Percy Jackson/Olympens Helte - Historier fra Halvblodslejren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Igang
Dette vil være en movella, hvor jeg løbende vil indsætte små historier fra Halvblodslejren. De velkendte personer fra Rick Riordans bøger vil muligvis også optræde. Men det vil hovedsagligt omhandle mine OC's.

20Likes
5Kommentarer
3715Visninger
AA

2. Da Chris vågnede op

 

Selv den hårdeste kriger kan elske.

 

Clarisse La Rue sad ved siden af Chris Rodriguezs seng og så ned på hans blege ansigt. Hans sorte hår klæbede sig fast til hans pande, fordi han svedte så meget. Han rystede svagt, noget han blev ved med uanset hvad. Han mumlede hele tiden navnet Mary, og det stak hver gang i hjertet på Clarisse. Han var blevet tyndere, fordi han ikke var villig til at indtage føde, medmindre Clarisse tvang ham til det. Noget hun ellers ikke ville have noget imod, men fordi det var Chris … det var anderledes.

Hun kan tydeligt huske hans tilstand, da hun fandt ham.

 

Mørket i labyrinten havde omringet hende og det eneste, der oplyste hendes vej var lommelygten i hendes hånd. Stilheden var næsten ikke til at holde ud. Hun holdt sit spyd klar foran sig og holdte hele tiden øje med mulige farer. Hun troede, hun var alene. Hun tog fejl.

Et skrig skar gennem stilheden, og fik næsten Clarisse til at springe fem meter op i luften. Hun lyste rundt omkring sig med lommelygten og ledte med øjnene efter kilden til skriget.

Så lød der endnu et.

Hun bed tænderne sammen, hævede spyddet og løb fremad. Hun kunne godt klare labyrinten. Intet skulle få lov, til at skræmme hende væk.

Hun drejede om hjørnet og stoppede brat op. Hun spærrede øjnene op. En sorthåret skikkelse lå i fosterstilling på jorden med nogle gennemsigtige, nærmest tågede, væsner over sig. Spøgelser. Clarisse syntes, hun havde set skikkelsen før, så hun kneb øjnene sammen og kiggede indgående. Hendes hjerte sprang et slag over. Det var Chris …

”Stop!” råbte han og slog panisk ud efter spøgelserne. ”Væk! Væk, væk, væk!”

Clarisse hævede spyddet igen, gav et brøl fra sig og løb i retning af spøgelserne. Hun anede ikke, hvad hun lavede, hun skulle bare over til Chris. Hun vidste ikke, hvordan man bekæmpede spøgelser, så hvad kunne hun gøre?

Hun løb lige igennem et af dem og stod over Chris. Hun slog ud efter spøgelserne med sit spyd, ikke helt sikker på om det ville hjælpe. Men det gjorde det. Spøgelserne veg tilbage og forsvandt. Det kom en smule bag på Clarisse. Var det det eneste, der skulle til?

Hun vendte tilbage til virkeligheden, da Chris gav en masse støn fra sig. Hun vendte sig om og kiggede ned på ham. Han rystede, og sveden drev ned af panden på ham.

”Chris!” udbrød hun og satte sig på knæ ved siden af ham. Hun fejede noget af hans sorte hår væk fra panden og prøvede at møde hans øjenkontakt – han så direkte ud i intetheden.

”Mary …” mumlede han. ”Mary, du er ikke virkelig …”

”Chris, jeg hedder ikke Mary,” sagde Clarisse. ”Det er mig. Clarisse.”

Chris kunne vidst ikke høre hende. Clarisse begyndte at blive bange. ”Chris? Chris …? CHRIS?!”

Ingen reaktion.

 

Det tog hende en evighed at få Chris med tilbage til Halvblodslejren. Selvom han havde sluttet sig til Kronos’ hær, og han sikkert havde fortjent at ligge der og blive til en sindssyg, så kunne hun ikke forlade ham. Chris gjorde modstand og blev ved med at mumle om denne Mary.

Endelig fik hun ham tilbage til lejren, og det var hendes opgave at tage sig af ham. Chiron havde egentlig foreslået at Will Solace fra Apollon-hytten skulle gøre det, men Clarisse var fast besluttet.

 

Nu levede hun i en evig frygt for, at Chris ikke ville klare den. At hans tur ind i labyrinten, havde gjort ham til en sindssyg, og at han virkelig ikke var til at rede. Hun rakte forsigtigt hånden ud, bange for at han ville vågne, hvis hun så meget som tænkte på at røre ham. Hun tog chancen. Hun tog forsigtigt hans hånd og holdt hele tiden øje med hans reaktion. Da han ikke vågnede, klemte hun den blidt.

Pludselig mærkede hun tårerne stige op i øjnene. Der var ingen, der kunne se hende, så hun gav efter og lod tårerne falde. Det var meget sjældent hun græd – næsten aldrig. Hun havde måske kun grædt en eller to gange før i sit liv. Hendes tårer landede på Chris’ håndryg. Hendes øjne havde ikke forladt hans blege hånd.

Hun vågnede brat op, da døren blev åbnet og mr. D trådte indenfor. Clarisse skyndte sig at se væk og tørrede tårerne i et ærme. Hun rettede ryggen og lagde Chris’ hånd fra sig.

”Du store Guder,” sagde mr. D og gik om på den anden side af sengen. ”Jeg havde godt nok ikke troet, at jeg nogensinde skulle se dig græde.”

Clarisse skulle lige til at komme med en skarp bemærkning, men hun bed den modvilligt i sig. Mr. D var en gud. Hun kunne ikke tillade sig at true ham. Han besad flere kræfter end hende.

”Kom nu,” sagde han. ”Giv mig en trussel. Det er ren refleks hos jer krigsbørn. Fortæl mig at jeg er en oplæst nar. Sig at du brækker min næse, hvis jeg fortæller de andre om din forelskelse i Rodriguez.”

Clarisse snerpede læberne sammen og knyttede sine nævner. ”Hvis du så meget som overvejer at fortælle de andre om …”

Mr. D ventede, men da stilheden fortsatte, snakkede han: ”Om vandfaldet?”

”Så stikker jeg dig ned!”

”Er du færdig?”

Clarisse nikkede.

”Godt så.” Mr. D kiggede ned på Chris og lagde hånden på hans pande. ”Uh. Den er gal, kan jeg mærke. Kig hellere væk, pigebarn.”

Clarisse skulle til at sige imod, men så kom hun på bedre tanker. Mr. D var en gud. Hun vendte ryggen til. Som hun havde forventet, blev hele rummet oplyst, og hun vidste mr. D havde antaget ægte skikkelse. Hun lukkede for god ordens skyld øjnene.

Kort tid efter lød mr. Ds stemme: ”Så er det overstået.”

Clarisse vendte sig om og så ned på Chris. Han havde meget mere farve i ansigtet nu, og han rørte svagt på sig. Clarisse holdt vejret. Vågnede han?!

Han blinkede lidt desorienteret med sine brune øjne. Det første han så på, var Clarisse. Direkte på hende. Noget han ikke havde gjort i meget lang tid.

”Clarisse …?” mumlede han.

Hun stod der med åben mund og stirrede på Chris. Han VAR vågen!

Det ville sikkert være sødt, hvis hun nu krammede ham, men ... nej. En datter af Ares har vel sin stolthed. Hun tog fat om kraven på Chris og så på ham med lynende øjne.

Hvad tænkte du på?!” råbte hun. ”Bare sådan at forlade lejren og slutte dig til Kronos!”

Chris så forskrækket op på hende. Den havde han nok ikke set komme.

”Clarisse, jeg …” begyndte han, men fik ikke lov til at afslutte sætningen.

”Din store idiot!” Hun trak ham op i siddende stilling.

Han havde ikke sluppet hendes øjenkontakt. ”Jeg har også savnet dig.”

Clarisse så på ham og lignede en, der skulle til at brække hans kæbe. ”Du skylder mig en stor forklaring, inden du begynder på det der. Fortæl mig så: Hvem – er – Mary?!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...