Se mig!

just read it!

3Likes
4Kommentarer
581Visninger
AA

2. Åbn øjnene

 

Se mig lige!

  Se, det er mig. Se mit lange lyse hår fuld af næring, der bølger som et vandfald af krøller ned over min oprejste ryg. Se de nye bukser, der hænger så løst omkring mine ben, selvom mine ben er så store, at de næsten sprækker bukserne. Se hvordan du tydeligt kan ane mine ribben gennem den løse top, som alligevel sidder så stramt og fremhæver alle de grimme steder. Se hvordan jeg betragter mig selv i spejlet, se hvordan jeg det ene øjeblik smiler, det andet øjeblik sukker. Jeg bevæger mig langsomt, og med kontrollerede bevægelser løfter jeg min højre hånd op foran mine øjne. Se hvordan mine øjne flimrer, får indtryk, bliver forvirrede. Jeg kan se knoglen stikke tydeligt ud, jeg kan se, at skinnet sidder stramt omkring min arm. Men jeg ved alligevel, at fedtet er ved at springe min krop i stumper og stykker. Det er ved at gøre mig til en overflødig plet på et kort fuld af fede mennesker. Tanken bliver for meget for mig, jeg vender mig med et så hurtigt ryk, at der et øjeblik dukker sorte pletter op for mine øjne. Jeg tager mig let til hovedet og ryster følelsen af at falde ud i den store intethed væk. Jeg finder min taske, der står på dens sædvanlige plads lige ved siden af bogreolen, hvor mine bøger er sorteret sirligt i alfabetisk rækkefølge. Kontrol. Jeg svinger den hurtigt op på skuldrene og suser med lette skridt ned af trapperne ned i køkkenet. Jeg hører lyde inde fra stuen, en kvinde græder over, at sin mand har været hende utro. Psykologen i fjernsynet hjælper hende og lader hende græde ud på hans skulder foran tusindvis af seere. Kliche. Jeg behøver ikke at dreje hovedet, for jeg ved, hvordan min mor sidder i sofaen og sluger det hele til sig, som om det var et livsvigtigt program om overlevelse. Afsky. ”Jeg tager af sted nu, mor” Jeg råber til hende, for jeg vil for alt i verden ikke gå derind. ”husk din madpakke”, svarer hendes grødede stemme. Jeg svarer ikke engang, for jeg ved, hvor ligeglad hun er med svaret. Det er bare en kommentar, hun smider hver morgen for at pleje sin samvittighed. Jeg er ikke engang sikker på, at hun længere forstår betydningen af sine ord, men hun har hørt andre mødre i fjernsynet sige sådan. Måske husker hun, hvordan hun plejede at sige sådanne ord og mene dem. Jeg tror det ikke. Jeg går ud af døren og smækker den hårdt i. Kom tilbage til mig. løb efter mig mor, kys mig, tjek at jeg virkelig har husket min madpakke.

  Se lige mig, se mine skridt, der former regelmæssige, sikre spor i det våde grus. Se hvordan jeg med en frisk, koreograferet gang svinger let med mit hår fra side til side. Hør fuglene, der med krydret morgenstemme pipper goddag. Se solen, der behageligt skærer mig i øjnene og varmer min bare solbrændte arme. Kliche. Jeg ser det ikke, jeg ser kun mine fødder. Et skridt ad gangen, tænker jeg. Jeg presser mig selv til at blive ved med at gå. ”Fremad” siger de altid, ”ikke sid fast i fortiden” Jeg sidder aldrig fast i fortiden, jeg gør faktisk alt, hvad der står i min magt for at glemme fortiden. Selv den nærmeste fortid prøver jeg at glemme, den der var nutid for blot en måned siden. Angst. Når jeg en sjælden gang mister kontrollen over mine tanker, flakker billeder og ord ind over mig. Smerte. Sorg. Død.  Hver gang er det lige ved at slå mig halvt ihjel. Jeg må presse mig sammen til en lille kugle og skærme min lille krop med mine arme. Så er der ellers ikke andet at gøre end at vente på, at mareridtene går over. Det kan tage minutter, timer, dage. Jeg har fået mere kontrol over det, jeg kan styre mine tanker, og når det en sjælden gang glipper, bruger jeg mine ”tricks”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...