CMC 2009 Justin Bieber

Amy Benderson er en almindelig 15 årig pige fra en gård i Canada, som i år 2009 endelig kommer på en sommercamp. Hun skal nemlig på Creativ Music Camp (CMC), ikke fordi hun er musikalsk efter hendes egen mening, men hun har bare brug for at komme lidt væk.
På CMC møder hun Justin Bieber, hun ved ikke at han er kendt og Justin udnytter situationen og siger derfor ikke noget om det.
Hvad sker der når Amy finder ud af alt det Justin holder skjult for hende? Vil de være venner? Eller mere end det? Måske det helt modsatte?

3Likes
16Kommentarer
1802Visninger
AA

11. Én koncerts rod

”Tænk hvis det er sådan en stor en, du ved sådan virkelig stor!” Mary og jeg sidder i toget på vej over til det sted hvor koncerten bliver holdt og snakker om hvem det er vi skal til koncert ved. Jeg kigger på Mary hysteriske snak og kommer til at tænke på hvor meget jeg kommer til at savne hende. Hun bor jo i Winnipeg, langt fra Stratford - der er endda tidsforskel! Jeg sukker indvendigt. ”Hvor er Justin egentlig henne?” Jeg sidder med ryggen op af togets vindue og mine ben ligger henne af sædet, mens jeg leder efter noget tyggegummi i min taske. Jeg ser min mobil lyser, som svar på Marys spørgsmål.

# Hey babe<3 jeg skal lige noget så jeg tager selv op til koncerten, så vi ses deroppe.

”Han skal lige noget, så han tager selv derop” smiler jeg mens jeg kigger på beskeden. Hey babe, aaaarw! Det var bare sødt. Det kriblede i hele kroppen, tænk at vi bare kan enes hele tiden og det åbenbart aldrig går galt?

Jeg kigger på den lille lys tavle i toget. 5 minutter og så er vi der. Mary og jeg aftaler at vi skal kigge efter plakater overalt, for dem er der sikkert mange af, for at finde ud af hvem vi skal til koncert med. Men selvfølgelig når vi ikke at se det fordi vi tøse fnidre for meget. Typisk! Vi sætter os ind på vores pladser og venter. Hvor bliver Justin af?

”Oh my god, oh my god!” siger Mary hurtigt da et skilt oppe over scenen tændes med en masse gnister. ”Det er Justin Timberlake!” Mary er kæmpe Timberlake fan. Jeg tænker med det samme på Justin, altså min Justin, du ved Bieber. Jeg elsker hans efternavn. Jeg kigger oppe på det lysende ”Justin” skilt. jeg kan se noget mørkt ved siden af, det er nok efternavnet. Men det andet skilt er for småt til at der kan stå Timberlake. Mit smil, som ellers sad smørret på siden vi steg ud af toget, forsvinder i takt med at jeg tænker på Justin og jegs minder. Ikke de gode, men de underlige. Jeg ser det hele for mig. Først ser jeg Justin, du ved den aller første gang jeg så ham lige da campen startede. Vi har hilst på hinanden. Han kigger undrende på mig da jeg smiler til ham, efter at han har sagt sit navn. Derefter ser jeg 2. dag da vi ligger foran søen efter at have badet og snakke om campen. Jeg spurgte om han sang eller spillede instrument. Han svarede at han sang, men udbrød derefter at det kun var til undervisningen(og fx ikke på en stor scene). Jeg tænker på den dag han skrev på et stykke på et stykke papir og gav det til en pige, det var en autograf! Det var derfor Justin havde råd til sådan et par dyre sko, bare til mig! Det var det her han mente med ”Det er meget du ikke ved om mig endnu, men du skal ikke bekymre dig, det kommer med tiden” som han sagde til ballet og derfor han var så god til sange og.. og derfor han ikke sidder ved siden af mig nu. Og præcis som jeg frygter bryder det andet skilt ud i lys med gnister og viser efternavnet ”Bieber”. Jeg kigger rasende på det skilt og den dreng der springer frem på scenen. Jeg kan mærke Marys stirrende øjne.

”Hvem vil være min baby?” Alle Belieberne går helt amok. Han begynder at synge den tekst som jeg sang for ham 2. dag, da han ville høre mig synge. Jeg havde sunget hans sang! Min kæreste er en international popstjerne med flere millioner fans, og det skulle jeg ikke have at vide?! Jeg rejser mig op og går rasende mod udgangen. En stor mand med en masse muskler står foran døren. ”Er du sik..” nåede han at sige før jeg udbryder, at han skulle åbne den dør nu! Jeg går ud af døren og skriger af raseri, heldigvis er der ingen her. Rigtigt bør jeg vel sætter mig i et hjørne og tude nu, men jeg er ikke typen der tuder over sådan noget her, jeg er mere typen der bliver virkelig sur. Virkelig! Måske bliver han mundlam over at jeg ikke ser ham udføre hans kæmpe koncert, men så har jeg heldigvis lige et par ord til ham. Jeg presser vredt mine læber sammen og går frem og tilbage, mens jeg finder endnu flere grunde til at være vred på ham.

Efter et par timer kommer en skikkelse ud af en dør længere henne af bygningen. Skikkelsen kommer tættere på og jeg kan se at det er Justin. ”Hey smukke, hvor blev du af? Du skulle have været min ”One Less Lonely Girl”!” smiler han skævt. Hvis blikke kunne dræbe, ville Justin være død nu. ”Hvornår havde du tænkt dig at jeg skulle få det her at vide?” hvæser jeg af ham. ”Nu?” mumler han. ”Nu? Vi har været sammen i en måned eller sådan noget nu. Men nu synes først at jeg fortjener at få at vide at du er en international popstjerne nu? Er det sådan et forhold vi har, for hvis det er det..” jeg kigger ned i jorden. ”så er jeg ikke med mere”. Jeg kigger ham i øjnene. Han læner sig stille ind mod mig, men jeg drejer mit hoved og han trækker sig tilbage. Jeg slentrer væk fra Justin. Da jeg er langt nok væk ringer jeg først til Kim, som ikke er med til koncerten, og siger at jeg tager hjem, helt hjem. Derefter ringer jeg til min mor og får hende til at kører op koncert hallen.

”Jeg vil helst ikke snakke om det” siger jeg trist til min mor da vi er på vej mod CMC for at hente mine ting. Jeg pakker mine ting i den mørke, ensomme hytte. Jeg ligger en lille seddel med mit nummer og et hjerte. Jeg kigger på den nu tomme seng og går så ud. Jeg kan ikke være her, når han er her. Det er simpelthen umuligt. Jeg har måske kun kendt ham i en måned, men på den måned er jeg både blevet smaskforelsket og hamrende sur og såret. Den dreng er noget specielt. Jeg sætter mig ind i bilen og vi kører hjem. Dejlige hjem.

Jeg åbner døren til mit værelse og den velkendte duft flyder ind i mine næsebor. Jeg smider mig i min seng med hovedet ned i min pude og skriger alt hvad den kan. Puden fungere som en lyd dæmper, så man kan næsten ikke hører mig. Hvorfor kunne han ikke have sagt det? Så kunne jeg være der stadig. Jeg ser hans ansigt for mig, men visker den væk. Jeg har det som om intet nogensinde kan gøre mig glad igen. Jeg tog mig selv i at nynne vores sang. Nu var det operation-glem-Justin. Jeg børster tænder og reder mig hår. Jeg sætter mit hår op i en meget høj knold, tager nattøj på og ligger mig til at sove, selvom jeg ikke kan holde op med at tænke på hvad der sker på campen lige nu. Jeg må glemme det. Glemme det nu..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...