Dødssangeren

Melinda er fanget af sine egne følelser. Hun kan få alt, men hun er stadig fange. Egentlig kan hun let gå ud af døren og aldrig se tilbage på det store flotte slot, men ville der så ske med lille Michal? Hun kan da ikke bare forlade sin højt elskede bror i deres klør? De ville udnytte hans evner og så sende ham direkte i døden. Hun har evner som ingen anden og det har allerede kostet forældrenes liv. Hvor meget mere skal hun gå igennem inden hun bukker under for de mange bebrejdende blikke. Hun er fanget af sine egne følelser over for sin bror, sit land og alle de mange uskyldige fanger hun piner hver dag.

0Likes
0Kommentarer
592Visninger
AA

1. Den første dag, som fange...

Hun sidder roligt i det lille bur som hun er blevet placeret i. Hun skæver lidt til sin bror, som ligger uroligt krøllet sammen op af tremmerne. Lige nu er han iført en smuk ulve skikkelse, som deres mor ville have været utrolig stolt af. Han så op på hende med store bedende øjne og blev stille til en lille, pjusket, hvid kat. Han krøb stille op til hende og lagde sig i hendes skød. Hun så koldt ud af buret mod kongen, der stod og så afventende på dem. Hun gøs lidt og kløede sin bror blidt, men fraværrende bag øret. "Jeg vil aldrig hjælpe Dem!" hvæsede hun vredt. Hendes stemme var hård og følelsesløs. Hendes blik var dog ikke helt så hårdt som hun kunne have ønskede sig. "De vil skifte mening, bare rolig" Sagde han og rejste sig lidt træt fra sin store stol. Han går langsomt over til den ene vagt og hvisker stille noget i hans øre. 

Melinda bider sig lidt i læben og trækker Michal længere ind til sig, da hun mundaflæser noget med at de skal tage ham fra hende. Den stakkels vagt ser lidt fra hende til kongen og så tilbage igen, men går så hen mod det store runde fuglebur. Han åbner stille lågen og går hen til dem. Hurtigt stikker han den lille tingest ind i siden på Michal, som gør at han forvandler sig tilbage til sin normale skikkelse.

Vagten hiver roligt den lille, spinkle dreng fra Melinda. Den lille dreng falder slapt sammen i mandens arme. Hans korte, brune, krøllede hår falder ned i hans ansigt og skjuler hans smukke, havblå øjne. Melinda kan næsten ikke holde ud at se på det og mærker hurtigt den ufattelige smerte fra den forfærdelige tingest mod sin hals. Hun falder om på gulvet og får tårer i øjne. Hun får sig hævet hen mod tremmerne, da han bliver hævet ud af lokalet. 

"Hvis ikke De gør præcis som De får besked på går det ud over knægten!" råbte kongen vredt og truende. Melinda så vredt på ham og hviskede opgivende: "Okay jeg gør som De siger, men vil De ikke nok sørger for at han får nok at spise..." Hendes stemme er svag og grådet, men ordene lyder klart og man er ikke i tvivl om hvad hun siger. "Tjo..." Han trækker lidt på det og trækker ligegyldigt på skulderne. Det skulle han ikke have gjort, for i samme øjeblik slog Melindas humør om til ren og sker vrede. Hun lod et par toner slippe ud gennem sine blodrøde læber og i det samme sprang samtlige ruder i rummet. Alle i rummet måtte holde sig for ørene og faldt smerteligt til gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...