Thirteen Tasks - One Summer ⋆ One Direction

// Besluttede mig for at publicere den igen, også selvom jeg ikke bruger denne profil længere // 16-årig Rosalie Parker er alene hele sommerferien, for hendes mor er taget til Spanien for at besøge hendes far, ja ok, den stinker I know, du læser bare hvis du får lyst, danke. Omfg, haha, jeg tuder, den er simpelthen så røvdårlig omfg. Tak for 14k visninger anyway!

214Likes
260Kommentarer
18078Visninger
AA

3. 2.

Jeg ved at det vil koste mange penge, at ringe til Alexa, når hun er helt over i Kroatien. Jeg mener at det koster to kroner per minut, men heldigvis kan det her godt gå hurtigt. Jeg er stadig ikke hundred procent sikker på, om drengene har ret, men jeg er nød til det. Hvis min bedsteveninde har spredt rygter, om mig, hele mit liv, så er det nok det klogeste. Okay, drengene sagde ikke, at hun havde gjort det hele mit liv, men det er næsten det jeg tror. Jeg sparker nærmest mine sko af, da jeg træder indad den hvide, slidte dør. Jakken beholder jeg på, for det er alligevel en smule koldt i mit hus. Jeg fandt ud af, at igår skete der et eller andet med varmen, så nu fryser jeg bare fireogtyvesyv.

Jeg går ud i køkkenet, og ser at min te stadig står der. Gud, hvor er jeg dog dum. Nu er den virkelig ulækker, og kold. Jeg tager fat i koppen, og hælder teen ud i vasken, hvorefter jeg tænder for vandhanen, imens jeg sætter koppen i opvaskemaskinen. Jeg slukker for vandhanen igen, og fisker min mobil opad min lomme. Jeg går indunder kontakter, og ser på første rækker, at der dukker Alexa's navn op. 'AlexaSkat' står der. Jeg bider mig nervøst i læben, og trykker så på hende, hvorefter jeg trykker på den grønne knap.

"Hej, musen," hviner Alexa med det samme, da hun tager telefonen, og det giver mig med det samme kvalme. Tænk, at hun kan være så falsk. Det er så fandens klamt, at man tror det er løgn.

"Du skal ikke kalde mig musen," siger jeg hårdt, og knytter min ene næve. Det bliver sværere, end jeg havde troet. Det lød så nemt i mit hoved, da jeg sad i parken, for mig selv, men nu er det bare så fucking svært.

"Rosie, hvad er -" starter hun forvirrende, men jeg afbryder hende vredt.

"Nej, Alexa. Jeg gider ikke høre på dig. Vi to - vi er ikke længere bedsteveninder," siger jeg, og tager fat i bordpladens kant, da jeg bliver mere og mere vred, for hvert sekund, der går.

"Hvorfor? Rose, hvad -" begynder hun, med gråd i stemmen. Så falsk. Tror hun selv på, at jeg vil hoppe på den der fake-gråd?

"Alexa, hold kæft! Stop det der skuespil. Du har holdt mig for nar, hele tiden. Det er slut." Og med de ord, ligger jeg på, og slår min næve hårdt ned i bordet. Det var hårdt, og selvom jeg ved, at jeg gjorde det rigtige, så presser tårene sig alligevel på. Jeg tørrer vredt tårene væk, med min håndryg, før de når helt udad min øjenkrog. Jeg smider min mobil på bordet, og går ud i gangen igen, for at tage mine sko på. Det eneste jeg har brug for lige nu, er en tur i parken - alene! Og hvis ham den såkaldte Harry dukker op igen, jeg kan godt sige dig, jeg kværker ham. Jeg hader ham jo ikke, men hvis jeg skulle vælge, at slå en person lige nu, så ville det være Harry.

Jeg åbner vredt døren, og smækker den i, hvorefter jeg låser den. Tårene sidder stadig fast i min øjenkrog, mens jeg begiver mig henmod parken. Jeg snøfter en del, og min håndryg er snart mere våd, end mine øjne. Jeg når parken, og gæt, hvem der sidder der? Ja, du har fuldkommen ret - idioten Harry, og med hvem? En eller anden dreng, som faktisk har fuldkommen det samme tøj på som mig, bortset fra, at han har langebukser på, og ikke shorts. Jeg går stille over grænsen mellem parken, og gågaden. Lige idet jeg træder derind, løfter Harry hovedet, og kigger på mig, hvilket får mig til at kigge ned.

Jeg har virkelig lyst, til at sidde ved springvandet, og det for mig til at gå derover - fuldkommen ligeglad med, om Harry også sidder der. Mine tanker forsvinder stille væk fra Alexa, jo tættere jeg kommer på Harry, og hans ven - som forresten, er herre lækker. Jeg er nogle få meter fra springvandet, og Harry rejser sig op, mens han går hen til mig. Jeg går lidt hurtigere, og lige idet vi mødes, går jeg udenom ham, men han griber fat i min arm. Jeg løfter mit hoved, og kigger på ham.

"Hvad har du imod mig, hvad?" spørger han, og jeg bliver straks sur igen. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har jo intet imod ham. Han tror bare, at jeg hader ham, fordi jeg bad ham om, at skride tidligere idag. Jeg prøver at gemme vreden væk, og smiler så til ham.

"Ingenting," svarer jeg. Hans blik ændrer sig til forvirrende, men lidt efter smiler han også.

"Godt, kom," siger han glad, og hiver mig med over til hans ven. Jeg prøver at trække mig tilbage, men han vil bare ikke lade mig gå.

"Harry, bare fordi jeg ikke har noget imod dig, så betyder det ikke, at jeg vil være din ven," siger jeg irriteret, men så er han allerede nået hen til sin ven. Han sætter sig ned på kanten af springvandet, og trækker mig med, så jeg sidder på hans lår. Jeg gisper kort, hvilket får Harry til at grine.

"Rose, du skal hilse på min ven, Louis," siger Harry, og peger på drengen, som sidder ved siden af. Vi må ligne hinanden på en prik. Vi har begge brunt hår, røde bukser, stribede t-shirt og sort-hvide seler. Louis rækker hånden frem, og jeg tager imod den, uden tøven.

"Louis," præsenterer han sig selv, og slipper min hånd.

"Rosalie," siger jeg, og smiler kort til ham. "Godt, Harry, lad mig så gå," beder jeg nærmest, og rejser mig op, men desværre holder han rigtig godt fast. "Harry, hvis du ikke slipper mig, så ender det med, at vi begge to falder bagover, og lander i springvandet," siger jeg, og rejser mig hårdt op, men igen tager han fat i mig, og denne gang falder vi bagover. "Arh!" skriger jeg, og lander i det tyve centimeter lave vand. Jeg ligger ovenpå Harry's brystkasse med hovedet, så jeg er heldigvis ikke blevet ligeså våd, som ham. "Forhelvede, Harry," siger jeg vredt, og rejser mig op, imens jeg kigger på Louis, der er ved at flække af grin.

"Rose, undskyld," skynder Harry sig at sige, og rejser sig op. "Undskyld, undskyld, undskyld," fortsætter han, og tager fat i mit håndled, før jeg når at gå nogen vejne. "Please, tilgiv mig, Rose," siger han, og jeg ville have kigget om på ham, hvis det ikke var så fristende, at skubbe Louis i.

"Okay, Harry, du er tilgivet," siger jeg, og vrister mig fri af hans greb, hvorefter jeg går over til Louis, og stiller mig foran ham. "Hvad er det der er så sjovt?" spørger jeg dumt om, og ligger mine hænder på hans brystkasse. Han kigger på mig med bedende øjne, men jeg skubber ham i. "Se dét der, er sjovt," griner jeg, og peger på ham. Harry sidder på springvandets kant, og griner. Sjovt nok, griner Louis også, imens han kæmper med at komme op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...