Dukkemagerens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2012
  • Status: Igang
En dukkemager har mistet sin datter, Lou, og laver derfor en dukke, som ligner hende på en prik. Men hvad sker der, når dukken bliver levende?

14Likes
12Kommentarer
1257Visninger
AA

1. Dukkemagerens datter

Jeg husker stadig din latter. Din skønne, barnlige, men hjertelige latter. Det er nok næsten det, jeg savner mest ved dig: Smilet, som altid var plantet på din mund. Du var så sjældent trist, at jeg næsten ikke husker, hvordan du var, når noget gik dig på. Min yndling, Lou. Det var, hvad du var.   

   Længe havde jeg prøvet på at få dig tilbage gennem minderne, men det viste sig umuligt. Ingen Lou var som den virkelige. Jeg savnede dig så forfærdeligt.

   Hver dag gik jeg ind på dit værelse blot for at se, at du ikke var der. Jeg så på alle dukkerne, jeg havde lavet til dig, og som stod solidt plantet på din seng. Det havde de efterhånden gjort i flere måneder. Når jeg så på dem, bildte jeg mig ofte ind, at deres savn stod skrevet i deres vemodige ansigter, ligesom det gjorde i mit. Ja, for jeg var sikker på, at de savnede dig.

   En dag, da jeg stod inde på dit lille, forladte værelse, fik jeg en tanke. Dukkerne nikkede ivrigt til mig: Ja, det var en god idé!

  Jeg arbejdede koncentreret flere dage og nætter i træk, sveden piblede frem på min pande og øjenlågene blev tunge. Men jeg ville ikke stoppe op, og til sidst var jeg færdig. En dukke lå foran mig og var så perfekt, som noget kan være. Den lignede dig på en prik, Lou. Præcis lige så velskabt som du. Jeg knugede den ind til mig, sad sådan længe og ønskede blot at få dig tilbage. Mit ønske om lige netop det var større end alt andet.

   Ved tanken om dig begyndte tårerne atter at finde vej til mine øjne. Jeg tørrede dem bort, men en dråbe snød sig forbi og ramte dukken lige i det ene øje. Træt efter det hårde arbejde satte jeg dukken ind på dit værelse og gik i seng. Den næste morgen vendte lykken tilsyneladende.

 

Nogen ruskede i mig, og jeg åbnede forvirret øjnene op; Det var der ikke nogen, der havde gjort i lang tid.

"Far, hvornår skal vi have morgenmad? Jeg er sulten!"

Jeg satte mig søvndrukkent op i sengen og så dig stå foran mig.

"Godmorgen Lou. Jeg laver lige noget til os. Lou?!"

Mit ansigtsudtryk må have været ret chokeret. Hvordan kunne det lade sig gøre? Du var kommet tilbage! Min døde datter var tilbage hos mig! Smilet, som havde været gemt langt væk i evigheder, brød pludselig igennem skyerne og nåede helt op til solen. Lykken fik glædestårer frem i mit ansigt, og jeg gav dig et langt, intenst kram.

"Ja, okay far. Jeg vil bare gerne have noget morgenmad."

Min iver efter at gøre dig tilfreds havde aldrig været større, og jeg lavede et utroligt velsmagende måltid til os begge. Det overraskede mig næsten, at jeg kunne lave så god mad, men i dag ved jeg bedre. Det var min altoverskyggende glæde, der fik mig til at synes, at alting var fantastisk.   

 

Dét minde er det glædeligste, jeg har haft siden din død, Lou. Følelsen af at få dig tilbage var så ubeskrivelig, så.. let, på en eller anden måde. Senere samme dag gik jeg ind på dit værelse og opdagede, at den dukke, jeg havde lavet, var væk. Da gik det op for mig, at det ikke var dig, der var kommet tilbage, men at det var dukken, der var livet op. Men min lykke var næsten stadig lige så stor, for jeg følte endnu, at det var dig. Ak ja, hvis bare jeg havde vidst, hvad den dukke ville bringe med sig. Den første gang, jeg opdagede, at dukke-Lou ikke var som den rigtige Lou, var efter to helt igennem fantastiske dage.

 

Jeg sad i lænestolen inde i stuen og læste lidt avisoverskrifter. Min kat, Liana, lå veltilfreds i sin kurv og spandt. Alting var så hyggeligt og godt. Lou var gået op ovenpå for at lege med dukker, havde hun sagt, og pludselig nåede en tung, gennemtrængende gråd ned til mig. Jeg fór op fra stolen og løb ovenpå så hurtigt, at jeg nærmest snublede op ad trapperne. Hvad var der mon galt? Lou græd jo aldrig, kun over ting, som var virkelig alvorlige. Endelig nåede jeg ind på hendes værelse.

"Lou, hvad er der galt?" spurgte jeg forpustet. Hun drejede hovedet og kiggede ligegyldigt på mig.

"Ikke noget særligt," svarede hun snøftende. "Jeg er bare ulykkelig."

At græde over ingenting.. Dét ville du aldrig have gjort, Lou. Aldrig nogensinde.

 

Siden da var hun aldrig glad igen. Hun holdt sig væk fra mig og græd hele dage væk. Jeg lod hende gøre det idet jeg håbede på, at det ville gå over af sig selv. Det viste sig, at det gjorde det ikke, og flere dårlige sider af hende kom til syne.

 

Lou var endelig startet i skole, og det virkede til at alt gik, som det skulle. Ganske vist havde jeg fået besked om, at hun virkede trist og altid havde et sørgmodigt udtryk i øjnene, men hun gjorde ingen fortræd og lavede sine lektier. Endnu i hvert fald.

   En dag fik hun et brev med hjem fra klasselæreren, hvor der stod, at hun havde slået og skubbet en dreng fra klassen uden grund. Det bekymrede mig meget, og da jeg spurgte hende, hvorfor hun havde gjort det, svarede hun:

"Forstår du det ikke far? Han var glad. Det skal man ikke være."

Jeg fortalte hende, at det, hun havde gjort, var forkert, og sendte hende op på sit værelse. Snart efter hørtes gråden på ny.

 

Det er første gang, jeg har sendt nogen op på sit værelse. Ved dig havde det aldrig været nødvendigt, du gjorde jo aldrig nogen fortræd! Du gjorde aldrig noget forkert! Alligevel var jeg glad for at se en levende Lou hver dag, selvom det tyngede mig, at hun var så forandret og præget af tristhed. Bare synet af Lou, der gik rundt i huset, gjorde mig så lykkelig. Men noget var galt, det stod klart. Jeg var bare forblændet, og helt ubevidst overså jeg det. Det viste sig dog, at det blev værre. Snart kunne jeg ikke længere undgå at se det.

 

Hun legede med Liana, og for én gangs skyld græd hun ikke. Ikke at hun var i godt humør, det var hun aldrig, men en pause fra hendes ellers ustoppelige gråd var en lettelse. Jeg sad inde på mit værksted og designede en dukke, som skulle videre til en legetøjsfabrik; Jeg var dukkemager. Og pludselig.. Grinte hun. Latteren lød hård og kold, men alligevel fik det smilet frem på mine læber. Jeg smilte indtil hun trådte ind på værkstedet med katten slænget over skulderen. Liana bevægede sig ikke. Lou smilede og lagde Liana hårdt på gulvet.

"Hvad er der sket?" spurgte jeg.
" Liana er død." Det gjorde mig unægtelig ked af det, jeg havde holdt meget af Liana, men jeg tog mig sammen:

"Hvordan det?"

"Jeg dræbte hende. Hun blev kvalt."

"Hvorfor nu det?"

"Hun kradsede mig, far," svarede hun, og viste en nærmest usynlig ridse på sin hånd. "Hun kradsede mig." Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage, og mens jeg sad der og græd, kunne Lou ikke skjule sit smil. Hun glædede sig over Lianas død.

 

Det burde være gået op for mig der, at Lou var ond. Men jeg blev ved med at benægte det, hun var jo min datter! I skolen voldte hun flere problemer, og hendes sygeligt dårlige humør begyndte at smitte af på mig. Der var gået et halvt år, siden hun blev levende, og jeg besluttede mig for at give hende en lille gave. Da skete der noget, som jeg simpelthen ikke kunne se uden at handle.

 

"Er den til mig?" spurgte Lou ligegyldigt og stirrede på dukken i den polkaprikkede kjole.

"Ja. For at fejre vores halve år sammen," svarede jeg og rakte den frem mod hende. Hun tog den modvilligt, og gik så hen og lagde den på stuebordet.

"Tak." Hendes stemme var kold, og hun virkede til at være optaget af noget helt andet. Som om hun var i en anden verden. Jeg forlod rummet for at arbejde.

   Da der nogle minutter senere kom nogle underlige lyde fra stuen, gik jeg tilbage for at se, hvad der skete. Synet der mødte mig var langt fra, hvad jeg havde forventet.

   Dukken lå stadig på bordet, men ikke i samme stand som før. Kjolen var flænset op og revet af den, og Lou stod nu med den største kniv fra køkkenet i hånden. Igen og igen stak hun den ned i den lille dukkes krop, og hver eneste bevægelse var fyldt med sådan en kæmpemæssig hadefuld kraft, at jeg var ude af stand til at handle. Jeg turde ikke. Så stille som muligt blev jeg stående i døråbningen mens Lou blot blev ved og ved med at stikke. Til sidst holdt hun op - troede jeg. Hun åndede tungt og ophidset, da hun pludselig tog fat i dukken og skar hovedet af den. Så smed hun kniven fra sig. Jeg forstod det sådan, at nu var hun færdig, og jeg listede tilbage til værkstedet. Følte ikke lige for at blive opdaget.

   Som dengang med Liana kom hun dog ind til mig og viste dukken frem. Hun havde ikke kniven med sig. Jeg tøvede med at spørge, men gjorde det til sidst.

"Hvorfor, Lou? Hvorfor?" Svaret var kynisk og morderisk:

"Jeg havde lyst." Hun så ud til at fundere lidt over noget. "Jeg gad godt gøre det på et menneske også." Som sidst smilede hun. Ondt.

 

Endelig indså jeg, hvad hun var i stand til. Men det sidste skridt til at give slip på hende var svært. Hun var den sidste flig jeg havde af dig. Måden, som man tog sig af en levende dukke på, var ret brutal, og det gjorde det ikke ligefrem nemmere. Men jeg gjorde det; Nu måtte det stoppe.

 

Jeg så nølende på bålet, som jeg havde tændt op. Flammerne var store og blussede stadig mere op, og nu manglede jeg bare at hente Lou. Jeg håbede inderligt, at hun ikke havde fattet mistanke.

   Inde i huset fandt jeg to reb frem, som jeg fik bundet om hendes hænder og fødder ved at sige, at vi skulle lege en leg. Det pinte mig, for jeg vidste, at Lou stolede blindt på mig. Jeg bar hende ud til bålet og smed hende på, som om hun var almindeligt brænde. Det var jeg nødt til - hvis jeg ventede et sekund for længe, ville jeg ikke kunne få mig selv til at gøre det. Jeg forventede skrig og protester. Men der kom ikke andet end en klam lugt af brændt plastik og et vredt blik fra Lou. Ikke bange, ikke ked af det. Vredt. Hun brændte op i stilhed, men bagefter knækkede jeg sammen, samtidig med at en bølge af lettelse bredte sig i min krop. Det gik op for mig, hvor bange jeg havde været for hende.

 

Jeg har overvejet mange gange, hvorfor den Lou, jeg skabte, var så forfærdelig trist. Sagen er den, at jeg ikke ved det, men jeg tror, at det skyldes mig selv. Alle de følelser, jeg havde indeni! Jeg var så vred over at have mistet dig alt for tidligt, og samtidig sørgede jeg ufatteligt dybt. Når man skaber noget i sådan en tilstand.. Hvordan kan man så forvente, at resultatet bliver godt?

   På trods af det, så har tabet af dig to gange været alt for hårdt. Jeg har mistet det, jeg havde at leve for, men jeg vil ikke give op så let. Nu, hvor jeg har haft to versioner af dig, må du ikke tvivle på, hvem jeg elsker mest. Jeg elsker dig Lou. Du vil altid være min yndling, og for din skyld vil jeg forsøge at komme videre. Du må ikke tro, at jeg glemmer dig, for det gør jeg aldrig. Jeg giver slip. Husk at jeg gør det for din skyld. Med din evige glæde fortjener du at få glæde igen. Jeg elsker dig Lou, min yndling!   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...