Thirteen Tasks - One Summer ⋆ One Direction

// Besluttede mig for at publicere den igen, også selvom jeg ikke bruger denne profil længere // 16-årig Rosalie Parker er alene hele sommerferien, for hendes mor er taget til Spanien for at besøge hendes far, ja ok, den stinker I know, du læser bare hvis du får lyst, danke. Omfg, haha, jeg tuder, den er simpelthen så røvdårlig omfg. Tak for 14k visninger anyway!

214Likes
260Kommentarer
18001Visninger
AA

13. Ottende Opgave.

"Rose?" hvisker en stemme blidt, og rusker i mig. Jeg åbner træt øjnene, og gnider dem, hvorefter jeg får øje på Liam, som står bøjet indover mig.

"Hvad?" spørger jeg hæst, fordi min stemme er hæs om morgnen.

"De andre ved ikke, hvad Harry har gjort, og det gør han heller ikke selv," starter han, og pludselig popper billedet af Harry og den rødhårede pige op i mit hoved. "Så din opgave idag er, at du skal fortælle Harry, hvad han har gjort." Hmm, det lyder egentlig meget enkelt. Dog ved jeg at det vil forvolde, mig meget smerte.

"O-okay, men jeg lover altså ikke, at jeg ikke flipper ud," svarer jeg ham, og han nikker.

"Få noget tøj på, og så går vi derover." Jeg nikker, og rejser mig op. Hvad skal jeg tage på? Skal jeg gøre mig lækker, bare for at irritere Harry? "Jeg ved godt, hvad du tænker på og nej, du skal ikke gøre det," siger Liam, som om han kan læse mine tanker.

"Sig mig, er du tankelæser? Lever vi i fremtiden, eller det her bare en drøm?" spørger jeg underligt, og vender mig om mod ham. Han ryster smilende på hovedet.

"Så vidt jeg ved, så flyver bilerne ikke endnu."

***

"Drenge!" råber Liam, da vi træder indad døren, og med det samme kommer alle drengene farende ud - eller hvis man kan kalde Harry og Louis alle drengene? Den første jeg får øje på er Harry, og med det samme kan jeg mærke en lille bobbel af vrede indeni mig. Bagefter kommer Louis gående ud, og jeg styrter med det samme over til ham.

"Louis!" råber jeg, og hopper op i hans favn. Det overrasker ham - uden tvivl -, men jeg gør det nok kun, for at gøre Harry jaloux. Vent, hvad? Rose, du er ikke jaloux på Harry. Han stod bare og kyssede med en, og det er jo ikke ulovligt, for I er nemlig ikke kærester. Okay, jo - det er ulovligt! I min verden er det, for jeg er forhelvede forelsket i Harry Fucking Styles.

"Hej, Rosie," hilser Louis, og krammer også mig. Jeg trækker mig udad krammet, og hopper ned fra ham. Han går over til Liam, og hilser på ham, hvorefter de begge går ind i stuen.

"Hey, Rose, jeg har savnet dig," siger en person, og ligger armene om mig bagfra. Mit hjerte stopper i et halvt sekund, og jeg sværger at hvis det bliver ved, så falder jeg død om på gulvet lige nu.

"Harry," siger jeg en anelse ligeglad, og vrider mig udad hans greb, imens jeg vender mig om imod ham. Han står bare der, med sine fantastiske grønne øjne, og et forvirret blik.

"Rose, hvad sker der?" spørger han undrende, og går tættere på mig, men jeg bakker bagud.

"K-kan du virkelig ikke huske det?" spørger jeg, og besvarer dermed hans spørgsmål med et andet. Han går endnu tættere på mig, men for hvert skridt han tager frem, tager jeg et tilbage.

"Huske hvad, Rose?" spørger han endnu mere forvirret, og tager endnu et skridt frem mod mig, og denne her gang dumper jeg ind i væggen.

"F-festen? Igår?" svarer jeg, og læner mig en smule opad væggen. Hans øjne borer sig ind i mine, hvilket bare får min nervøsitet til at stige.

"Nej, Rose. Hvad skete der?" spørger han, og presser blidt sin krop mod min. Mit hjerte hopper afsted, og mine vejrtrækninger bliver dybere, og dybere.

"D-du kyssede med en anden pige," hvisker jeg, og det går straks op for mig, hvorfor jeg ikke lyder mere vred? "Du kyssede med en anden pige!" skriger jeg, og ligger mine hænder på hans brystkasse. Jeg skal lige til at skubbe til ham, men han tager hurtigt fat i om mine håndled, og kigger mig bedrøvet i øjnene.

"Rose, hvad mener du?" spørger han alvorligt, og ligger mine hænder op på væggen.

"Fatter du det ikke, Harry?!" råber jeg, og prøver på at vride mig fri, men desværre er han stærkere end mig. "Du fucking kyssede - nej, undskyld, kysse er nok ikke ordet -, du snavede en anden pige!"

"Rose, hold nu op med at lyve," siger han, og et lille smil spiller sig om hans læber. What? Tror han, at jeg lyver? At det her er en eller anden syg joke? Hvorfor fanden skulle jeg joke med sådan noget?

"Harry, jeg lyver ikke! Jeg så det selv, og det gjorde Liam også!" skriger jeg, og vrider mig igen. Jeg prøver på at slå udefter ham, men han holder stadig mine arme. "Harry, du sårede mig så meget!" råber jeg, og mærker hurtigt vreden der pumper rundt i blodet på mig.

"Rose, hvorfor er du ikke bare ligeglad? Du hader mig jo," svarer han en anelse hårdt tilbage, og der slår det mig: Jeg har ikke fortalt ham, at jeg er forelsket i ham. Og hvad så, hvis du ikke har fortalt det, Rose? En hver idiot med øjne kan se, at du er faldet pladask for Harry.

"Harry, kan du forhelvede ikke se, at jeg er forelsket i dig?!" råber jeg, og sparker til ham, men det ser ikke ud til at forvolde ham den mindste smerte.

"Hvad?" hvisker han hæst. Om my god, han er dum!

"Er du virkelig så blind, Harry?! Alle kan se det, men nej, selvfølgelig ligger du ikke mærke til det, for du har jo alt for travlt med hende den rødhårede pige!" råber jeg, og mærker stille tårene presse på. I starten troede jeg, at jeg ville begynde at græde noget før, men de kommer først frem nu. "J-jeg troede fandme, at jeg betød noget for dig!" råber jeg igen, og kigger såret ind i hans smaragdgrønne øjne, der nærmest lyser af glæde.

"Rose -"

"Men næh nej, alle de kindkys og charmerende smil, var bare for sjov, ikke? Alt sammen bare en leg, for dig. Er det et væddemål du har lavet med en af drengene, eller hvad?" råber jeg, og først nu begynder tårene at rende nedad mine kinder. "Harry, det her er virkelig -" begynder jeg, men han ligger hurtigt en hånd for min mund. Nå, nu kan pludselig ikke lide at høre på mig mere, hvad? Helt ærligt, kan han ikke bare indrømme sin fejl?

Mens hans ene hånd er for min mund, har han sluppet mit ene håndled, så jeg kan skubbe ham væk, men desværre skal alting også gå udover mig. Han tager fat i mit andet håndled med sin anden hånd, og så store som hans hænder er, holder han begge mine håndled i én hånd. Jeg havde virkelig lyst til at skrige, men det kunne jeg ikke - ikke kun fordi, at han holdt en hånd for min mund, men også fordi at han bare så på mig med sine smukke grønne øjne.

"Rose," starter han ud, og jeg forventer allerede det værste. Det her er helt klart det mest ydmygende nogensinde! Jeg skulle bare have holdt min kæft, og slet ikke fortalt ham om mine følelser. Hvad havde du regnet med, Rose? Som om selveste Harry Styles nogensinde vil blive forelsket i dig. Jeg ryster stille på hovedet, og vrider mig så fri af hans greb, ved hjælp af alle mine kræfter.

"Bare lad mig være!" skriger jeg så højt, jeg kan og åbner hoveddøren, hvorefter jeg spurter udad den. Tårene løber om kap nedad mine kinder, men man kan nærmest ikke se, at jeg græder, for det regner udenfor - perfekt timing.

"Rose!" råber Harry fra døren af, men jeg tænker ikke en gang på at vende om, for at kigge på ham. Jeg skal bare væk. Jeg skal aldrig nogensinde tale til ham igen! Det bliver over mit lig! "Rose, stop nu!" råber han, og denne her gang kan jeg høre, at han løber efter mig. Skønt! Kom så, Rose, det er nu du skal sætte gang i din kondi - du ved, den der du har trænet så meget her for tiden - not! "Rose, forhelvede, lad os tale om det!"

"Nej! Jeg vil aldrig nogensinde tale til dig igen! Jeg troede forhelvede, at jeg betød noget for dig, Harry! Men det gør du jo så klart, at jeg ikke gør!" råber jeg, uden at kigge mig tilbage. Jeg sætter farten en smule op i håb om at slippe væk fra ham. Han skal hverken røre eller se på mig - hvilket han sikkert gør lige nu, men fuck det!

"Rose, stop nu!" Jeg ryster vredt på hovedet, og fortsætter hen i en skov. Jeg løber længere og længere ind i den - fuldkommen ligeglad med, hvor den fører hen. Det føles lige pludselig som om, at jeg har løbet i en evighed, så jeg stopper op, og vender mig om, for at se om Harry stadig er efter mig - det er han heldigvis ikke. Jeg kigger mig omkring, og genkender intet.

Hvor er jeg? Klokken er cirka tre - tror jeg. Jeg er ikke sikker, for min mobil er løbet tør for strøm, så den kan jeg ligesom ikke tjekke. Jeg sætter mig ned opad et træ, og stirrer håbløst ud i luften. Flot, Rose, du er virkelig genial. Først så skælder du Harry ud, bagefter fortæller du om, hvor forelsket du er i ham, bagefter spurter du udenfor, og før du ved af det, står du alene i en skov.

"Hjælp mig, drenge."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...