Percy Jackson/Olympens Helte - Historier fra Halvblodslejren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Igang
Dette vil være en movella, hvor jeg løbende vil indsætte små historier fra Halvblodslejren. De velkendte personer fra Rick Riordans bøger vil muligvis også optræde. Men det vil hovedsagligt omhandle mine OC's.

20Likes
5Kommentarer
3682Visninger
AA

1. Hvordan Grover og Juniper mødtes

Det hele startede med en ged, der snublede over en trærod.

 

Det var tidligt forår, og alle blomsterne var parate til at spire op af jorden og række ud efter solens stråler. Et par unge træer var nu blevet fuldvoksne, og snart ville en ny flok skovnymfer slutte sig til Halvblodslejren. Alle dryaderne løb rundt og sørgede for, at hele skoven så pæn og frodig ud, til når de nye ankom. Træerne skulle få deres farve igen, græsset skulle se pænt ud, og de få blomster, der havde kæmpet sig vej op allerede, skulle der gøres ekstra meget ud af. Og, selvfølgelig, skulle satyrerne holdes væk. De prøvede altid at snige sig ind, hver gang der kom nye nymfer til lejren. Og de lyttede aldrig, når de blev bedt om at forsvinde.

I løbet af marts måned begyndte de første skovnymfer at springe ud. Willow, Rose og Apple. Alle tre smukke skovnymfer. Satyrerne var straks i hælene på dem og prøvede at fange dem. Men de fik dem aldrig. Også i starten af april kom der et par nye dryader. Men der var et træ, som forholdt sig passivt. Et lille enebærtræ havde stået helt stille. Der var ikke kommet nogen ny skovnymfe. Dryaderne var faktisk ved at blive bekymrede. Det skete sjældent, at der ikke kom en ny dryade, når træet var fuldvoksent, og det var forår. Foråret var en af de årstider, som gik gennem flest forvandlinger. Det var en selvfølge, at der ankom nye dryader.

Det lille enebærtræ blev det store taleemne hos skovnymferne det forår. Hvad hvis træet var sygt? Eller den lille dryade ikke var stærk nok til at træde ud? Eller hvis hun var meget genert? Snakken spredte sig helt ud til satyrerne, som fik nys om det lille enebærtræ. Næsten hver dag kom der en flok satyrer ned til træet og prøvede at opmuntre den lille dryade til at komme ud. Men de blev der ikke særlig længe, før de andre dryader jagede dem væk. Det sidste de havde brug for, var en gruppe satyrer, der kunne irritere det lille træ.

 

Så i maj måned, en smuk solskinsdag, kom Grover Underwood tilbage til Halvblodslejren. Han havde været ude og lede efter naturens gud, Pan, som havde talt til ham sidste vinter, hvor han havde ude på en mission sammen med nogle venner. Der var ingen, der troede på at Pan virkelig havde snakket til Grover, men han vidste, at det var Pan. Det måtte det være. Han havde ikke forventet, at nogen ville give ham den store opmærksomhed, men han nåede knap nok at tage to skridt ind i lejren før en flok satyrer omringede ham og bombarderede ham med historien om det lille enebærtræ. Grover glemte helt at være skuffet over ikke at have fundet Pan. Han bad satyrerne om at vise ham træet, og straks begyndte de at trave ind i skoven.

”Der er det,” sagde en af satyrerne og pegede på det lille træ. Grover gik tættere på det. Han syntes, det så helt trist ud. Måske var dryaden ked af at være spærret inde og ikke få verdenen at se? Han rakte en hånd ud og skulle lige til at stryge et af bladene på træet, da Cherry kom løbende.

”VÆK!” råbte hun og viftede vredt med armene i retning af satyrerne. ”Væk sagde jeg!” Det var sjældent Grover fik en vred nymfe at se, men han havde ikke lyst til at se, hvad der kunne ske, så han travede hurtigt væk med de andre satyrer i hælene. Men han så sig alligevel tilbage på det lille triste træ.

 

Grover kunne ikke slippe tanken om det lille træ. Han måtte ud til det igen. Han ville finde ud af hvad der var i vejen. Hvorfor dryaden ikke ville komme ud. Så da det var blevet aften, og han var sikker på, at alle var faldet i søvn, sneg han sig ud i skoven. Han havde sin panfløjte med, så han kunne spille lidt for det lille træ. Måske det ville opmuntre hende? Han gik og gik gennem skoven. Han stoppede op, hver gang han syntes at høre nogen nærme sig. Endelig nåede han Zeus’ næve, hvor det lille træ stod lige i nærheden.

Han blev pludselig lidt forlegen og rømmede sig kort.

”Undskyld jeg sådan kommer brasende,” sagde han, selv om han ikke var sikker på, om hun kunne høre ham. ”Du … har ikke noget imod at jeg … spiller lidt, vel?” 

Stilhed.

Grover trippede lidt med klovene, så satte han panfløjten for munden og begyndte at spille en lille lav melodi. Han skiftedes til at kigge ned på panfløjten, på enebærtræet og tilbage igen. Der kom ingen reaktion fra det lille træ.

Da Grover havde spillet i noget der føltes som en halv time, sukkede han og bakkede et par skridt væk. Måske stod han for tæt på?

Han havde ikke set trærodden der stak op fra jorden, så han snublede over den og landede med et lille brag på ryggen. Al luften blev slået ud af hans lunger, og alle farverne flød sammen til en utydelig klump. Han kunne meget fjernt høre et lille gisp. Han hev efter vejret og lukkede sine øjne hårdt i. Lige da han troede at han skulle til at dø, kom luften endelig tilbage i hans lunger. Han hev den ene mundfuld luft efter den anden indenbords. Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham og et suk slap ud af hans læber. Han glippede lidt med øjnene og fik langsomt synet igen.

Det første han fik øje på var et par grønne øjne. Han gav en forskrækket lyd fra sig, og ligeså gjorde væsnet foran ham. Det sprang forskrækket væk, og Grover satte sig op.

Han skulle til at kravle væk fra den mystiske skikkelse, da han så, hvad det egentlig var. Den smukkeste skovnymfe han nogensinde havde set. Hun var lille og fiks, med langt tjavset ravgult hår, og hun var iført en grøn chiton og sandaler. Hun var tydeligt skræmt, og det gik op for ham, at det må have været pga. ham. 

De stirrede på hinanden i tavshed. Grover vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var bange for at skræmme skovnymfen væk. Men hans stirren var åbenbart nok, for øjeblikket efter vendte hun om på hælen og løb – løb ind i det lille enebærtræ. Grover stirrede, om muligt, endnu mere end før. Det var hende … Enebær træets skovnymfe …

 

Den næste dag travede Grover rundt i udkanten af skoven, mens hans tanker kværnede om den lille skovnymfe. Hun så ikke ud til at fejle noget. Hun så sund og rask ud. Måske var hun lidt mindre end de andre dryader, men det behøver jo ikke nødvendigvis at være dårligt. Han ville se hende igen. Men hvordan fik han hende frem til at begynde med? Måske skulle han spille lidt på sin panfløjte igen?

Han fumlede efter den i sin jakkelomme, men fik ikke fat i noget. Han prøvede den anden lomme, men også den var tom. Åh, Hellige Guder! Den kunne da ikke være blevet væk?! Han begyndte at gå i panik. Hvor var den?! Havde han tabt den?! Havde han mistet den ved enebærtræet? Han satte kurs ind i skoven i retning af træet.

Til hans store overraskelse virkede skoven fri for dryader. Det var usædvanligt. Han satte farten op. Hvad hvis der var sket noget med enebærtræet? Hvad hvis det var blevet fældet?

Han fik øje på det forude og selvom der stadig var stor afstand, så det fint ud. Det så ikke ud til at fejle noget. Han var så optaget af tanken om at nå hen til træet, at han ikke så en trærod stikke op af jorden, før han snublede over den. Han landede direkte på maven. 

Igen? tænkte han. Det var anden gang på så kort tid, at den slags skete for ham. Han kunne høre fnis til alle sider, og allerede inden han kiggede efter, vidste han at det var dryaderne, der havde drillet ham.

Han hev igen luft ned i lungerne, denne gang hurtigere fordi han også havde løbet. Han gnubbede sin ømme overkrop. Det var ikke godt for ham at lande så brat to gange på så kort tid.

Fnisene forstummede pludselig, og der lød op til flere gisp rundt omkring. Grover så op og fik øje på hende. Skovnymfen fra aftnen før. Og hun havde noget i hænderne: Hans panfløjte. Hun virkede skræmt og så ud som om hun ville give alt i verdenen for at slippe fra de stirrende blikke.

Det var første gang, hun viste sig i offentligheden. Hun trådte med langsomme og forsigtige skridt over i Grovers retning. Hun satte sig på hug en halv meter fra ham, lagde panfløjten på jorden, og skubbede den over til ham. Der skulle adskillige øjeblikke til, før Grover tog sig sammen til at tage fløjten. Lige så snart han havde taget den, vendte skovnymfen om og løb tilbage til enebærtræet.

”Vent!” råbte Grover, men han nåede ikke at komme på benene, før hun var forsvundet. Igen.

 

De næste par dage gik Grover ud til det lille enebærtræ og spillede på sin panfløjte. Han havde håbet at den lille skovnymfe ville dukke op igen, så han kunne tale med hende. Hun havde fået ham til at føle noget, han aldrig havde følt for en skovnymfe før. Hende her var anderledes …

Så en aften lykkedes det. Han havde ellers opgivet håbet og var på vej ud af skoven, da hun pludselig stod foran ham. Han blinkede forvirret med øjnene og så fra hende til træet og tilbage igen.

Han sagde det første, der faldt ham ind: ”Hvor længe har du stået der?”

Den lille skovnymfe rødmede igen og talte med en lille, men blød stemme. ”Hele aftnen. Jeg … turde ikke afbryde dig.”

Så var det Grovers tur til at få farve i kinderne. ”Jeg hedder Grover.”

Den lille skovnymfe trådte forsigtigt tættere på. ”Juniper.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...