Secrets 3 Ι A One Direction fan fiction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2012
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Igang
Adison er nu tilbage som 20 årige, og med mange erfaringer, denne gang i Canada. Hun har født den lille pige, Claire, som nu er 1 år gammel. Adison har forandret sig, derfor er der ingen der genkender hende. Hendes lange brune hår, er blevet blondt, næsten lyst. Og hun har fået krøller, istedet for glat hår. Ingen af drengene eller Justin har fundet hende, da det kun er Louis der ved hvor hun er. Hun får tit breve fra Louis og svarer da også på dem. Men en dag banker det på døren, og en velkendt dreng står derude. En hun har savnet. En der har været hendes klippe i lang tid. Louis. Hvad sker der når drengene finder ud af hvor Louis er og hvad han laver? Er Zayn sammen med Perrie eller har han været helt nede på bunden? Og hvad med Justin? Læs med her.

70Likes
60Kommentarer
5916Visninger
AA

5. How could you do it?

Adisons synsvinkel

”Mor.” mumlede en stemme tæt ved mig og begyndte at rive i min arm. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede ned på en lille pige. Claire. Jeg smilte og skævede over til Zayn som nærmest knugede mig ind til ham, nok bange for at miste mig.

”Hva så min pige?” svarede jeg og flyttede langsomt og blidt Zayn’s arm. Han vågnede heldigvis ikke. Jeg tog Claire op i favnen og vandrede ud i køkkenet hvor Louis var ved at lave morgenmad til både os, og Claire.

”Morgen, bror.” smilte jeg, på trods af alt det i går. Jeg vidste stadig ikke hvorfor han var her eller hvordan han havde fundet stedet her. Men noget sagde mig Liam, Niall, Eleanor og Danielle. Bare en tanke.

”Godmorgen smukke.” smilte han tilbage inden han tog Claire over til sig. Jeg smilte som et tak da alle tankerne bare poppede op hele tiden. Spørgsmålene kørte bare derud af. Jeg satte mig træt ned på stolen og betragtede Louis der gav Claire mig.

”Er du okay?” Louis’ bekymrende øjne borede sig ind i mine.

”Det ved jeg virkelig ikke.. Alle de følelser jeg havde brugt så lang tid på at sætte på pause er dukket op igen. Jeg havde aldrig regnet med at se Zayn, i hvert fald ikke nu. Han kom så uventet og jeg.. Jeg er bare så forvirret.” mumlede jeg og lagde mit hoved på mine arme, der hvilede på bordet.

"Jeg forstår dig godt. Eleanor hader at lyve, og hun kunne ikke lade vær’ med at fortælle det til Zayn. Han har jo brugt så mange nætter på enden at græde, lede efter dig eller stirre tomt ud i luften. Vi var alle bekymret for ham, da han næsten aldrig smilte. Det er rigtig dejlige at se han endelig slapper af. Men jeg vil lade Zayn forklare resten.”

”Men hvorfor kom han lige nu? Det var meningen jeg skulle se ham når Claire var gammel nok til at forstå det hele. Det var meningen jeg skulle kontakte ham, når jeg var klar. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre lige nu. Jeg har Claire jeg skal se til, og Zayn er jo helt knust,” sagde jeg ud i en lang køre og Louis blev nød til at stoppe mig.

”Du er bare forvirret. Dybe indåndinger, og tag det roligt. En ting af gangen. Sandheden er vel nok bare fordi du savner ham. Godmorgen Zayn.” Jeg rettede blikket mod Zayn, der nu så lidt normal ud. Louis lavede et tegn og lidt efter var han gået ud i haven, sikkert for at lege med Claire, men også så jeg kunne snakke med Zayn. Det havde vi vidst begge brug for.

”Godmorgen.” mumlede jeg og Zayn nikkede ind mod stuen. Du er bare forvirret. Dybe indåndinger, og tag det roligt. En ting af gangen. Louis’ sætning kørte inde i mig mens jeg bevægede mig ind mod stuen, med Zayn efter mig. Han satte sig først og lidt efter satte jeg mig ved siden af ham. Jeg vidste godt hvad jeg ville sige, men hvordan vidste jeg.

”Hvordan kunne du gøre det?” min stemme var ved at knække over og det var egentlig ikke sådan det skulle være kommet ud.

”Adison.. Jeg..” Han stoppede sig selv, sikkert fordi han ikke vidste hvordan han skulle få ordene ud. Han tog min hånd.”Jeg var bange for barnet kom imellem os, og ikke blot ville ødelægge vores forhold – men også dig. Jeg var så bange for du ville dø under fødslen, eller du ville gå ned med stress. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg skulle ikke have kontaktet Perrie til at starte med, det var så forkert. Jeg savnede vel også bare vores gamle forhold.” Mens Zayn og snakkede, blev jeg mere og mere klar over det han sagde til mig. Det var noget jeg ikke have forventet han sagde.

”Jeg savner også dig.” sagde jeg bare uden videre. ”Jeg kan ikke fatte jeg siger det her men…” Jeg lukkede øjnene og smilte for mig selv. ”Jeg er sikker på Claire vil synes du er den perfekte far, lige meget hvad.” smilte jeg og fik helt tåre i øjnene.

"Kan du tilgive mig?" Zayns bedende brune øjne borede sig ind i mine. Jeg havde længe drømt om at se Zayn igen, men jeg havde bare aldrig indrømmet hvor meget jeg manglede ham.

"Kun hvis du kan tilgive mig." Jeg sendte Zayn et lille smil, og jeg kunne se hvordan hans skulder satte sig på plads. Han var lettet, hvilket vi vidst begge var. Zayn sendte mig et smil, og jeg trak ham derfor ind i et kram.

"Lad mig gøre det godt igen." Zayn så så meget bedre ud end han havde gjort da han kom her, og jeg var glad for han havde det bedre. Det var den Zayn jeg havde forelsket mig i.

"Tag med tilbage til London." Og jeg kunne ikke lade vær med at nikke. Selvfølgelig ville jeg det, men jeg havde aldrig taget mig sammen til at gøre det, eller indrømme det.

Jeg skulle tilbage til drengene.

Hej alle. Jeg ved i har fået dette kapitel før, men jeg slettede det, ændrede lidt på slutningen og satte det ind igen. Jeg vil se om jeg kan få skrevet noget mere på denne novelle, men jeg skal snart på ferie, så det kan blive lidt svært her i ferien. Jeg har prøvet så godt jeg kunne rette i den, men jeg har sikkert ikke fået alt med. Tak fordi i læser med. Kom gerne med ris eller ros.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...