Dreams come true - One Direction

Celine på 15 skal til London for at bo hos sin moster, en berømt designer, hele sommerferien. Hun er meget nervøs for det, selvom det er en drøm, der går i opfyldelse, hun drømmer nemlig om at blive designer.
Men der sker andre ting, både gode og dårlige, der gør, at netop denne sommer bliver uforglemmelig for hende.
Hvad sker der, når hun møder de fem drenge, fra One Direction? Vil de tro, at hun bare er en syg fan?
Læs med, og find ud af det!

6Likes
2Kommentarer
903Visninger

1. Rejsen

 

Jeg sad på mit værelse, med en kæmpe stor, pakket kuffert og en lille taske ved siden af mig. Jeg sukkede. Nu var jeg ved at være klar til at rejse, og forlade mit trygge hjem i Danmark. Jeg skulle til London, for at tilbringe hele sommerferien sammen med min moster, den berømte designer Jenny Hart. Jeg havde aldrig rigtig mødt hende før, men efter jeg var begyndt vise interesse for at designe, kom min mor med den fantastiske idé, at jeg skulle prøve at besøge min moster, så jeg kunne lære om det, og finde ud af, om det virkelig var det jeg ville. Først havde jeg været vildt begejstret og havde skyndt mig at sige ja, og min mor havde kontaktet Jenny. Så fik vi aftalt, at jeg skulle være hos hende hele sommerferien og hjælpe hende med nogle designer opgaver, så jeg kunne se, hvordan det var. Jeg ville endda få penge for det, det ville være, som en slags sommerjob. Og så fik jeg også chancen for at se et andet sted end Danmark. Jeg havde nemlig aldrig været udenfor landet, og havde slet ikke prøvet at flyve.

Jeg havde gået rundt og været over lykkelig de to måneder inden ferien skulle begynde. Eller, i hvert fald til der kun var omkring to uger til jeg skulle af sted, og skulle begynde at pakke.

For efterhånden som jeg fik tænkt det igennem, og rejsen til London nærmede sig, blev min begejstring en smule mindre, og en masse bekymringer poppede op i mit hoved. Godt nok var det en slags drøm, der gik i opfyldelse, og jeg glædede mig jo helt vildt, men jeg skulle være væk fra alle mine venner hele sommeren, væk fra alt, hvad jeg var vant til. Jeg begyndte at blive bange for flyrejsen, og jeg skulle opleve så meget nyt og anderledes. Jeg havde aldrig været særlig god til forandringer. Jeg havde tit takket nej til nye ting, bare for at kunne blive i de samme, trygge rammer. Det var nok også derfor, at min mor havde insisteret på, at jeg skulle af sted, da jeg var begyndt at komme med små protester.

Den værste, af alle de ting, jeg begyndte at forestille mig var, hvis jeg nu fandt ud af, at design slet ikke var noget for mig. Så skulle jeg tilbringe en hel sommer sammen med en designer, der sikkert ville være skuffet over mig. Tanken om måske at skuffe min moster, som jeg endnu ikke havde lært at kende, var ikke til at bære.

Da jeg ikke kunne overbevise min mor, og egentlig heller ikke mig selv, om at blive hjemme, endte jeg alligevel med at sidde her, med en pakket kuffert, klar til at rejse. Det var jo alligevel en oplevelse, jeg ikke ville gå glip af, tænkte jeg. Man siger jo også, at man skal se sin frygt i øjnene, ik? Jeg vidste også godt inderst inde, det det bare var en masse unødvendige bekymringer.

”Celine, vi skal køre nu, hvis du skal nå dit fly!” Råbte min mor nedefra. Det gav et sæt i mig, jeg havde siddet i mine egne tanker.

”Jeg kommer, mor!” råbte jeg ned til hende, rejste mig med et suk og skyndte mig at smide de sidste småting ned i min taske, tog min kuffert og gik ned til min mor, der stod og ventede ved døren.

Ja, sagde jeg til mig selv, det skal nok blive helt fint. En fantastisk oplevelse og alt det der. Jeg remsede hurtigt alle de gode ting ved turen op inde i mit hoved for at berolige mig selv, på vej ud til bilen.

Så sad jeg i bilen, på vej til lufthavnen. Det kildede i maven af spænding. Jeg blev ved og ved med at tænke på alle de positive ting, selvom jeg var bange. ”Jeg må altså holde op med at være så bange for alt det, jeg ikke kender” tænkte jeg. Jeg ville for alt i verden prøve at få det bedste ud af den oplevelse, jeg trods alt havde glædet mig til i månedsvis.

Da vi var ved lufthavnen, gav jeg min mor et stort kram, inden jeg gik op i flyet. I flyet tog jeg min iPod frem, og tændte for One Direction. Jeg havde aldrig virkelig været fan af nogen, men det tætteste jeg havde været på at være fan, måtte være af One Direction. Jeg havde beundret de drenge, siden jeg hørte ”What makes you beautiful” for første gang. Det var netop den sang, det blev spillet fra min playliste. Den sang betød noget særligt for mig. Den fik mig altid i godt humør, den fik mig til at føle mig smuk. Den fik mig til at føle, at de sang den direkte til mig, selvom de selvfølgelig ikke anede det mindste om min eksistens.

 

Før jeg vidste af det, var flyet landet, og jeg befandt mig nu på en lufthavn i London. Min moster, som jeg kun havde set billeder af, skulle være der et eller andet sted, hun havde lovet at hente mig ved lufthavnen. Der var stort, og der var mange mennesker. Jeg gik rundt og kiggede i nogle minutter, men kunne ikke få øje på nogen, der lignede min moster fra de billeder jeg havde set. Jeg begyndte så småt at gå i panik. Hvad nu, hvis hun ikke kunne kende mig, og gik lige forbi? Hun havde jo aldrig set mig i virkeligheden, og jeg havde ikke set hende.

Det gik et kvarter mere, og jeg havde sat mig ned, for at vente. Mit hoved gjorde ondt, og tanken om, at hun måske ikke ville finde mig, plagede mig, selvom jeg vidste, at vi nok skulle finde hinanden, før eller siden. ”Tag dig sammen Celine, du er 15 år, du skal ikke gå sådan i panik. Det skal nok gå.” sagde jeg til mig selv. Jeg følte mig som en taber. Jeg var overbevist om, at der ikke ville være andre på min alder, der ville gå i panik over sådan noget. Det hele var bare så overvældende. At være alene, i et helt andet land, langt væk hjemmefra. Minutterne føltes som timer.

I det samme kom en høj kvinde med langt lyst hår og det nyeste designertøj hen imod mig. Min moster, Jenny. Jeg kunne sagtens kende hende, og det så også ud til, at hun vidste hvem jeg var.

Jeg blev lettet, og rejste mig op.

”Hej! Du må være Celine. Det glæder mig at møde dig! Jeg er virkelig ked af, at du måtte vente” sagde hun med et stort smil, da hun kom over til mig.

”Hej Jenny” sagde jeg, med et forsigtigt smil. Selvom hun var min moster, gjorde det mig nervøs at skulle møde hende. Jeg kendte hende ikke. Hvad hvis hun ikke kunne lide mig?

”Ikke så genert,” sagde hun venligt, og gav mig et knus. Så gik vi hen til hendes flotte, dyre bil, og kørte så igennem London, hen til et område, med en masse store huse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...