Fra min plads ved vinduet

"Det er sommer, men ikke her. Her er det vinter."

58Likes
34Kommentarer
2233Visninger

1. ~

Kære Emma,

Det er endelig sommerferie, selvom solen ikke skinner. Ingen skole. Ingen blikke.  Jeg føler mig efterhånden som himlen udenfor. Tunge tankeskyer, der bliver mørkere og mørkere for til sidst at bryde ud i regn og tårer. Det er sommer, men ikke her. Her er det vinter.

Mors ansigt er alt for gammelt, smilerynkerne er blot minder om dengang. Dengang solen skinnede. Sikke fine ord, jeg bruger. Egentlig kunne jeg nøjes med bare at skrive sort. For tiden står stille i vores hjem. Musikken er gået i stå og kommer aldrig til at spille igen. Anlægget er dødt. Mor synger ikke længere, far ligner et spøgelse, og jeg skriver ikke historier mere. Jeg ånder, men lever ikke. Man kan ikke leve af sort og stilhed.

Nina

 

 

Blyanten falder fra min hånd. Braget runger mellem klippevæggene, der omkranser afgrunden, jeg befinder mig i. Der går et øjeblik, før lyden trænger ind til mig. Det føles, som om pigen, der før havde malet, tegnet og skrevet, svæver ovenover min krop. Som om jeg mangler mig selv. Fra min vindueskarm kan jeg se små mennesker haste forbi nede på gaden. Skynder sig at købe ind til aftensmaden, så de kan komme hjem til deres familie.

Spisebordet er som en kiste, vi samles om. Fjernsynet snakker i baggrunden, selvom ingen så meget som ser i den retning. Mor er den første, der rejser sig. Hun har hovedpine, forklarer hun og bærer sin halvfyldte tallerken om i køkkenet. Utilpas rejser min far sig og mumler noget med, at han har noget arbejde, der skal laves. Et af stearinlysene flakker for til sidst at gå ud. Som sædvanlig er jeg den sidste, der sidder tilbage. Den der desperat forsøger at lade som om, vi i det mindste er en familie. Efterhånden er vi blot tre mennesker, der bor i den samme lejlighed. Lighteren gnistrer, da jeg tænder et nyt lys og tager det med mig ind på mit værelse. Det gjorde alligevel ikke meget gavn på spisebordet. Der var mørket for tæt til, at lyset kunne virke.

Inde på mit værelse er lampen gået ud. Alligevel er der lysere herinde end i resten af huset. Jeg stiller stearinlyset i vindueskarmen ved siden af blyanten. Hver dag taber jeg blyanten på gulvet, lader den ligge og finder den klar til at skrive i vindueskarmen om aftenen. Jeg ved, du er der, Emma.

 

 

Kære Emma,

Jeg ved, du er der. Du er håbet, der holder mig kørende. Hvordan har du det? Kan du se mig nu? Mor ligger i sengen hele dagen. Arbejdet er alt, far har overskud til. De er som fremmede mennesker… Spøgelser.

Døden kan umuligt være værre end den grav, jeg lever i. De siger jo, at døden blot er det næste store eventyr. Jeg savner vores eventyr. Jeg savner dig.

Nina

 

 

Jeg drømmer. Min drøm er virkelighed, men en der fandt sted for længe siden.

Vi var små piger med kjoler og rottehaler. Jeg var den ældste af os. Gyngerne fløj højt som de frie fugle på himlen. Du ville så gerne være en fugl.

”Jeg vil også flyve,” sagde du og sprang af gyngen.

Som fuglen du fløj, som menneske du landede. Dit knæ begyndte at bløde, og du var utrøstelig. For, hvis ikke du kunne flyve, var du jo ingen fugl.

”Jeg er jo heller ikke nogen fugl,” sagde jeg trøstende.

”Mmh.”

”Vi to er sammen for altid, ikke? Så kan du jo ikke være en fugl.”

”Lover du det? Lover du, at vi er sammen for altid?”

”Ja, det lover jeg.”

Du tog min hånd, og vi fulgtes hjemad fra legepladsen.

 

 

Da jeg vågner brænder stearinlyset stadig i nattens mørke. Blyanten ligger i den brede vindueskarm. Fra min plads foran vinduet ser jeg nattelivets diskoteker lyse af liv og festligheder. Det virker som en helt anden verden heroppe fra min fængselscelle. Jeg læner mig tættere på og ånder på rudens matte ansigt. En enlig sky breder sig. Med en vis øvelse bevæger min finger sig op og ned, til skyen ikke længer er en ensom sky. Den har fået selskab af en fugl.

Helt af sig selv åbner mine fingre vinduet og lader en fugtig aftenvind lege i mit hår. Stearinlyset går ud, men der er ikke længere mørkt. Du tager min hånd, og sammen flyver vi af sted på vores næste eventyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...