Never Come Back. *One Shoot*

Alicia lever et kaotisk liv, med en bror der drikker, en far der slår, og en mor der aldrig har tid til hende. Det eneste lys-punkt i hendes liv er hendes ældre bror, Mike. De to søskende har altid støttet hinanden, og er bedste venner. Men hvad sker der når Mike holder den vigtigste hemmelighed skjult for hende? { Historien kan virke voldsom på nogle folk, så tænk jer om inden i læser den. }

16Likes
12Kommentarer
1302Visninger
AA

2. Never Come Back.

24 Maj, 2008.

Solen stod ned omkring de 2 børn, på den store mark. Grinene flød rundt, og lukkede alle andre lyde ude. Drengen, tog med lethed fat i hans yngre søster, og svang hende rundt i luften. Hendes grin blev højere, og højere, indtil han tilsidst lod hende falde sammen på den store bunke af hø. Hendes grin holdt langsomt op, men smilet sad som limet på den ni-åriges lille mund. Drengen betragtede stille sin elskede søster, inden han lod sig dumpe ned ved siden af hende. " Jeg vil altid passe på dig. " Hviskede han stille, og plantede et kys på hendes pande.

 

12 September, 2009.

Udenfor stod regnen ned i stænger, og torden bragene blev ved med at lyde. " Jeg er bange " Hviskede den lille pige lavt, og gemte sig endnu engang under tæpperne. Men det var ikke uvejret hun var bange for. Man kunne tydeligt høre det store skænderi der foregik nedenunder, mellem deres far, og deres yngste bror. " Det skal nok gå.. " Forsikrede hendes bror hende, og lagde trygt armen om hende, selvom han selv var bange. Men han vidste, at det ikke ville nytte noget at vise det. Et højt brag, fik hende til at krybe sammen bag hans ryg. " Mike! Du skal fandme lære din bror noget respekt! Din dovne hund, kom her!" Skreg deres far, og tog med et fast greb om hendes bror. Tårrene piplede ned af hendes kinder, da hun så ham blive revet ud af døren, lige inden han sendte hende et roligt blik.

 

30 Januar, 2010.

Smilet, der normalt sad som malet på den lille pige, var væk. Sneen lå tungt omkring det gamle gårdhus, og dækkede for alt. Dér. Lige der, iblandt alt sneen sad hendes bror, med rystende arme, og ventede på at han kunne komme ind igen. Hendes far, hev hende hurtigt ned til sig selv igen. " Kom her. " Sagde han bestemt, og det var tydeligt at han var vred. Ikke at det ændrede noget, for hun havde efterhånden vendt sig til det. Slaget ramte hurtigt hendes kind, som hun havde regnet med, men fik ingen tåre til at falde. Hun ville ikke græde for ham, kun for sin bror. Farens hænder tog bestemt fat i hendes tøj, men hun mærkede intet. Hendes tanker var hos hendes bror, som altid. En lille tåre trillede ned af hendes kind, da faren brutalt hev hendes trøje af. Forsigtigt foldede hun sine hænder, og bad. bad til at hendes bror havde det godt.

 

4 Juli, 2011.

Pigen sad trygt i hendes brors arme, imens de betragtede skoven oppefra. Hvis man så godt efter, kunne man lige ane dem imellem træernes pjuskede blade. " Vi skal nok slippe væk.. " Lovede han hende, imens han stille kørte en finger over aret på hendes kind. Og han mente det. Han ville gøre alt for at hans elskede søster kom væk fra dette mareridt. Hun besvarede ham med et kort nik, selvom hendes hjerne fortalte hende; At de aldrig ville komme væk. " Jeg elsker dig.. " Hviskede hun stille, inden hun puttede sig indtil ham igen.

 

22 April, 2012.

" Tillykke med fødselsdagen.. " Hviskede han lavt, og puffede blidt til hans søster. Hun udstødte straks en træt lyd, og hev dynen over hovedet. " Alicia.. " Hviskede han igen, denne gang lidt højere. Hendes trætte blå øjne så direkte i hans mørke øjne, da hun vendte sig mod ham. " Tak.. " Dynen lå tæt pakket om hende, og hendes lysehår faldt perfekt ned om hende. Hans mørke hår, var i modsætning til hendes, strittende i forskellige retninger, og hans overkrop, var kun beklædt med en tynd t-shirt. De fleste troede ikke på at de var søskende, de mente at Alicia var adopteret. Nogle få hævdede dog at hun havde en anden far, og derfor skilte sig ud. Hun hev forsigtigt den lyserøde silkebånd af parken, og tog den lille sølvkæde op. Hendes hænder dirrede da hun satte den om halsen, hvorefter hun trak sin bror ind i et langt kram. " Tusind tak.. "

 

16 December, 2013.

Slagene ramte ét efter ét, på hans ryg. Smerten var enorm, men han holdte tårene tilbage, ved at tænke på sin søster. På det sidste havde han været ved at gi op, men hvergang mindede han sig selv om hende. Han ville få hende ud. På den ene, eller den anden måde. Hans far's hårde hænder, tog fat om de bare overarme, og tvang ham ned på gulvet. Det hårde spark der efterfølgene ramte hans mave, fik kvalmen til at stige hos den 17 årige. Samtidig, var hans søster i fuldgang med at rengøre huset. Uvidene om hvad der skete i stalden, støvede hun den sidste hylde af. På det seneste havde faren ladet hende være, hvilket undrede hende. men hun klagede ikke. Faktisk så byen igen det velkendte smil, når hun gik rundt i skovkanten.

 

24 December, 2013.

" Uanset hvad der sker, skal du vide at jeg elsker dig. " Hviskede han lavt, imens hans mørke øjne borrede sig ind i hendes. " Hvad? .. " Mumlede hun forvirret. Hun vidste da godt at han elskede hende. Men hvad skulle der kunne ske? Hun tog hurtigt fat i hans ene arm, da han vendte sig for at gå. Han sank langsomt sammen af smerte. " Hvad er der sket? " Spurgte hun, ude af sig selv, af bekymring. Sneen dalede stille ned udenfor, og deres familie sad i stuen, for engangs skyld, uden skænderier. " Her. " Han rakte hende en lille bog, med et sølvhjerte på. " Åben den, når du har mest brug for det. " Med de ord, kyssede han hendes pande, og forsvant fra huset.

Smerten, der senere gik igennem den 17 årige dreng, var ikke stor. Det skarpe barberblad gled stille ud af hans hånd, imens blodet langsomt dryppede ned. Med et smil på læben, forsvandt han fra denne verden, med tanken om et bedre liv for sin søster.

 

25 December, 2013.

Hulkende skyllede igennem Alicia, da hun dagen efter fandt sin bror på marken, hvor de legede som børn. Fortvivlet og uden nogen form for glæde, hev hun den røde barberblad frem fra høret, og satte det på dit håndled. Da snittet var skåret, sank hun om ved siden af sin bror - Og huskede så på hans ord. Med tårrene glidene ned af sine kinder, hev hun den lille bog frem fra sin lomme, og tog hans hånd.

Da politiet senere fandt de to børn, og dagbogen som lå ved deres side, gik den chokerende sanhed endelig op for dem. 

 

" Lad dette blive et håb for dig, der oplever dette. Hvis du har en der holder af dig, vil de altid blive hos dig. Uanset hvad der sker. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...