Im gonna be yours (2) - 1D

Ja, vi er kommet tilbage til skolen, ferien er forbi, men hvem siger at det skulle stoppe vores oplevelser? Hvem siger at det var enden? Ikke os i hvertfald! Men da drengene skal på verdenstuné og skal være væk i en måned og deres forældre beslutter sig til at sende dem på kostskole, hvad gør de så og hvordan vil det hele gå? Ja, det må i læse jer frem til!

- Her kommer fortsættelsen på vores lille drømmeland!

7Likes
4Kommentarer
2906Visninger
AA

17. Afskeds dagen (Laura's synsvinkel)

Jeg vågnede tidligt. Jeg kunne bare mærke at det var alt for tidligt at stå op, men kunne selvfølgelig ikke sove længere. Jeg tjekkede min mobil. 05:43. Jubiii... Jeg slæbte mig træt ud af sengen. Jeg var på vej ud på badeværelset da der lød en høj grynten. Jeg vendte mig langsomt om. Der. Henne ved døren sad Niall og snorksov. Hvorfor i al verden var han dog ikke inde hos sig selv? Det måtte han også selv om. Han sad med ryggen op af døren og snorkede højlydt. Han var nu meget kær. Da jeg kom ud igen, sad Niall og så sig forvirret omkring. ''Godmorgen sovetryne.'' Jeg grinte ned til ham. ''Hvad i al verden laver jeg inde på dit værelse?'' Spurgte han forvirret. ''Savler på mit gulv.'' Han grinede sammen med mig. Jeg hev ham op at stå. ''Du ser da overraskende godt ud.'' Sagde Niall forvirret. Jeg grinte lidt. ''Nå, mange tak.'' Han smilede skævt. ''Nej, ikke på den måde. Jeg havde måske bare forventet lidt morgen hår og sådan lidt.'' Jeg smilede til ham. Åbnede døren og skubbede ham ud. ''Jeg var i bad, smarte.'' Jeg smækkede døren i og traskede tilbage til min seng. 

Jeg slog øjnene op og så mig forvirret omkring. Var jeg faldet i søvn igen? Sikkert. Jeg sukkede stille og gik ud i køkkenet. Mærkeligt. Sov de andre stadig? Hvad var klokken egentlig? Lige meget. Jeg tog et hurtigt kig i køleskabet og besluttede mig, så for at et smut til bageren, måske ikke var helt dumt. Jeg hentede min Ipod og satte hurtigt Complicated med Arvil Lavigne på. Jeg gik i min egen verden og lagde slet ikke mærke til at Naja og drengene sad inde i stuen og kaldte på mig. Jeg gik ud på gaden og begyndte helt automatisk at synge med. Jeg besluttede mig for at være venlig og købe noget til de andre. Da jeg kom tilbage stod Niall og Louis og så surt på mig. ''Hvad er der?'' spurgte jeg uskyldigt.

''Du skred bare! Du ignorerede os totalt!'' Louis så bebrejdende på mig. ''Hvad snakker du om?'' Spurgte jeg forvirret. ''Jeg var bare ved bageren.'' Niall lyste op. ''Købte du noget til mig?'' Jeg grinte lidt af ham og smed posen hen til ham. ''Bare tag for dig.'' Louis så stadig sur ud. ''Vi var altså virkelig bekymret!'' Jeg fnøs bare af ham. ''Jeg var væk i fem minutter.'' Han rystede opgivende på hovedet. ''Hørte du os ikke engang?'' Jeg sukkede dybt indvendigt. Hvad var det han ikke forstod? ''Hvornår?'' Han rynkede irriteret brynene. ''Da vi kaldte på dig! Du gik lige igennem stuen og ignorerede os totalt!'' Jeg trak på skuldrene. ''Jeg så jer ikke.'' Jeg gik direkte forbi ham og gik hen og tog posen fra Niall. ''Nu har du ikke spist alt sammen, vel?'' Han smilede til mig. ''Nej, jeg gemte også lidt til dig.'' Jeg grinte lidt. ''Tak.'' Sagde jeg. ''Det var vel nok sødt af dig!'' 

Jeg kunne mærke deres blikke på mig. Hvad skete der lige for dem i dag? Jeg valgte at ignorere det. Jeg smed mig i sofaen og begyndte at spise. ''Nå, Laura. Må vi så lige få en forklaring?'' Liam så på mig med et hævet øjenbryn. ''Hvad?'' Spurgte jeg med munden fuld af mad. Liam så lidt frastødt ud. ''Hvor var du henne?'' Spurgte han. ''Ved bageren. Hvor ellers?'' Jeg vidste godt at jeg var flabet, men helt ærlig. Hvor skulle jeg ellers have været? Liam valgte at ignorere det sidste. ''Hvorfor ignorerede du os?'' Jeg trak på skuldrene. ''Så jer ikke.'' Liam så skeptisk på mig. ''Og du hørte os ikke?'' Jeg smilede flabet til ham. ''Nej, Liam. Det gjorde jeg ikke. Hvis du ikke lagde mærke til det, så hørte jeg ligesom musik!'' 

Louis fnøs hånligt. ''Hvem hører så høj musik?'' Jeg så ondt på ham. ''Det gør jeg.'' Harry fangede mit blik. ''Hvorfor? Du må jo nærmest have blæst dine trommehinder ud!'' Jeg vendte opmærksomheden mod min mad igen. ''Fordi, når jeg hører musik så lukker jeg alt ude. Der er kun musikken.'' Louis så på mig med et ondt smil. ''Virkelig? For du havde da ikke problemer med at huske teksten.'' Jeg sendte ham mit ondeste blik, men han smilede bare til mig. ''Luk røven Louis.'' Jeg rejste mig og gik ind på værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...