Im gonna be yours (2) - 1D

Ja, vi er kommet tilbage til skolen, ferien er forbi, men hvem siger at det skulle stoppe vores oplevelser? Hvem siger at det var enden? Ikke os i hvertfald! Men da drengene skal på verdenstuné og skal være væk i en måned og deres forældre beslutter sig til at sende dem på kostskole, hvad gør de så og hvordan vil det hele gå? Ja, det må i læse jer frem til!

- Her kommer fortsættelsen på vores lille drømmeland!

8Likes
4Kommentarer
3001Visninger
AA

12. Ulykken der ikke kunne forklares (Laura's synsvinkel)

Jeg stirrede bare på Liam. Undskyld hvad? Zayn var hvor?! Jeg fløj op, sprang hen til Liam og skubbede ham hårdt ind i væggen. Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne ikke styre det. ''HVAD? ZAYN ER HVOR?!'' Jeg råbte. Højt og hårdt. Lige ind i fjæset på Liam. Han så skræmt på mig. Jeg tog fat i kraven på hans trøje. ''SVAR MIG!'' Jeg råbte igen. Der var en der hev mig væk fra Liam. ''Laura, tag det nu roligt.'' Det faktum at det var Harry's stemme pissede mig bare mere af. Jeg rev mig hurtigt og hårdt væk fra ham. ''Luk røven, Harry.'' Jeg vendte mig om mod Liam igen. Han så stadig skræmt på mig. ''Hvilket hospital er han på?'' Liam rettede sig lidt op og rettede på sin trøje. ''Det kan være lige meget. Besøgstiden er overstået.'' Jeg trådte et truende skridt tættere på Liam. ''Hvor er han?'' Louis skyndte sig ind i mellem mig og Liam. ''Skal jeg kører dig der hen?'' Spurgte Niall sødt. Jeg så bare på ham. Behøvede han at spørge? Jeg skyndte mig ud i gangen og rev døren op. Tog ikke engang min jakke. Stillede mig bare ved Niall's bil og ventede. Han kom ud lidt efter. Han havde mine sko og jakke i hånden. ''Her. Du kommer til at fryse hvis du ikke tager det på.'' Han stod og så på mig. Ventede vist på at jeg tog det på. Til sidst sukkede jeg opgivende og tog det på.

Midt i al forvirringen havde jeg fuldstændig glemt at jeg var rædselslagen for hospitaler og at jeg slet ikke burde være så bekymret for Zayn. Eller burde jeg? De viste jo godt alle sammen at jeg stadig havde følelser for ham. Eller havde jeg? Kæft jeg var forvirret! Da vi parkede foran hospitalet lammede frygten mig til sædet. Jeg kunne da ikke gå derind! Jeg havde ligesom kun dårlige minder derfra og jeg var overbevist om det her kun ville blive endnu et til samlingen. Niall stod og kiggede mærkeligt på mig. ''Niall.'' Mine stemme var meget lille og jeg hadede mig selv for det. Han vendte hurtigt blikket mod mig. ''Jeg er bange.'' Han smilede ned til mig. ''Det har du slet ingen grund til.'' Jeg trådte modvilligt ud. Jeg havde lyst til at slå løs på Niall fordi han havde taget mig herhen, men på den anden side jeg havde selv sagt ja til det og jeg ville få Zayn at se, når lægerne var færdige med ham. 

Jeg aner ikke hvor lang tid vi sad der og ventede, men jeg var virkelig tæt på at få et flip. Jeg hadede hospitaler. Alle lægerne der ikke så dig som andet end en bakterie befængt klump, de bare ville have ud. Deres bedrevidende blikke. Jeg kunne slet ikke tage dem. Og så alle de triste mennesker der bare sad og ventede på at få en dårlig nyhed, der bare ville ødelægge deres dag endnu mere. Jeg gik utålmodigt ned af gangen igen. Hvorfor tog det så lang tid? Niall var holdt op med at kigge efter mig. Der kom en læge over mod Niall og jeg fløj derhen. ''Jeg beklager meget, men i bliver altså nødt til at gå. Besøgstiden sluttede altså for flere timer siden!'' Han så bebrejdende på os. ''Jeg går ingen steder før jeg har set Zayn!'' Jeg så vredt på ham. ''Jo, du gør! Jeg kan ikke have jer til at rende rundt her hele natten.'' Jeg satte mig stædigt ned. Lægen sukkede dybt. ''Fint! Jeg henter jer når han vågner.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...