sommeren jeg glemte med one direction

den 14 årig pige Cathrin skal til england en held sommer hvor hun skal bo hos en familie med en mor en far og en datter Carolin som hun bliver venner med men når hun får hukommelses tab og en fremmede rader hende vad sker der sår når hun får den igen og ser at den fremmede er en hun kender far bladen og Carolins væk og hvad med det faktum at han bor i england og hun i danmark og man må ikke glemme ders alders aldersforskel.


5Likes
2Kommentarer
1059Visninger
AA

3. jeg ved hvem jeg er men hvem er du

 

Jeg sidder i en bil med en jeg aldrig har set før. Jo det var det første jeg så. Jeg tror det var ham det væltede mig eller også var det mig der væltede ham. Jeg ved det ikke. Han sagde bare med en sød stemme, at han hellere måtte køre mig på hospitalet. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg sidder og kigger på vejen. Tingene kommer så småt tilbage til mig. Mit navn er Cathrin. Jeg er 14 og ikke fra England, men Danmark......også videre........                                                        

 

 

                                                           ****************************

 

EN ANDENSSYNSVIKEL

Jeg løber med en pakke mel og så BANG! Jeg ligger oven på hende. Hun har lukkede øjne. hun åbner dem, og de smukke brune øjne kigger på mig. Der mange mennesker rundt om os, de fleste skriger mit navn, og få prøver at hjælpe. Der er ulemper ved at være berømt, men jeg siger ud i det blå: "Hvem er jeg, hvem er du? Jeg må hellere køre dig til hospitalet”. Nu sidder vi i min bil. Hun er helt stille. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, det vil sikkert være noget som: ”hej undskyld jeg væltede dig og for øvrigt, synes jeg du ser rigtig sød ud. Vil du på en date? Men hvis du siger ja, skal du være forberedt på, at mange piger vil hade dig, for jeg kan godt lide dig”. Eller noget som: ”Du kan ikke huske noget, men du og jeg var på vej til en date”. Men den går ikke. 1 det er forkert. 2 tænk nu hvis hun får hukommelsen igen.  "Kan du huske noget", spørger jeg. Det lød som det bedste. "Ja, hvem jeg er, hvor jeg bor, og så videre, bare ikke hvad der skete efter jeg gik derfra, er helt væk", siger hun. Hendes stemme er sød og blød. "Nå det er da godt, men jeg tror at du hellere lige må tage hen blive tjekket, bare for en sikkerheds skyld, du ved", siger jeg. Jeg vil egentlig bare tilbringe tid med hende. 

 

 

                                                           ***************************

 

For første gang siger han noget til mig. Hans stemme er lidt hæs, men på en god måde. Den måde der gør mig helt blød i knæene, og giver mig sommerfugle i maven. Han siger at selvom jeg begynder at kunne huske, burde vi alligevel se på det. Selvom jeg ikke tror det er nødvendigt, siger jeg ja, bare får at tilbringe tid med ham. Turen til hospitalet er lang, men efter han brød isen, taler vi hele tiden. Vi har så meget til fælles. Da vi nåede til hospitalet, går det op for mig, at jeg ikke ved hvad han hedder og han ikke ved hvad jeg hedder. "Skal jeg gå med dig", spørger han. "JA, jeg hader at sidde alene", siger jeg. I starten af den sætning lød det rimelig ivrigt, men jeg fik den reddet. Vi går ind i hospitalet og han forklare min situation. Damen kigger mere på ham, end mig, og da vi satte os ud i vente værelset, gloede alle på os. Eller mest ham. "Må jeg for din autograf", siger en meget lille stemme, der tilhøre en ikke så lille pige. "Ja", siger min mystiske mand. Men hvem er han og hvorfor glor alle på ham og vil have hans autograf?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...