En sommer jeg aldrig glemmer (One Direction)

July har lige fået sommerferie, og hendes forældre tager 4 uger i sommerhus. July er enebarn, hun ved ikke hvordan hun skal overleve 4 uger uden venner og søde kusiner. Men hvordan går det hende da hun redder en dreng, med krøllet hår fra, at drukne ved stranden. Lige pludselig finder July ting, at lave.

16Likes
15Kommentarer
1874Visninger
AA

7. Øjne fyldes af tåre

''undskyld!'' mumlede jeg og kiggede op på Harry, hans tåre lå i øjenkrogen og var parat til, at piple ned over hans perfekte kind. ''Der er ik' noget, at undskylde, hvis det er sådan du har det'' sagde med en grådig stemme, ''Jamen!'' sagde jeg panisk for, at miste ham.

Han skulle til, at gå ind, da jeg hev ham ind i et kram, men han skubbede mig væk og gik ind, helt inden for og lukkede døren så jeg ikke kunne komme ind.

Jeg tog mine ben ind under mig og lod mine tåre få frit løb, det var som om, at alle de tåre jeg havde gået og holdt inde kom ud nu. Vandet fra mine kinder var som et vandfald, der ikke kunne stoppe, lige meget hvad forhindringen var.

Jeg kiggede op mod skyerne som var blevet godt mørke. Jeg kunne mærke en stille regn, som havde besluttet sig for, at falde ned over lige præcis det her område. Regnen blev stærkede og stærkere og til sidst styrtede det ned. 

Jeg hulkede for meget til, at jeg ville gå ind. Jeg havde siddet her længe, alt for længe. Kulden var snart ulidelig, men smerten mindede mig om det jeg havde sagt til Harry, jeg havde fortjent, at fryse. Jeg kunne mærke, at min næse løb, men jeg var lige glad. Hvorfor var det altid mig!?, jeg gjorde alting forkert!, nogen gange ville det bare være nemmere, at gøre en ende på det hele. Jeg kiggede tilfældigvis ud mod havet, der var jo alligevel ingen der ville savne mig.

Jeg kunne mærke mine øjne blive tungere og tungere og jeg kunne snart ikke mærke min krop, af kulde, mine tænder klaprede vildt, men det lykkedes mig alligevel, at falde i søvn. 

 

Jeg kunne mærke, at det gyngede. Der var arme omkring mig, jeg blev vidst båret ind. Jeg blinkede hurtigt, ''Hvad laver du dog her ude søde?'' lød en sød stemme, som kun kunne være Niall's, jeg kiggede op på ham, hvor jeg bare ikke orkede, at svare ham, og at forklare ham det hele, men alligevel vidste jeg, at han fortjente sandheden, hvis han ikke han allerede vidste det, og bare spillede dum.

''Senere'' mumlede jeg og lukkede øjnene. Jeg kunne mærke, at han lagde mig i en seng, som ikke var Harrys, nej den lugtede af Niall, dejlige Niall, min bedste ven. ''Sov godt'' sagde han, jeg fornemmede under mine øjenlåg, at han slukkede lyset. Jeg smilede for mig selv.

 

Jeg vågnede ved morgen lyset, som stod skarpt ind i det oplyste værelse. Jeg gned mine tunge øjne. Min krop føltes helt slap og afkræftet, jeg orkede ingenting. og jeg vidste, at hvis jeg skulle bære en skål, ville mine hænder svigte og skålen ville smadre ned på jorden.

Jeg gik ind i stuen hvor drengene sad og så tv. Zayn lavede store øjne, ''Ik' for noget July, men du ser ærlig talt forfærdelig ud. Jeg kiggede overrasket på ham og gik ud på badeværelset.

Han havde fuldstændig ret. Jeg havde blå poser under øjnene, mine øjne var nærmest helt røde. Og jeg havde ikke min normale hud farve i ansigtet. Og så havde ejg en stor og klam gul bums i panden, euuw!. Men af en aller anden grund var jeg fuldstændig ligeglad.

I aften skulle Louis, Liam og Zayn ud med deres kærester, Så det var bare Niall, Harry og mig, håbløse mig.

Harry hadede mig sikkert nu, han ville også sikkert smide mig ud af deres sommerhus, hvilket ville være forfærdeligt, jeg ville ikke hjem til mor og far, så hellere dø!, jeg hadede dem for det de havde gjort mod mig!. 

Jeg havde så dårlig samvittighed over det med Harry i går, jeg tænkte ikke på andet. Harry havde undgået mig hele dagen og hver gang han kiggede på mig, havde han de mest triste øjne, jeg kunne næsten ikke bære, at se ind i dem, men de var så smukke, så jeg kunne egentlig ikke lade vær. Jeg savnede dengang, hvor huset var fyldt med glæde og tilfredse mennesker.

Hvorfor var mit liv så surt nu. Jeg satte mig ned på badeværelses gulvet, og lænede mig op af den hvide mur. Jeg lod mine hænder glide igennem mit hår. endnu nogle tåre rendte ned over mine næsten røde kinder.

Hvorfor skulle jeg altid ødelægge det hele!?, selv i skolen gjorde jeg det, jeg havde altid været den person ingen orkede, at trøste fordi, at det var umuligt, jeg var for blød, der skulle ikke så meget til, at gøre mig ked af det, ikke meget til, at gøre mit liv fucked up. Jeg vidste lige præcis hvad jeg skulle sige til de mennesker jeg kendte godt for, at såre dem mest, hvilket jo egentlig var forfærdeligt!, hvorfor var jeg så ond?. hvorfor kunne jeg ikke bare være en normal pige med søde veninder og den bedste kæreste som man aldrig ville bytte ud. Jeg snøftede kort.

Jeg var blevet født som mig, og det var der ikke noget, at lave om på.

Der lød en banken på døren, ''July... du har siddet der ude snart en time, er du okay?'' lød Niall's stemme fra den anden side af døren, jeg snøftede ''Jaa..'' sagde jeg med en grådig stemme, ''Du lyder altså ikke okay, vil du ikke fortælle hvad der er galt?'' spurgte han, ''Jov'' mumlede jeg og låste døren op. 

Han kom med tunge skridt gående ind på badeværelset, og lukkede døren bag efter sig, sikkert for,  at Harry ikke skulle høre det.

''Du er jo slet ikke okay'' mumlede han stille og satte sig ned og omfavnede mig med et kram.

Jeg fortalte ham det hele, fra start til slut, alt hvad jeg følte hele min version skulle bare ud.

Han nikkede, ''Det er umuligt hvor ked af det jeg er!; jeg kan slet ikke fatte, at jeg kunne være sådan over for Harry, jeg føler mig bare så .... dum!'' sagde jeg og slog hovedet blidt mod den hårde flise mur.

Han gav mig et kram, det virkede som om, han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige, eller hvem han holdte med. Det var umuligt, at tyde hans ansigts udtryk.

Hvad var der galt med ham!? hvorfor sagde han ingenting, var  han rasende på mig!?, ''sig noget'' mumlede jeg og kiggede på ham, han kiggede bare tavst på mig.

 

_____________________________________________________________________________________________

Beklager endnu engang for et kort kapitel, og jeg ved godt, at der ikke lige sker så meget i det her kapitel, men det skal der nok komme til, at gøre i de næste jeg skriver!:)

men jeg vil altså til at sove;)

knusser fra Emma<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...