Se mig!

just read it!

3Likes
4Kommentarer
580Visninger
AA

4. 4

 

  ”Hallo” en stærk, opmærksomhedskrævende parfume rammer mine næsebor, river mig tilbage i klasselokalet. Jeg har været her hele tiden og så alligevel ikke. ”Ved du svaret? Eller keder jeg dig alt for meget til, at du gider følge med?” Læreren står lige foran mig og kigger på mig, jeg ser en lille gnist af noget bagest i hendes ellers så døde øjne. ”nej”, svarer jeg ligegyldigt ”jeg kender ikke svaret”. Hun spørger mig, om jeg overhovedet har lavet mine lektier, og jeg trækker ligegyldigt på skuldrene og nikker. Parfumen forsvinder tilbage til katederet, har accepteret mit svar uden videre undersøgelse. Jeg har ikke lavet lektier, jeg har ikke lavet lektier hele året. Tjek mig, tjek mig nu!

  Se hvordan dagen går som alle andre dage. Se de skoletrætte elever, der for alvor først vækkes til live, da de med missende øjne går ud i skolegårdens solskin. Se hvordan pigerne laver aftaler om skovture i parken, og hvordan den modigste af dem går hen og spørger drengene, om de ikke vil med. Se hvordan de fjollede, udødelige og med mod på livet går arm i arm mod solnedgangen. Kliche. ”Skal du ikke med?” En af drengene råber til mig, en af dem der har kendt mig siden alting, siden ingenting. Han er en af dem, jeg skubbede væk sidste sommer. Sorg. Angst. Jeg tager mig til hovedet og prøver desperat at holde tankerne på plads, at spærre dem inde i deres fængsel. ”Nej tak, jeg har ikke lyst” jeg mumler, imens jeg med et hurtigt ryk vender mig om og går. Jeg kigger mig kun tilbage en enkelt gang og ser drengen stå med et lettere såret udtryk i ansigtet. Løb efter mig. Hold mig i dine arme. Spørg mig, hvad der er galt. Sig at du forstår! Et kort øjeblik kan jeg mærke et svagt, forsigtigt håb dybt inde i mig, der tager nogle spæde skridt, er mit skrig endelig blevet hørt? Men det slukkes hurtigt, da jeg ser ham trække på skuldrene og løbe efter de andre. Jeg går videre mod lyset, mod solnedgangen, men blot i den modsatte retning end de andre.

  Se lige kassedamen, se hendes svedige, fede fingre gribe ud efter pengene, ned i kassen og veksle dem. Se hendes mistroiske blik, der samtidig rummer medlidenhed. Se hvordan hun glemmer tanken og spejder ud af vinduet, ud til den dejlige sensommer dag det faktisk er. Se lige beløbet: 650 kroner ligeud. Jeg betaler med nogle sirligt glattede pengesedler og giver dem langsomt til hende. Det handler om kontrol, og lige nu er kontrollen stadig på min side. Men den er forræderisk, og jeg bliver nødt til at gøre det her for at beholde kontrollen. Hvis kontrollen først er væk, er jeg også væk. Hvis jeg lader mine tanker slippe løs, æder de mig op indefra. De spreder sig i kroppen, som det mørke, der som en evig trussel hænger over mit hoved.

  Mørket er over mig, og der er intet jeg kan gøre. Se hvordan jeg sidder midt på mit værelse og æder. Fedtet vælder ud af min krop, det flyder ud og dækker hele mit værelse. Se hvordan bogreolen vælter med et brag, alting i hele værelset vælter. Det eneste jeg kan mærke er intethedens nåle, der prikker til mig, truer mig. Smagen i min mund skubber det hele væk; lagkage, chips, sodavand, frysepizza. Jeg bliver ved, for jeg ved, at hvis jeg stopper, falder jeg væk, langt væk. Det hele flyder ud i ingenting, og jeg kan ikke længere mærke kontrollen. Alle mine tanker, alle dem der har været gemt langt væk, suser rundt i en kæmpestor pærevælling. Det eneste, jeg virkelig kan gøre, er at blive ved med at spise. Det er kun følelsen af mad i min mund, som jeg har kontrol over. Det er det eneste, som lige nu holder mig fast til jorden. Jeg kan næsten ikke klare mere, og jeg løber. Jeg løber på et uendeligt løbebånd, og alligevel er der kun tre skidt ud til badeværelset. Tre skidt ud til toilettet hvor jeg endelig kan lægge mig ned på knæ og stikke en finger i halsen. Kliche. Det hele kommer op, alt det forskruede, det onde, det groteske. Det hele ryger ud i toilettet og falder, i stedet for mig, ud i den uendelige intethed.

  Der er et ord, for det jeg gør. Jeg har læst om det, jeg er klar over, hvad det er. Bulimi. Jeg ved godt, at det er en sygdom typisk for unge piger. En sygdom, hvor mennesker, der har haft det svært, finder en måde at komme af med deres smerte. Det er en sygdom fyldt af kliche, og jeg er fyldt op til randen af sygdommen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...