Secrets 3 Ι A One Direction fan fiction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2012
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Adison er nu tilbage som 20 årige, og med mange erfaringer, denne gang i Canada. Hun har født den lille pige, Claire, som nu er 1 år gammel. Adison har forandret sig, derfor er der ingen der genkender hende. Hendes lange brune hår, er blevet blondt, næsten lyst. Og hun har fået krøller, istedet for glat hår. Ingen af drengene eller Justin har fundet hende, da det kun er Louis der ved hvor hun er. Hun får tit breve fra Louis og svarer da også på dem. Men en dag banker det på døren, og en velkendt dreng står derude. En hun har savnet. En der har været hendes klippe i lang tid. Louis. Hvad sker der når drengene finder ud af hvor Louis er og hvad han laver? Er Zayn sammen med Perrie eller har han været helt nede på bunden? Og hvad med Justin? Læs med her.

70Likes
60Kommentarer
5901Visninger
AA

4. Where is she?

Zayns synsvinkel

"Zayn?" Lyden af en meget svag og lige bange stemme fik mig langsomt til at vende hovedet. Jeg kiggede hen på meget nervøs Niall og en lidt mere normal Liam.

"Mmh." mumlede jeg. Jeg havde overhovedet ikke hele min opmærksomhed på dem. Det meste var i mine tanker. I mine tanker - på Adison. Jeg havde aldrig troet jeg kunne falde så hårdt for en. Sætningen sad stadigvæk fast i mine tanker. Du har mistet mig Zayn. Jeg har mistet dig. Glem mig, glem hvad jeg nogensinde betød får dig. Det bedst sådan. Hvordan viste hun hvad der var bedst før mig? Det var langt fra det bedste. Det var ved at være lidt over 1 år siden jeg sidst så hende. Hendes vrede blik sad limet fast til min nethinde og jeg var så vred på mig selv. Hvordan kunne jeg gøre det? Være hende utro med Perrie? Jeg har jo ikke engang følelser for hende. Den måde hun kiggede på mig, da hun så mig med Perrie gjorde ondt på mig. Og det værste; Hun havde givet Niall og Harry lidt af skylden. De havde prøvet at stoppe mig, men jeg lyttede ikke. Jeg var for ked af det. Jeg var så bange for barnet ville komme i vejen for os, og det endte det også med. 

"Zayn? Zayn?" Mit navn blev gentaget igen og igen. Jeg vågnede fra min lille 'drøm' og kiggede igen på Niall og Liam. Liam sukkede og satte sig hen til mig. Jeg lå i min seng, men satte mig op, da Liam også satte sig. "Zayn, hvor længe bliver det her ved?" Jeg trak bare opgivende på skuldrene og Liam sukkede.

"Vi tager over til Danielle, vil du med?" Jeg kunne vel godt tage med? Jeg havde ikke set Eleanor eller Danielle i noget tid og det ville ikke skade. "Tjo." Jeg trak på skuldrene. "Jeg tranger vel til at komme ud." Liam sendte mig et lille smil og kiggede hen på Niall, der bare smilede stort. Han troede vel den gamle Zayn var ved at komme tilbage. Men det var han langt fra. Jeg var knust, men det hele var min skyld.

30 minutter efter stod vi foran en hvid dør. Niall og Liam snakkede på livet løs, mens jeg gik bagerst opslugt af min egen verden. Opslugt af tanken om Adison. Hun havde jo født og barnet var vel ved at være snart 1 år nu? Men hvad ved jeg. Jeg ser jo ikke Adison mere. Jeg slog tanken væk og kiggede op. Liam sendte mig et lille smil, der vidst betød det hele nok skulle gå, men hvordan? Hun ville jo aldrig snakke med mig igen. Jeg havde fucket det hele op. Jeg blev igen nød til at slå tanken væk og slog blikket hen på Liam der krammede Danielle og Niall der stod og snakkede med Eleanor. Vent? Hvis Eleanor var her, hvor var Louis så? Jeg gik hurtigt hen til Niall og Eleanor.

"Hvor er Louis, El?" Jeg kunne mærke der var et eller andet i luften her. Et eller andet mærkeligt.

"Hvad mener du?" Tog hun fis på mig? Louis sagde jo han ville være hjemme ved Eleanor.

"Louis sagde han skulle besøge dig?"

"Nå Ja.. Han sidder hjemme i min lejlighed. Han havde brug får lidt. øh.. tid alene." mumlede hun nervøst. Jeg kunne sagtens se hun var nervøs og at hun løj.

"Sandheden, Tak El." Jeg trådte indenfor og gik målrettet hen mod sofaen hvor jeg slog mig ned. 

Lidt efter kom de andre. De var alle nervøse nu. Hvad skete der? De slog sig alle sammen ned. Liam på den hvide sofa, overfor mig, med Danielle ved siden af sig. Hånd i hånd. Jeg kunne mærke en knude i maven, ved tanken om det kunne været mig og Adison.

"El, sandheden." Jeg rettede mit blik mod Eleanor. Hun kiggede ned i gulvet, som om hun skjulte noget.

"Louis er ikke hjemme ved Eleanor." mumlede Niall. Vidste han noget?

"Hvor er han så?" Jeg havde svært ved at tro Louis løj for os, eller mig? Fordi de andre vidste åbenbart hvor han er.

"I Canada, jeg skulle dække over ham, men jeg er ikke god til at lyve.." sukkede Eleanor. Okay, jeg vidste hun hadede at lyve, men hvor var Louis så?

"Er det her en eller anden syg joke?" Jeg rejste mig og skulle lige til at gå, inden Eleanor tilføjede: "Han er ovre ved Adison.. Og Claire."

Adisons synsvinkel

"Louis!" Råbte jeg så højt jeg kunne, da han ikke ville sætte mig ned. Han var ved at bære mig ind i stuen, hvor han sikkert ville give mig en omgang kildetur, bare fordi jeg var flabet overfor ham.

"Og du skulle forestille at være 22 år, pattebarn!" Jeg sparkede og slog ham, men han grinte bare af mine små foresøg. Han smed mig på sofaen. Hvad fuck var Louis bange for? Jeg skreg højt, og slå ud efter ham. Han grinte bare videre.

"Lig stille flabet unge!" Jeg grinte af hans forsøg på at være sjov.

"Du er ikke sjov, booooooo bear!" Jeg vidste godt det kun var Harry der måtte kalde ham lidt, så ja, det irriterede ham.

"Nu er der krig!" Jeg smilte bare sødt til ham, rakte tunge og flygtede. 

"Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig!" Sang jeg mens jeg løb rundt i huset, men Louis i hælene.

"Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange m... Du kan fange mig." Sagde jeg. "Tarveligt Louis!" Råbte jeg da han havde taget mig bagfra. "Fuck dig.."

"Jeg elsker også dig." Grinte Louis flabet. Han havde givet mig en enorm kildetur.

"Er du sulten? Tørstig?" Jeg havde fået vejret igen, og det samme med Louis, så vi kunne være lidt mere seriøse.

"Mmh, Ja. Hvad er klokken?"  

"12.. Jeg tjekker lige til Claire, du tjekker køkkenet med mad, jeg tror nemlig vi skal handle." mumlede jeg, rejste mig og løb ind på Claire's værelse. "Hej prinsesse." Jeg tog hende blidt op i min favn.

"Hej." Jeg kildede hende lidt på maven og hun grinte lidt. Hun lavede alle mulige effekter med armene, hvilket jeg fandt utrolig sødt. Jeg smilte stort. Hun var virkelig mit liv, min lille prinsesse.

"Jeg elsker dig." Jeg kyssede hendes pande, holde mine læber der og lukkede mine øjne. Zayn dukkede frem, så jeg trak mig væk fra hende og kiggede på hende. "Dig og mig prinsesse. Dig og mig." Hviskede jeg, mens jeg vuggede hende lidt. Jeg holdte hende tættere ind til mig, bange for at miste hende. Bange for at miste hende, ligesom Zayn. En ufrivilig tåre kom trillende og Claire kunne se der var noget galt. Hun stoppede med at grine og rakte hendes arme mod mig. Hun var en klog 1 årige pige. Ingen vidste hun var blevet født for tidligt, kun mig og Louis, ja og også Thea. 

"Du er en god mor." Louis stod bag mig og havde sikkert hørt det mest. Jeg vendte mig om mod ham og lod mine tåre strømme ud. Louis måtte gerne vide hvordan jeg havde det. Han var trosalt min storebror. Men han var også Zayn's bedsteven.

"Tak. Du er en god bror." Han grinte lidt, og trak så både mig og Claire ind i et kram. Det gik dog lidt galt, så vi endte med at grine.

"Skal vi få handlet?" Jeg nikkede og gik ned i gangen.

"Louis, vil du lige holde Claire?"

"Hvor gammel er hun egentlig? Burde hun ikke selv kunne gå?" Smilte Louis. Jo, det kunne hun også, men jeg var bange for der skete noget med hende.

"Hun kan godt gå, men jeg er bange... for der sker noget med hende. og jeg kan godt lide at bære rundt på hende" mumlede jeg.

"Kom her med hende." Jeg rakte smilende Claire til Louis. Louis begyndte at kilde hende blidt og hun grinte. Det var magisk at stå og kigge på. Jeg smilte og tog så mine sko på.

"Kom her Claire." Jeg satte mig på hug og strakte armene ud. Louis satte hende og kun kiggede bare smilende på Louis, inden hun løb hen til mig. "Opsedasse." Grinte jeg. Jeg hjalp hende på med skoene og så gik vi ud til Louis' bil.

"Går hun i børnehave?" Nysgerrig var han da. Men det var rart.

"Hun skal begyndte i næste uge." Smilte jeg og kiggede op på Claire. Hun sov sødt og jeg vendte mig om igen. "Hvor langt tid bliver du?" Jeg kiggede over på Louis, der fokuserede ret meget på vejen.

"Så lang tid jeg må." Han kiggede hele tiden på vejen, ikke et blik til mig. Men det kunne jeg godt forstå. Der sad en lille omme bag ved.

"Forevigt." grinte jeg og lænede mig tilbage.

"Jeg bliver til du smider mig ud, eller når jeg skal vende tilbage til arbejdet. 2 måneder ca." 

"Yeah!" udbrød jeg og vi endte i et stort grineflip.

"Jeg hader at handle!" mumlede Louis. Jeg gik med Claire i en vogn og Louis gik lidt bag mig. Vi havde været her i 10 minutter og han brokkede sig allerede.

"Oh god, Louis tag dig sammen! Hvor gammel er du lige?"  

"Gammel nok til at synes dette er kedeligt." Han rakte armene frem og kom gående sådan over til mig. "Tag dig sammen Louis." Han stod nu foran mig, med de der hvalpeøjne. Jeg sukkede.

"Kom her!"

"Yeah." Han jublede som en lille pige og jeg satte Louis op i vognen. Selvfølgelig med hjælp fra ham. Sådan kørte vi rundt i supermarked. Folk kiggede underligt efter os, om det var fordi de kunne genkende Louis eller om det var fordi en 22-årige mand, sad i en vogn, vidste jeg ikke. "Se Louis! Skal vi ikke købe en sut til dig?" Jeg råbte det højt, så de nærmeste mennesker hørte det og kiggede mærkeligt efter mig. Louis sendte mig et vredt blik, men lidt efter brød vi begge ud i grin. Jeg have grint så meget på en dag. Så dejligt Louis kom. Jeg tog en sut ned i vognen og kørte hen til kassen.

Jeg betale og vi begyndte at gå. Louis havde poserne og jeg havde Claire. "Vent lige." mumlede jeg og fiskede sutten op. Jeg satte den i munden på Louis og gik ud til bilen. Jeg tog min mobil op og skynde mig at tage et billede af ham som han kom gående med 2 poser og en sut. Jeg grinte af ham og spændte Claire fast, inden jeg satte mig om foran.

"Den sut dér. Den klær' dig. Hvorfor ikke tage den i munden hver dag, så skal vi ikke høre på alle dine flabede kommentar." Grinte jeg og Louis kunne nu heller ikke lade vær' med at grine. 

Vi var kommet hjem og jeg havde sat tingene på plads. Jeg sad lige nu og så på Louis der gav Claire mad. Hun mumlede løs og Louis smilede bare, mens han gav hende maden. Jeg tog et billede af dem og kiggede så smilende på dem igen. Vi blev afbrudt af Louis' mobil der ringede og jeg tog den.

"Det Adison." Et øjeblik havde jeg glemt det muligvis kunne være en af drengene.

"Adison?" Og der gik det op for mig hvor dum jeg var.

"Liam?" Spurte jeg undrende. Hvorfor var jeg dog så dum at tage den pokkers mobil? Jeg slog mig mentalt i hovedet og bed mig i læben.

"Gud, hvor er det længe siden Adison!" Jeg kløede mig blidt i nakken og vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige. Det ringede på døren.

"Liam, det ringer på døren. Du for lige Louis." Forvirret gik jeg ud til døren. Han lod ret panikken. Jeg tog fat i håndtaget, men lige i det jeg gjort det råbte Louis.

"HVAD!?" Udbrød han. Jeg blev bare stående med hånden på håndtaget. Jeg kunne høre skridt og lidt efter stod Louis foran mig og blokkede døren. Lidt efter kom en grædende Claire gående ud. Jeg styrtede hen til hende, mens jeg sendte Louis et blik.

"Undskyld." mumlede han og gik ud af døren. Jeg nåede ikke at se hvem der stod, men jeg holdte bare Claire ind til mig. Hvad sagde Liam?

"Ssh skat. Der sker ikke noget. Ssh." Jeg satte mig op af væggen og holde hende ind til mig.

"Hvad laver du her!?" Det var ikke Louis. Jeg stivnede ved stemmen. Skulle jeg gå derud? Det kunne jo ikke være ham, han vidste ikke jeg boede. Eller gjorde han? Jeg rejste mig langsomt og tog Claire op. Jeg tørrede hendes øjne og sendte hende et lille smil. Indeni rystede jeg af skræk i bukserne. Tænk det hele kunne vende så hurtigt. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede. Jeg gik udenfor og løftede nu mit blik. Jeg stivnede. Hvordan har han fundet mig? Han kiggede op og ned af mig og da han så Claire lavede han store øjne. Hvad ville han?

"Zayn." mumlede jeg. Louis vendte sig straks om og lavede store øjne, samt nogle arm bevægelser jeg ikke kunne tyde.

"Adison?" Tårerne trillede ned af mine kinder, hvilket Zayn's også gjorde. Louis tog Claire med indefor, mens mig og Zayn stod og gloede dumt på hinanden. Jeg synes i hvert fald det var akavet og dumt. Han havde lige set din datter for første gang og sin eks kæreste eller hvad han vil kalde mig, for første gang i 1 år. Jeg tog det første skridt og lidt efter løb jeg hen i favnen på Zayn. Han hulkede svagt, men jeg beherskede mig. Jeg havde grædt nok.

Jeg trak mig væk fra ham, tog hans hånd og førte ham indefor. Han lignede en der ikke havde sovet i dagevis. Hans hår var uglet, hans tøj sad ikke som det plejede og hans ellers så velplejede ansigt så total hærdet ud. Jeg trak ham ind i stuen.

"Læg dig ned Zayn. Vi snakker senere." Jeg pegede på en sofa og han gjorde som jeg sagde. Han lukkede med det samme øjnene. Jeg havde svært ved at tro han var her. Hvordan havde han dog fundet ud af det? Jeg lagde en tæppe over ham og kiggede så på ham. Han havde næsten ikke forandret sig. Jeg lukkede mine øjne hårdt i og puttede mig ind til ham. Han lagde automatisk sin arm om mig. Jeg ville fortyde det her, men jeg havde brug for det. Og det havde han også. I en kort stund glemte jeg alt om hvorfor jeg flyttede væk fra dem. Det var ham jeg manglede. Ikke Louis, men ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...