Im gonna be yours (2) - 1D

Ja, vi er kommet tilbage til skolen, ferien er forbi, men hvem siger at det skulle stoppe vores oplevelser? Hvem siger at det var enden? Ikke os i hvertfald! Men da drengene skal på verdenstuné og skal være væk i en måned og deres forældre beslutter sig til at sende dem på kostskole, hvad gør de så og hvordan vil det hele gå? Ja, det må i læse jer frem til!

- Her kommer fortsættelsen på vores lille drømmeland!

7Likes
4Kommentarer
2927Visninger
AA

4. Mine indre føelser (Laura's synsvinkel)

''For helvede, Zayn. Vi var ikke engang sammen. Hvordan kan jeg have været dig utro?'' Spørgsmålet fløj ud af munden på mig. Jeg havde ellers besluttet mig for bare at kigge ondt på ham. Det kom helt klart bag på ham. Jeg kunne mærke at jeg var i forsvarsposition. Det blev jeg altid, når jeg skændtes med folk. Jeg pustede mig op og fik en meget truende holdning. Som om jeg kunne angribe dem værd sekund. Det var ikke noget jeg gjorde med vilje. Det skete bare. ''For jeg kan ikke se det! Vi var færdige, Zayn. Vi var ikke sammen længere! Vi er færdige! Vi er ikke sammen længere! Hvordan kan jeg have været dig utro?!'' Han så såret på mig. Jeg ventede bare på et svar, som jeg tydeligvis ikke fik. Naja, Harry og Liam stod og stirrede. Typisk! Lige når man gerne ville have de sagde noget, bare det mindste, stod de alle bare og stirrede. ''Bare glem det.'' Jeg vendte mig og gik.

Jeg var bare så forvirret! Zayn havde indrømmet at han elskede mig, og det eneste jeg havde gjort var at ydmyge ham. Såre ham. Igen. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være alle sammen? Jeg havde ikke brug for det her! Jeg ville allerhelst bare skride fra det hele! Tage et sted langt væk og ikke komme tilbage! Jeg kunne gøre det jeg altid havde villet! Jeg kunne tage til Grønland, bare for at komme væk! Jeg kunne se alle dem jeg elskede igen! Kæft, hvor jeg savnede dem! Minik, Evald, Jasmin, Mia, Tia, Hans Lars, Ernie, Nuka og alle de andre dejlige mennesker! Men på den anden side... Jeg ville ikke forlade Naja, Harry, Zayn, Louis, Liam eller Niall. Det kunne jeg ikke! Lige meget hvor meget jeg sårede Zayn, så kunne jeg ikke bare rejse væk. Lige meget hvor meget Naja og Harry sårede mig, kunne jeg ikke rejse. Jeg kunne ikke og jeg ville ikke! Naja er min bedste veninde lige meget hvad! Og du forlader forfanden da ikke bare din bedste veninde! Men lysten var der. Tage lidt væk. Få styr på det hele. Komme tilbage. Rydde op i det her lort. Muligvis give slip. Lade drengene gå. Lade dem køre deres eget ræs. 

Jeg sad hjemme ved Amalie. Jeg kunne ikke tage det. Zayn gjorde mig så forvirret! Normalt ville jeg have snakket med Lasse om det her, men han var ligesom i Spanien med dumme Daniel, Kasper og Marcus! Ad! At min egen bror kunne skrotte mig til fordel for sine dumme venner! Amalie var den jeg betroede mig til når Lasse ikke var der. Hun var så rar. Altid nede på jorden. Rolig, sød, forstående og mega sej. Amalie var, ligesom mig, en af dem der var skide ligeglad med hvad andre sagde om os. Hvis de havde et problem kunne de løse det. Hvorfor skulle vi indblandes? ''Og jeg er bare så forvirret nu.'' Sluttede jeg. Amalie så tænksomt på mig. Jeg havde fortalt hende alt. Alt om mig og Zayn. Mig og Harry. Mig og Naja. Alle skænderierne og alt det andet. ''Elsker du ham?'' Jeg så forvirret på hende. ''Hvem?'' spurgte jeg. ''Dem begge.'' Hun så mig direkte ind i øjnene. ''Jeg ved det ikke. Eller jeg elsker ikke Harry, men du stopper jo ikke bare med at have følelser for nogen, sådan lige pludselig. Og Zayn...'' Jeg så op på hende. ''Jeg ved det ikke.''

Jeg var så sur på mig selv og Amalie kunne mærke det. Hun så roligt på mig. ''Det er ikke din skyld.'' Jeg fnøs hånligt. ''Selvfølgelig er det det! Det var mig, der løb hen til dem! Det var mig der flirtede med Harry og Zayn! Det var mig der forlod Zayn! Det var mig der kyssede Harry! Det var mig der sårede Zayn gang på gang! Selvfølgelig er det min skyld!'' Hun så stadig roligt på mig. Gad ikke engang at benægte, fordi jeg godt viste at hun gjorde inderst inde. Jeg vidste at hun beskyldte drengene. Det gjorde hun altid. Jeg smilede lidt ved tanken. Amalie havde flere gange sagt at mænd var afhængige af os. De kunne ikke fungere uden os. Vi styrede dem. De var dyr og tænkte med deres penis. Det var fysisk umuligt for dem at klare sig selv. Det var noget af det jeg elskede hende for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...