig for at.. Gøre ingenting. Jeg har pakket.

"Katerina?" Min mors stemme lyder fra nedenunder og jeg rejser mig hurtigt. "Ja?" råber jeg. "Du har gæster?" huh? Jeg har en dårlig fornemmelse om hvem det kan være. Jeg åbner min dør og stikker hovedet ud. "Hvis det er Harry så sig jeg er.. ÅRH! Er det Harry?" snerrer jeg, og en stemme der ikke tilhører min mor svarer. "Nej Kat, det er Louis.." Jeg sukker og styrter ned af trapperne. Mit hår er i en løs rodet knold, og mit tøj er en jumpsuit i grøn. "Hvad?" siger jeg da jeg står foran døren og min mor er gået. "Hvordan kunne du få dig selv til det?" spørger Louis og jeg sukker. "Hvad?" Han griner hæst og lidt hånligt. "Ikke stærk nok? Come on, du har måske taget fusen på alle andre, men mig narrer du ikke!" snerrer han og jeg træder til side. "Kom nu ind din idiot, før pressen ser dig." snerrer jeg tilbage. Jeg sukker og ser på ham. "Hvad vil du have mig til at sige?" spørger jeg. Louis sukker. "Hvorfor sagde du til Harry du elsker ham, hvis det ikke passer." Jeg fugter mine læber. "Jeg løj måske om min psykiske styrke.. Men jeg elsker Harry, Lou.." Min stemme knækker og jeg ser ned. "kom.. Lad os gå op på dit værelse." Siger han og går op af trapperne. Jeg følger efter.

Jeg lukker døren efter os og ser på ham, med et såret udtryk. "Hvad er problemet egentlig?" spørger han sukkende. Jeg sætter mig hen ved siden af ham. "Jeg er bange.." Jeg rynker næsen. De ord er ikke nogle der hører hjemme i min mund. De får endda Louis til at grine. "Ja som om." Jeg ser vredt på ham. "Jeg er seriøs, Lou... Jeg er virkelig bange." Han ser seriøst på mig. "For hvad dog?" Jeg fornemmer han stadig ikke har tilgivet mig for at tage afsked med dem. "Harry er en international superstjerne med seriøst stof- og pigeproblemer. Men alligevel elsker alle ham." Jeg sukker og ser ned. "Jeg er en af de eneste piger der virkelig går imod ham noglegange. Sætter ham på plads. Siger ting til ham ingen andre piger tør sige til ham.." Jeg ser på Louis. "Jeg er bange for at hvis Harry og jeg bliver et par.. Så gider han mig ikke til sidst fordi jeg simpelthen er for.. modsigende." Mumler jeg. Hvor er det flovt at tale med Louis om drengeproblemer. Alligevel griner han bare og jeg ser overrasket på ham. "Morer du dig Tomlinson?" siger jeg og han ryster på hovedet. "Men du lyder bare så... piget!" Griner han og jeg nikker.

"Jeg har ikke lyst til at være kærester med ham. Men jeg kan heller ikke gå omkring ham hver dag UDEN at være hans kæreste.. Det her er mine eneste mulighed.." forklarer jeg. Louis sukker. "Ja, Kat. Du er den eneste pige der sætter sig imod ham..." Jeg bider mig i læben. "Men du er også den pige der elsker ham højest." Jeg lukker mine øjne hårdt i. "Jeg kan altså ikke.." Louis sukker. "Så du vælger at forlade England?" Jeg nikker og ser på ham. "Hvad ville du gøre i mit sted? Jeg vil ikke såres Louis, og jeg er bange for at hvis jeg ender sammen med Harry, er det præcis hvad jeg vil blive.." Louis rejser sig og ser på mig. "Den eneste der kan såre dig i det forhold, er dig selv. Harry elsker dig så højt, men du kan bare ikke se det." Han ser rundt som om han tænker. "You know.. Da du først lærte os at kende, var du den her flabede, smilende, selvsikre, og stærke pige. Hvad er der sket med dig?" hvisker han og jeg trækker på skuldrene. "Du smiler næsten aldrig mere. I hvert fald ikke ægte. Du har absolut ingen selvtillid tilbage. Hvorfor?" Jeg ser op på ham. "Jeg ved det ikke!" siger jeg hårdt, men han går hurtigt hen imod mig. Et øjeblik er jeg bange for han vil slå mig. "Nu skal jeg fortælle dig hvad der skete!" snerrer han. "Kærlighed skete! Du skal ligepludselig ikke kun tænke på dig selv, men på en anden også! Alt du gør, er for at gøre ham glad. Alt du gør er afhængigt af et andet menneske!" Jeg ser forbløffet på ham. "Har du ALDRIG været forelsket?!" snerrer han igen og jeg spærrer mine øjne op. "Det rager ikke dig!" snerrer jeg tilbage.

"Tydeligvis ikke, Kat!" Jeg sukker. "Hold nu kæft, du lyder som en eller anden syg varulv der forklarer om hvordan man bliver mager eller sådan noget pis!" Hans ser undrende på mig og der er stilhed i omkring 2 minutter. Derefter bryder vi begge ud i et grin, der varer virkelig længe. Jeg lægger armene om halsen på ham og vi griner sammen, indtil mit grin ændrer sig til hulk. Tårene tilføjer sig selv inden længe, og nu står jeg så her. Tudende, mens jeg krammer Louis og han holder min ind til sig. Han stryger min ryg og tysser på mig. "Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Lou.. Jeg vil ikke blive såret!" Hulker jeg og han nikker. "Jeg ved det godt..." mumler han og stryger mig over håret. "Jeg er altså stærk.." hulker jeg, og Louis griner hæst. "Ja.. Selvfølgelig søde.." Jeg hulker mere, og så lige lidt mere. Hvor er jeg dog bare.. ARH. Ja jeg er arh. "Tror du han noglesinde vil tale med mig igen?" spørger jeg. Louis nikker. "Jeg tror ikke der er noget han hellere vil.." Jeg bider mig i læben. "Måske en dag, Lou.." hulker jeg stille. Louis sukker. "Jeg ville ønske at han ikke havde ødelagt dig sådan, Kat.. Jeg ville ønske du kunne grave ind og finde din selvikkerhed. Dit smil og din styrke." Jeg snøfter. "Jeg er nødt til at tage hjem til Danmark for et stykke tid.." Louis nikker. "Jeg forstår det godt.. Jeg ville bare ønske Harry kendte sandheden.." Jeg trækker mig lidt fra ham og ser på ham. "Du må ALDRIG fortælle ham den," siger jeg alvorligt. 

Louis sukker men nikker igen og stryger mine tårer væk. "Det ville ellers gøre alt lettere.." mumler han men jeg ryster på hovedet. "Lov mig det." Louis bider sig i læben. "Jeg lover dig, at Harry aldrig vil få af vide den sande grund til at du rejser." Siger han og jeg nikker. "Jeg elsker dig Lou.." mumler jeg og Louis smiler skævt. "Jeg elsker også dig Kat.. Hav en sikker hjemrejse, okay?" Jeg nikker. "Vi ses nok?" siger han og går mod døren. Jeg trækker på skuldrene. "Måske Tomlinson.." Han nikker og skal til at gå. "Louis!" Han vender sig om. "Pas på ham for mig. Jeg elsker ham virkelig højt.." Louis nikker. "Selvfølgelig Kat.. Han får ikke lov at gøre noget dumt." Med de ord vender han sig om og forsvinder ud af min dør. Nu er det snart tid. Tid til at komme hjem, og glemme England for en stund. Glemme Starbucks. Glemme One Direction.. Glemme Harry.

____________________________________________________

OKAY PIGER! (og måske drenge?)

Jeres tanker tak! I en kommentar tak! :-D kom med det! (-: Dette kapitel er skrevet fuldkommen improviseret. Denne ide var slet ikke min originale, men jeg gled ud i at hendes beslutning skulle være hjemrejse. Så skriv hvad i synes om det!

DET VILLE VIRKELIG gøre mig glad, hvis i husker at like! Jeg vil ikke virke som en likehunter, men jeg vil gerne have folk ser denne novelle. Det ville gøre min dag EKSTRA god!

Tak for al jeres støtte. Jeg elsker jer virkelig. 

xoxo - Lærke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...