Im gonna be yours (2) - 1D

Ja, vi er kommet tilbage til skolen, ferien er forbi, men hvem siger at det skulle stoppe vores oplevelser? Hvem siger at det var enden? Ikke os i hvertfald! Men da drengene skal på verdenstuné og skal være væk i en måned og deres forældre beslutter sig til at sende dem på kostskole, hvad gør de så og hvordan vil det hele gå? Ja, det må i læse jer frem til!

- Her kommer fortsættelsen på vores lille drømmeland!

8Likes
4Kommentarer
3095Visninger
AA

20. Første dag i 'jeg savner dig Harry'- land! (Naja's synsvinkel)

Vi trådte ind i en majestatisk hal. Jeg kiggede rundt, det vrimlede med drenge. Laura og jeg nikkede tilfredse til hinanden vær gang en lækker gik forbi. En gruppe renvaskede teenagere stod i en klump sammen med en gammelt udsende dame. Vi styrtede hen til klumpen, det måtte være de nye elever. ''Aaarh, Mrs. Buchardt, Mrs. Johnson...'' mumlede damen, ''Welcome to Sword in Lines!'' Jeg kiggede skræmt på damen. ''Undskyld,'' smilede hun, ''vi kan godt lide at skræmme folk... denne kostskole er for alle lande, vi kan alle sprog.'' Jeg lavede store øjne og kiggede på Laura der trak på skuldrene.

Jeg kiggede skræmt ned på mit værelses nummer på nøglen. Skulle jeg virkelig være alene når der ikke lige var timer? Jeg savnede allerede William, drengene og Laura! Jeg drejede nøglen og trådte ind i et majestatisk værelse. ''Wow,'' mumlede jeg, ''jeg troede egentlig at der ville være skimmelsvamp og alt muligt!'' Jeg stillede min kuffert. Jeg fandt mit tøj frem og begyndte at hænge det ind i det store gadarobeskab. Jeg lagde min bog på sengen og kiggede igen rundt. Værelset var stort og lyst. Min mobil kimede ovre i kufferten. Jeg styrtede over til den og rev alt tøjet ud for at finde den. Et billede af Harry kom frem på skærmen. Jeg tog den. ''Hallo?'' sagde Harry's hæsestemme, ''hvordan i al helvede virker sådan en her?'' Niall's grin. ''Ja,'' grinede han, ''det er meningen at du skal snakke ind i den ende... har du aldrig brugt en mønt-telefon før?'' Harry mumlede noget. Jeg grinede. ''Harry,'' sagde jeg glad, ''hej!'' Han rømmede sig. ''Hej,'' svarede han, ''hvordan går det?'' Der slog det mig, at vi ikke havde sagt hvor vi var. ''Jeg er på kostskole...'' sagde jeg stille, ''I Birmingham...'' , ''Hvorfor nu det?'' spurgte han forbavset, ''hvad har du nu lavet?'' Jeg grinede. ''Ikke noget...'' grinede jeg, ''Laura er her også...'' , ''Ej seriøst?'' Liam's stemme, ''lad mig lige tale med Naja!'' Harry stønnede irriteret. ''Skat, Liam vil snakke med dig...'' sagde han, ''Zayn har det forresten fint! Han må snakke igen!'' Jeg sukkede lettet. ''Fint,'' sagde jeg og smilede for mig selv, ''hvad vil Liam?'' Harry mumlede et eller andet og så kom Liam's stemme i røret: ''Hej!'' sagde han glad, ''hva' så?'' Jeg sukkede. ''Det går fint,'' sagde jeg, ''i skulle se mit værelse! Det er virkelig flot!'' Harry's hæse skrig i baggrunden og Niall der grinede... hmm. ''Hvad sker der?'' spurgte jeg. ''Øh,'' Liam's stemme, ''jeg må løbe! Harry ringer i aften!'' Jeg nåede ikke at svar før han lagde på. Jeg sukkede og smilede til det lyse rum. ''RIIIIIIIIIIIIIING!'' en høj lyd fra højtaleren vækkede min opmærksomhed. ''Alle elever til spisesalen, jeg gentager alle elever til spisesalen, i har tyve sekunder, jeg gentager tyve sekunder fra nu af.'' Jeg rejste mig hurtigt, tog min mobil og nøgler, låste døren og styrtede ned ad nogle tilfældige gange. Jeg vidste ikke engang hvor spisesalen var! Jeg var så forvirret at jeg støtte ind i en der kom fra den anden retning. Vi faldt begge på røven. ''Hey se dig...'' mumlede en drengestemme. ''Du kan da selv se dig for!'' Mumlede jeg og kiggede ind i et par grå øjne. ''Hej,'' smilede de, ''ny her?'' Jeg nikkede bare, samlede min mobil og nøgle op og rejste mig. Han rejste sig også. ''Hvad hedder du?'' spurgte han mens vi af en eller anden grund gik sammen ned ad den lange gang. ''Naja,'' sagde jeg koldt, ''og man hænvender sig altså ikke bare til en pige man aldrig har snakket med før!'' Jeg gik lidt hurtigere. ''Hey, slap af...'' sagde han roligt, ''du skal da ikke blive fornærmet?'' Jeg kiggede kort på ham. Han havde sort hår, mørkegrå øjne, sort t-shirt, grå hængerøvs bukser og mørkeblå converse sko på. Jeg rystede på hovedet. ''Hvor er spisesalen?'' spurgte jeg opgivende. ''Følg med mig.'' Sagde han, ''jeg hedder forresten Roland.'' Jeg nikkede og fuglte efter ham. Vi kom ind i en stor sal proppet med elever på min alder og lidt over. Jeg kiggede forvirret rundt. ''Kom med...'' sagde Roland og trak mig i armen. Jeg fuglte bare med, jeg mener jeg havde ikke rigtig noget valg, Roland var stærk! Jeg satte mig på bænken ved siden af ham og smilede genert til nogle elever, der til syneladne var Roland's venneflok, overfor os. ''SÅ ER DER MAD!'' råbte en behåret kvinde inde fra kantinen. Jeg kiggede forvirret rundt på alle eleverne der rejste sig, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. ''Hey,'' Roland's stemme, ''kom med, du skal altså ikke være bange... jeg bider ikke?'' Jeg kiggede skeptisk på ham, men endte alligevel med at følge med ham op til disken. Jeg kiggede på det snask folk fik smidt på tallerknerne. ''Hvad er det?'' hviskede jeg spørgende til Roland, ''en svamp eller noget?'' Rolan grinede kort. ''Nej,'' sagde han, ''det der er vores daglige frokost.'' Jeg kiggede skræmt på den grå masse. ''Mums,'' mumlede jeg, han smilede til mig. Han virkede da flink nok og hans venner smilede også til mig, måske var det her den gruppe jeg ville komme til at omgås med? Jeg kiggede rundt efter Laura, men hun var ikke til at få øje på i mængden. Jeg ville måske se hende til den først time? Hvem ved?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...