En sommer jeg aldrig glemmer (One Direction)

July har lige fået sommerferie, og hendes forældre tager 4 uger i sommerhus. July er enebarn, hun ved ikke hvordan hun skal overleve 4 uger uden venner og søde kusiner. Men hvordan går det hende da hun redder en dreng, med krøllet hår fra, at drukne ved stranden. Lige pludselig finder July ting, at lave.

16Likes
15Kommentarer
1875Visninger
AA

8. Bekymring

Han kiggede tavst på mig, ''Jeg ved ik' hvad jeg skal sige...'' mumlede han, endnu en tåre løb ned af min kind, Niall løftede hånden og tørrede den væk, fa min kind.

Jeg kiggede ned i gulvet. ''Hvorfor ved du ik' hvad du skal sige?'' spurgte jeg snøftende.

Han kiggede længe bare på mig, ''Harry elskede dig virkeligt, og ...... jeg.. kan bare ikke se hvorfor du skulle smadre ham'' sagde han tøvende. 

''Kan du forhelvede ikke se, at jeg er skide ked af det!'' nærmest råbte, han kiggede forbavset på mig, som om, at han lige havde fundet ud af, at jeg kunne råbe. ''Det .... Jov det kan jeg godt se, men..'' sagde han og nåede ikke, at lave hans sætning færdig,

''Jeg ..... i vil vel have, at jeg flytter hjem nu og så vil i aldrig se mig mere... er det ik' sådan i vil have det nu?'' spurgte jeg og endnu flere tåre faldt ned fra mine kinder.

Han kiggede med store øjne ''Nej, så slemme er vi altså heller ikke, eller det vil jeg ihvertfald ikke gå med til!'' Sagde Niall, det rørte mig, jeg gav ham et stort kram ''Tak..'' hviskede jeg.

Jeg sad nu mellem hans ben og krammede ham stadigvæk. ''Du er den bedste ven man kunne tænke sig'' mumlede jeg. Jeg havde fået gjort hans trøje våd, med mine tåre.

''I lige måde'' sagde han, Jeg smilede til ham, han gengældte mit smil ret hurtigt. 

 

''Hvad er der lige sket'' Spurgte Liam, da Niall og jeg kom ud fra badeværelset, han fik sikkert øje på mit grædefærdigt ansigt. ''Har du slået hende Niall'' spurgte Zayn for sjov, ''Ja helt sikkert'' sagde Niall ironisk.

''Niall kunne jo aldrig finde på, at slå nogen'' sagde Harry, jeg kiggede overrasket op på ham, jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han var her. Han skænkede mig ikke et blik.

Harry ignorerede mig fuldstændigt hele dagen, og hver gang jeg kom hen til ham, gik han. Det var forfærdeligt, at føle sig så uvelkommen, at jeg fik løst til, at skride fra det hele, jeg ville bare væk... men mit største problem var bare, at jeg ikke havde noget sted, at tage hen. Alle i det her hus hadede mig, jeg kunne ligesom bare se på dem, at de ikke var ret vild med mig, efter jeg var blevet møg sur på Harry. Dagene var lange og deprimerende, så jeg besluttede mig for, at finde min kuffert og pakke det hele ned. Selvom jeg ikke havde nogen som helst ide, om hvor jeg skulle tage hen.

Liam kiggede op på mig, da jeg åbnede døren ind til Harrys værelse, hvor min kuffert stadig stod.... Den lagde på sengen og underligt nok var den pakket og klar?.

døren gik op og Harry kom ind med min toilet taske som var lynet. ''Hvad laver du herinde?'' spurgte han mig og sendte mig blikket 'du er ikke velkommen'. Jeg kiggede ned i jorden , ''Hvorfor pakker du min kuffert for mig?'' spurgte jeg og prøvede på, at undvige hans spørgsmål. ''Jeg tænkte, at det er på tide, at....'' han kunne ikke få det sidste ud, men jeg vidste udmærket hvad han mente, men det ramte mig hårdt, jeg var ikke vant til, at folk talte sådan til mig, jeg følte mig på en underlig måde flov, jeg havde mest bare lyst til, at forsvinde ned i et hul, hvor han ikke kunne se mig. 

Han kiggede på mig, det vat umuligt, at tyde hans ansigts udtryk eller hvad han følte. Jeg tog min toiletaske ud af hånden på ham og lynede den. Han stod bare og betragtede mig, mens jeg løftede kufferten ned fra sengen. Jeg sendte ham ikke et blik. 

Jeg tog min sko inde i stuen, hvor drengene sad og så find nemo, de var så optaget af filmen, at de slet ikke bemærkede mig, eller også var det meningen, at ville ignorere mig fuldstændigt. Jeg stod lidt og betragtede dem, jeg kunne mærke hvordan min tåre svigtede mig, da jeg tænkte på, at jeg nok aldrig ville se dem igen. Niall og Harry havde sikkert slettet nummeret på deres telefoner. Men jeg måtte nød til, at gå ned i den anden ene af den tætte gang og forlade dem. Det var tydeligt, at de ikke ville have mig længere her.

Zayn sendte mig et undrene blik, og jeg tørrede tårene væk og tog mig sammen til, at gå ned mod døren. Jeg åbnede døren, ''Farvel jeg vil aldrig glemme jer!'' råbte jeg så højt, at det var sikkert, at de alle sammen hørte det. og gik hurtigt ud af døren. Jeg begyndte, at løbe væk fra sommerhuset, jeg kunne ikke bære det længere. Tårene væltede ned over min kinder og lyde kom over min læber og jeg snøftede.

Jeg satte mig til rette på en bænk ved busstoppestedet, og kiggede op mod himlen, skyerne var mørke.

''Så kan det heller ikke blive være....'' mumlede jeg for mig selv, jeg stønnede da det var begyndt så småt, at regne. Jeg havde altid været uheldig med jeg havde dog aldrig prøve noget så uheldigt som det her.

Mine øjenlåg blev tungere og tungere og til sidst gled jeg hen i en drømmeløs søvn.

En stemme vækkede mig... den blev ved med, at kalde på mig... ''Kan du høre mig''.... blev stemmen ved.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...