Thirteen Tasks - One Summer ⋆ One Direction

// Besluttede mig for at publicere den igen, også selvom jeg ikke bruger denne profil længere // 16-årig Rosalie Parker er alene hele sommerferien, for hendes mor er taget til Spanien for at besøge hendes far, ja ok, den stinker I know, du læser bare hvis du får lyst, danke. Omfg, haha, jeg tuder, den er simpelthen så røvdårlig omfg. Tak for 14k visninger anyway!

214Likes
260Kommentarer
18048Visninger
AA

5. 3.

Fjerne min brune hårfarve? Er de fuldkommen vanvittige? Seriøst? Ja, jeg elsker Irland, men alle - bogstavligtalt alle - i min klasse, synes at det er et nederen land, så jeg er jo nærmest nød, til at skjule det, ikke? Jeg er nok bare bange, for at være mig selv. Hvilket jeg ikke bør være.

"Nyt brev, hvad?" spørger Harry, og først dér opdager jeg, at han står bag mig, hvilket gør, at jeg hopper bagud, så jeg lander i hans favn. Ja, han var hjemme hos mig. Sammen med Louis - sjovt nok. Men helt ærligt, de plagede mig nærmest til døde. "Rolig, prinsesse, jeg er her," griner han, da jeg flyver ind i hans favn. Jeg skynder, mig hurtigt udad hans favn, og vender mig om ham.

"Harry, du skal ikke glo på mine private sager," siger jeg, og lægger vredt armene over kors. Han smiler sit irriterende (irriterende = charmerende) smil, og lægger også armene over kors. Gud, hvor er han dog irriterende. Hvorfor inviterede jeg, ham overhovedet med hjem?

"Man kan godt se, at du er naturlig blondine," griner han, og jeg laver store øjne. Sig ikke, at han nåede at læse hele brevet? Jeg ryster opgivende på hovedet, og ligger brevet på køkkenbordet, hvorefter jeg trasker ind i stuen. Da jeg kommer derind, sidder Louis i sofaen, med en bog i hånden. Ikke hvilken som helst bog, men mit fotoalbum, med min familie.

"Louis?" spørger jeg, men han reagere ikke, så jeg går over til ham, og sætter mig i sofaen. "Hvor har du fundet det? Jeg har ledt efter det, siden mine forældre snakkede om det, da jeg var seks år," siger jeg, og han kigger op, på mig med et smil.

"Det lå under sofaen i den der æske," fortæller han, og peger på bordet. Jeg kigger i retningen af hans finger, og får øje på en sort æske, der er beklædt med guld i siderne. Hvorfor fanden har jeg aldrig nogensinde tænkt, på at lede under sofaen?

"Okay.. Og hvorfor var det så lige, du ledte efter det?" spørger jeg, og kigger skeptisk på ham. Han kigger igen op på mig, med et smil på læben.

"For sjov." Mit absolutte hade-svar, af alle i hele verden. "Hvem er det her?" spørger han, og peger på en lille, brunhåret dreng. Billedet er revet over - det ser ud som om, at der også er en anden del, men for at være helt ærligt, så ved jeg det ikke.

"Det aner jeg virkelig ikke," svarer jeg, og rykker mig lidt tættere på Louis, så jeg kan se lidt nærmere, på billedet. Jeg studerer det grunddigt, men der er intet, der siger mig noget.

"Sjovt, for det ligner virkelig en, jeg kender," siger han, og bladre videre til næste side.

"Det det er sikkert en af mine barndomsvenner, men.. Hvorfor skulle billedet så være revet over? Gad vide, hvem der var på den anden side?" siger jeg, og stiller mig selv spørgsmål hele tiden. Louis ser ikke ud som om, han ligger mærke til det, men kigger blot videre. Ligner en han kender, hvad? Hvem mon?

"Rose?" spørger Harry, og kommer gående ind i stuen. Jeg kigger op på ham, og han fortsætter: "Har du tænkt dig at gøre det?" Jeg kommer pludselig i tanker om brevet, og med det samme, har jeg rejst mig op. Jeg går vredt hen imod ham.

"Kan du ikke bare lade mine ting være?" spørger jeg, og han ryster smilende på hovedet. "Whatever," siger jeg snobbet, og går forbi ham. Han kommer gående efter mig, og før han, når at åbne munden svarer jeg ham: "Ja, jeg gør det, for jeg gider ligesom ikke myrdes."

"Myrdes? Tror du, at de er nogle mordere, eller hvad?" griner han, og jeg vender, mig om mod ham, med et irriteret blik. Hvad fanden bilder han sig selv ind, hvad?

"Det kunne det jo lige så godt være, og hvad griner du egentlig af, hvad? Ved du måske noget om dem?" spørger jeg, og han stopper med det samme at grine. Jeg kigger skeptisk på ham, og han ryster hurtigt på hovedet. "Det tænkte jeg nok," siger jeg, og går udad døren. "Pas på mit hus, og gør nu ikke noget dumt!" råber jeg, da jeg smækker døren i. Jeg sætter kurs ned mod frisøren. Jeg er ikke helt tryg ved, at jeg har givet Harry og Louis ansvaret, for huset. Jeg kender dem jo knap nok, og alligevel så overlader jeg huset til dem. Gud, hvor er du dum, Rose.

"Hej, Rose. Hvad skal du så have lavet idag?" spørger Sandra, da jeg træder ind i den tomme frisørforretning.

"Jeg vil bare gerne have fjernet min brune hårfarve, så jeg får mit blonde tilbage," svarer jeg, og hun kigger overrasket på mig. "Lang historie," forklarer jeg, og sætter mig ned på en af stolene.

"Jeg har tid," siger hun, og gør alle sine ting klar.

"Ehm.. Det er sådan lidt privat," mumler jeg, og hun nikker forstående, hvorefter hun går igang, med at fjerne hårfarven. For hvert sekund der går, vokser min frygt for, hvad Louis og Harry kan finde på at gøre, i mit hus.

"Så er jeg færdig," siger hun efter en halv times tid, og jeg kigger, mig hurtigt i spejlet. Det er faktisk ret flot. Først nu kan jeg mærke, hvor meget jeg egentlig har savnet min gamle hårfarve. "Hvad synes du?" spørger hun, mens jeg rejser mig op.

"Jeg elsker det," svarer jeg, og stikker min hånd ned i min jakkelomme, for at finde min pung.

"Nej nej, du skal ikke betale, Rose," skynder hun, sig at sige, hvilket får mig til at kigge forvirret på hende. "Der er allerede nogen, som har betalt for dig." Jeg nikker langsomt, og går udenfor. Hvem har betalt for mig, og hvordan? Er det dem, som har skrevet brevet? De vidste jo ikke en gang, at jeg ville gøre det? Fuck, hvor er det creepy det her!

"Jeg er tilbage!" råber jeg, da jeg træder indad døren, og med det samme hører, jeg en masse drengeråb. Åh nej, sig nu ikke, at de har inviteret nogle flere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...