Thirteen Tasks - One Summer ⋆ One Direction

// Besluttede mig for at publicere den igen, også selvom jeg ikke bruger denne profil længere // 16-årig Rosalie Parker er alene hele sommerferien, for hendes mor er taget til Spanien for at besøge hendes far, ja ok, den stinker I know, du læser bare hvis du får lyst, danke. Omfg, haha, jeg tuder, den er simpelthen så røvdårlig omfg. Tak for 14k visninger anyway!

214Likes
260Kommentarer
18052Visninger
AA

14. Niende Opgave.

Jeg ved ikke hvad klokken er, men himlen er meget mørk, og man kan sagtens se stjernerne, der lyser klart. Jeg tror at den er ti om aftenen måske? Det føles ihvertfald som om, at jeg har siddet her i en evighed. Det regner ikke mere, men alligevel er mit tøj stadig vådt, og mit hår klistrer sig en smule til mit ansigt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min mobil er løbet tør for strøm, og den eneste som rent faktisk ved, at jeg er herude i skoven er Harry. Åh, Harry. Jeg savner ham - hans klaregrønne øjne, hans store brune krøller, hans grin, hans charmerende smil, og alt det andet. Idet heletaget så savner jeg bare han. Ingen er ligesom ham. Han er den person, jeg forelskede mig i, og nu får jeg ham måske aldrig nogensinde at se igen.

"Rosalie?" kan jeg høre en stemme råbe. Den lyder meget nervøs, så personen er sikkert bange. Jeg undgår at svare, indtil jeg kan høre at personen er kommet tættere på. "Rosalie Parker!" Okay, det kan kun være mig personen råber til.

"J-ja?" svarer jeg stammende, og rejser mig op. Jeg kan høre personens skridt, og det får stille grenene på jorden til at knække. Pludselig er der et lys, som skinner på mig.

"Rose? Er det virkelig dig?" spørger stemmen, og nu kan jeg høre at det er Niall.

"Niall!" råber jeg, og løber henmod lyset indtil jeg lander i et par arme. "Hvor er jeg glad, for at se dig," hvisker jeg stille. Han ligger stille sine arme om mig, og vi krammer i noget tid. Han er virkelig verdens sødeste person.

"Rose, hvad i alverden laver du herude? Harry fortalte mig, at du flygtede, men han ville ikke fortælle hvorfor," siger han, og trækker sig udad krammet, så han kan kigge ind i mine øjne. Igen bliver jeg næsten helt væk i hans dejlige krystalblå øjne. Hvorfor er mine øjne ikke så smukke? De er bare kedelige og normale.

"Ehm," mumler jeg, og kigger ned i jorden. Skal jeg fortælle ham det? At Harry kyssede med en anden pige til festen, og at jeg bare flippede fuldkommen ud på ham?

"Rose, fortæl mig det," siger han, og sætter en pegefinger under min hage, så han kan løfte mit hoved op.

"Okay. Harry kyssede med en rødhåret pige til festen igår, og han kan ikke huske det. Jeg har ikke fortalt det til nogen af jer, men jeg er forelsket i Harry, så jeg flippede fuldkommen ud på ham her idag. Jeg fortalte ham om mine følelser, og da jeg indså, at han rent faktisk hader mig, spurtede jeg udad døren og han løb efter mig. Han kunne ikke få fat i mig, og jeg løb ind i den her skov, hvorefter jeg fór vild," svarer jeg, og gemmer mit hoved ind i hans bryst. "Han hader mig, Niall. Han afskyr mig, og.. Alle de ting han gjorde for mig, var bare skuespil."

"Shh, Rose. Kom lad os tage hjem til mig, så snakker vi om det."

***

"Her," siger Niall, og rækker mig et varm krus kakao. Jeg tager imod den, og trækker mit tæppe lidt mere rundt om mig. "Fortæl mig det så." Han sætter sig ned på stolen overfor mig, og drikker lidt af sin egen kakao.

"Hvad er der mere at fortælle?" spørger jeg, og snoer mine hænder rundt om min kakao. Dets varme spreder sig langsomt i mine hænder. "Jeg har jo fortalt dig det hele: Jeg er håbløst forelsket i Harry, når han tydeligvis hader mig."

"Rose, han hader dig ikke," siger han, hvilket får mig til at kigge op på ham.

"Hvad ved du om det?" spørger jeg, og ser skeptisk på ham. Han trækker på skuldrene, og kigger ned i sin rygende kakao.

"Jeg er hans bedsteven. Enhver idiot med øjne kan se, at han også er forelsket i dig." I et kort øjeblik stopper jeg med at trække vejret. Det var jo det, jeg sagde om mig selv? "Enhver idiot med øjne kan se, at han også er forelsket i dig." Yeah, right. Som om.

"Der skal jeg høre fra ham af, før jeg tror på det," siger jeg, og drikker noget mere af min varme kakao.

"Okay, jeg siger det bare." Jeg ryster på hovedet af ham, hvilket får ham til at grine. "Nå, skal vi se at komme i seng?" spørger han, da begge vores krus er tømt. Jeg nikker og rejser mig op. "Du kan bare låne noget tøj af mig," siger han, og går indad en dør, som jeg tror fører indtil hans værelse.

***

"Tak, Niall, du er virkelig som en bror for mig," siger jeg, da vi ligger i hans seng, og kigger hinanden i øjnene. Han sætter sig halvt op på albuerne, og kigger undrende på mig.

"Hvordan er jeg som en bror, for dig? Kan du uddybe det lidt mere?" spørger han, og nu er det min tur til at kigger undrende på ham.

"Ehm.. Ja, altså. Du er der bare hele tiden for mig, og alt det der, som en bror skal," svarer jeg, og smiler sødt til ham.

"Rose, vil du høre en hemmelighed?" hvisker han, hvilket får mig til at grine. Der er jo kun os to i huset, så hvorfor i alverden hvisker han? Jeg nikker forventningsfuldt. "Jeg er din bror." Lige idet han siger det stivner jeg.

"Hvad?" spørger jeg.

"Kan du virkelig ikke se det? Vi kommer begge fra Irland," siger han, og jeg trækker på skuldrene. Det er jo kun én ting, vi har tilfælles.

"Du er jo ikke naturlig blondine, er du?" spørger jeg, og han ryster på hovedet.

"Men det er stadig muligt, og desuden," siger han, og rykker sig tættere på mig, "så er det ikke noget jeg tror - det er noget jeg ved. Jeg har vidst det næsten hele mit liv."

"Er der rigtigt?" spørger jeg, og han nikker. Hurtigt kaster jeg, mig i armene på ham - lykkelig for at have fundet min bror. Jeg tror at det snart er en uge siden, jeg modtog det første brev, hvor der stod at jeg har en bror - og nu har jeg fundet ham.

"Er du glad, for at jeg er din bror?" spørger han, og jeg nikker hurtigt. Jeg putter mig ind i hans arme, og lukker øjnene.

"Godnat, Nialler."

"Godnat, Rose."

***

"Niall!" råber jeg, og rusker hårdt i ham.

"Nej, bare ti minutter mere," mumler han, og vender ryggen til mig. Nå, er det sådan vi leger, hvad?

"Niall, jeg vil have min næste opgave," siger jeg som lokkemad, og rusker i ham igen. Egentlig så gider jeg ikke have min næste opgave, jeg skal bare have ham op på én eller anden måde.

"Nå, så det vil du?" spørger han, og slår øjnene op.

"Egentlig ik -" begynder jeg, men han sætter en hånd for min mund, hvilket minder mig om Harry.

"Okay, du ville gerne have din opgave. Her er den så: Lad mig sove," siger han, og ligger sig ned i igen.

"Niall," sukker jeg, og rusker i ham for tredje gang idag.

"Fint, lav morgenmad til mig, det er din opgave." Jeg smiler stort, og skynder mig nedenunder. Verdens letteste opgave - så er jeg da ét skridt tættere på.

***

"Her er din morgenmad, Niall," siger jeg, og går ind på hans værelse med en bakke fyldt med alt muligt - mon ikke han kan spise det hele? Han sætter sig op i sengen, og rækker armene ud, for at tage imod bakken. "Okay, her." Jeg giver ham den, og straks er han igang med at spise.

"Tak, Rose, du er virkelig sød," siger han med munden fyldt med mad.

"Jeg gjorde det egentlig mest, for at gennemføre min niende opgave," siger jeg, og trækker på skuldrene. Lige efter jeg har sagt det, begynder Niall at flække af grin. "Hvad?"

"Oh, dumme, Rose. Det er ikke din rigtige opgave, jeg sagde det bare, fordi at jeg var for doven til selv at lave min morgenmad."

Hvad?!

***

"Så det her er altså min rigtige opgave?" spørger jeg surt, da vi står foran London Eye. Han har snydt mig så meget! Det er virkelig unfair! Jeg skal nok få taget min hævn en dag!

"Jep! De andre drenge kommer om lidt, og så skal vi alle seks sidde i den samme cupé," svarer han, og jeg stivner, da han siger 'alle seks'. Vil Harry så også komme?

"Kommer Harry så også?" spørger jeg, og han nikker. Okay, tag det roligt, Rose. Dybe vejrtrækninger. Ingen panik.

"Niall!" Panik! Oh fuck, Harry er her.

"Harry," siger Niall, og krammer ham. Åh, hvor vil jeg dog ønske, at jeg kan krybe ned i et musehul. Harry trækker sig udad krammet, og går over til mig.

"Rose, hvor blev du af?" Tsk, typisk spørgsmål. Han så da selv, at jeg løb ind i skoven?

"Idiotisk spørgsmål," svarer jeg, og går forbi ham. Lidt efter kommer de andre tre, og denne her gang er det Louis, der løber over til mig.

"Rose!" råber han, og hopper op i min favn. Shit, han vejer! Eller er det bare mig, som er overdrevet svag?

"Orh, Louis, luft," gisper jeg, og han trækker sig hurtigt ud.

"Sorry," griner han, og dasker mig venskabeligt på skulderen. Eller mener han det overhovedet som et venskabeligt dask? Eller er det bare et dask-dask? Hmm, underlig tankegang, jeg har.

"Liam," siger jeg, og krammer ham hurtigt. Han er helt sikker også ligesom en bror for mig. Eller måske nærmere en far? Han hjalp mig ihvertfald til Teen Choice Awards. Dårlige minder.

"Hej, Rose," siger han, og krammer hurtigt med. Jeg trækker mig ud, og kigger så hen på Zayn.

"Nå nå nå, der har vi jo frøken I'm Not Afraid," griner han, hvilket får smilet frem på mine læber. Den scene fra badeværelset dukker pludselig op i mit hoved, da han siger det.

"Zayn," siger jeg, og kaster mig nærmest i armene på ham. Hans parfume spreder sig langsomt i min næse. Mm, den dufter godt. "Jeg hader dig," griner jeg, og trækker mig ud, "og du nævner aldrig det på badeværelset igen."

"Okay, fint," siger han, og holder uskyldigt sine hænder op foran sig selv.

"Skal vi komme afsted?" spørger Niall, og vi nikker alle sammen.

***

Vi sidder oppe i toppen af London Eye lige nu, og kigger udad vinduet. Der er næsten ingen mennesker, men det er jo stadig sommerferie, så hvorfor skulle der være nogen? Ved min venstre side sidder Harry, og min højre side sidder Liam. Overfor sidder de andre tre. Jeg tror at det er planlagt, at jeg skal sidde ved siden af Harry. Smart, ikke? Vi sidder og snakker lidt frem og tilbage, men hver gang Harry spørger mig om noget, undgår jeg at svare - for så sej, er jeg nemlig. Pludselig kan jeg mærke noget koldt på min ryg, og jeg finder langsomt udad at det er Harry's hånd. Jeg kigger hen på ham, men han smiler bare sødt til mig. Selvom det føles rart, er jeg nød til at stå imod. Jeg tager fat i hans hånd, og trækker den udfra min trøje af.

"Lad vær', Harry," hvisker jeg til ham, og placere blidt hans hånd på hans lår.

"Så tal med mig," hvisker han ind i mit øre, men jeg ryster kraftigt på hovedet. Han sukker dybt, og retter blikket mod vinduet.

"Så er vi på vej ned," synger Louis, da pariserhjulet giver et lille ryk i sig. Endnu en opgave er klaret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...