Thirteen Tasks - One Summer ⋆ One Direction

// Besluttede mig for at publicere den igen, også selvom jeg ikke bruger denne profil længere // 16-årig Rosalie Parker er alene hele sommerferien, for hendes mor er taget til Spanien for at besøge hendes far, ja ok, den stinker I know, du læser bare hvis du får lyst, danke. Omfg, haha, jeg tuder, den er simpelthen så røvdårlig omfg. Tak for 14k visninger anyway!

214Likes
260Kommentarer
18050Visninger
AA

2. 1.

Jeg står nærmest stivnet med brevet i min højre hånd, og min te i den venstre. Teen ryster forsigtigt i koppen, og laver små bølger. Det at der står, at de kender mig, det skræmmer mig en del. Jeg forstår det slet ikke, og jeg er rigtig bange. De lyder som nogle mordere, så måske jeg skulle adlyde? Alligevel kan jeg ikke få det ind i mit hoved, at Alexa har spredt sådan et rygte om mig. Det vil hun aldrig gøre, for jeg kender hende. Men på den anden side, så kender "de" mig også, og de siger, at jeg har en bror, hvilket jeg ikke kan tro på.

Mine følelser bliver mere og mere forvirrende og tvivlende, for hvert sekund, jeg står med brevet i hånden. Jeg sætter tekoppen ned på køkkenbordet, og studere brevet nærmere. Der må da være et eller andet tegn på, hvem det er. Jeg tager fat i de korte sider af papiret, og strækker brevet helt ud. Jeg kniber øjnene sammen, for at se om der er en hemmelig kode, eller noget. Okay, jeg lyder fuldkommen ligesom Sherlock Holmes lige nu. Men jeg kender jo intet til fem specielle drenge, og hvis jeg gjorde, så ville jeg jo ikke kende dem.

Jeg prøver at få styr over mine følelser, og jeg tænker over, om jeg skal tro på dem. De ved jeg hedder Rosalie, og de ved min bedsteveninde hedder Alexa, men helt ærligt, det kunne jo ligeså godt være et gæt. Eller også kunne det være nogle af drengene fra min klasse - nogle virkelig dumme nogen. Jeg sukker højlydt, for mig selv, men går så ud i gangen. Jeg tager min tynde vindjakke på, samt mine røde Kawasaki sko. De passer ret godt til mine røde shorts, min hvide t-shirt med blå og røde striber, og så de sort-hvide seler, jeg har på. Ja, jeg går i seler, og ved I hvad? Jeg elsker det, og det klæder altså ikke særlig mange personer, så på det punkt er jeg jo ret heldig.

Jeg ligger brevet i min jakkelomme, og begiver mig udad døren, hvorefter jeg låser. Jeg indånder den friske sommerluft, og sætter kurs mod parken. Det er det sted, jeg altid går hen, når jeg har brug for at tænke. Det er virkelig et dejligt sted, og når man er alene i sommerferien, og ikke har noget at lave, så er der jo masser af tid til at tænke. Jeg når den rene park, hvor græsset er i forskellige grønne nuancer. Der er ingen mennesker, men det er jo forståeligt nok, da det er sommerferie. Det gør også mig mere glad, for så er der ingen larm, som der plejer at være. Jeg går hen til det store springvand, og sætter mig på kanten af den. Solen spejler sig slørende i det klare vand, og synet får mig kun til at smile.

Jeg kigger lidt rundt i parken, i nogle minutter, hvorefter jeg tager brevet opad lommen. Jeg læser det igennem et par gange, men jeg ved alligevel ikke, om jeg skal tro på det. De lyder meget seriøse, men det kan alle vel i et brev, ikke? Da jeg læser ordene mor og far for tiende gang, får det mig til at tænke på dem. Mine forældre blev skilt på grund af dem, og ikke mig. Det har de fortalt mig mange gange bare, for at jeg ikke skal være bange, for at det er min skyld. Jeg tror på dem, men de fortæller det stadig nu om dage. I virkeligheden kommer jeg faktisk ikke fra England, men fra Irland. Irland er et skønt sted, og jeg elsker vores flag.

Det føles forkert, at tænke på mine forældre nu, hvor jeg skal finde udad noget andet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men hvis jeg beslutter mig, for at gøre som de siger, så bliver jeg ihvertfald ikke myrdet, vel? Hvis de altså overhovedet er nogle mordere. Jeg tænker lang tid på, om jeg skal lytte til dem, for hvis Alexa har spredt det rygte, så skal vi ihvertfald ikke være bedsteveninder mere. Jeg synes også at i den sidste skoletid, har alle gloet på mig, og hvisket om mig. I starten troede jeg bare, at det var noget jeg forstillede mig, men nu hvor jeg har fået det her brev, og de der drenge har fortalt mig om det, så er det ikke bare noget, jeg forstillede mig - det var sandt. Jeg sukker dybt, men lige idet jeg gør det, bliver jeg afbrudt af en hæs stemme.

"Må jeg sætte mig her?" spørger stemmen, og jeg kigger en smule forskrækket op. Drengen har store, brune krøller, og smukke grønne øjne. Han smiler et smil med tænder, hvilket bare afslører, at de er perfekte. Han ser sød ud, men alligevel er jeg jo i dårligt humør nu, og kan derfor ikke være særlig sød mod folk.

"Hvorfor? Der er jo bænke overalt," svarer jeg, ham, og peger rundt med min finger. Han trækker kort på skuldrene, og sætter sig ned ved siden af mig.

"Jeg vil hellere sidde ved siden af dig," siger han, og kigger smilende på ham. Jeg sukker irriteret, og ryster på hovedet af ham, imens jeg igen kigger på brevet. Jeg sidder meget dybt koncentreret, og jeg er lige ved at bestemme mig for, hvad jeg skal gøre, men desværre skal denne pisse irriterende dreng komme i forvejen. "Hvad er det der?" spørger han, og rækker udefter brevet, men jeg trækker min hånd til mig.

"Noget," svarer jeg koldt, og kigger væk. Hvorfor kan han ikke bare gå? Jeg vil ikke have, at han skal skældes ud bare, fordi jeg er i dårligt humør, så måske vil det bare være bedst, hvis han skred.

"Hvorfor må jeg ikke få det af vide?" spørger han, og jeg kan fornemme, at han kigger på mig, men helt ærligt, hvem skulle han ellers kigge på?

"Hør her, ehm," starter jeg, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad han hedder.

"Harry," svarer han, for mig, og jeg kigger igen på ham.

"Okay, hør her, Harry," gentager jeg, "jeg er i virkelig dårligt humør lige nu, så hvis du ikke vil have, at jeg råber og skriger af dig - eller værre -, så er det nok bedst du går." Jeg kigger bedende på ham, og han nikker tøvende, mens han rejser sig. "Tak," siger jeg, hvilket får ham til at smile. Typisk. Bare fordi jeg siger ét sødt ord, til ham, så reagerer han.

"Så lidt, men nu hvor du har fået mit navn, må jeg så ikke få dit?" spørger han, men jeg ryster hurtigt på hovedet. Hans ansigtsudtryk skifter fra glad til trist, hvilket bare gør mig mere, end tilfreds. Han trækker på skuldrene, og siger så noget, som virkelig irriterer mig: "Nå, det var da godt, jeg nåede at læse hele brevet, før jeg spurgte dig, om hvad det var." Jeg rejser mig brutalt op, og går nogle få skridt hen imod ham.

"Idiot," mumler jeg, da jeg går forbi ham, og skubber min skulder ind i hans. Jeg putter brevet ned i min jakkelomme igen, og sætter kurs hjemad. Jeg har endelig bestemt mig, for hvad jeg skal gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...