A Lifetime *One Shot*

En tekst om det at give slip, og den umulighed der somme tider ligger over det... Enjoy<3

8Likes
9Kommentarer
1001Visninger

1. A Lifetime

Every single morning before up lonely.

I figure you beside me, but I know it's only,

A fading shadow, an illusion.

And every little thing reminds me of you,

every shining color has a shade of you in it.

I was blind, but now I see it.”

 

Losing you is gonna take a lifetime, for me.”

 

At give slip. Hvad betyder det? At tabe noget? At smide det på gulvet? At lade det sive ud mellem fingrene? Hvis det er hvad det betyder, er jeg fantastisk dygtig til det. Derimod, hvis at give slip er at glemme, at komme videre, at lukke andre ind, kunne jeg virkelig bruge noget øvelse. Og teknisk set er det vel hvad jeg får nu, men det virker som om mit sind ikke rigtig tager det ind.

For hvorfor skal jeg give slip på noget, der viste sig aldrig at være mit? Skal jeg overhovedet det? Er det overhovedet en nødvendighed at give slip, hvis man aldrig har holdt det i hånden.

Tankerne flyver igennem mit hoved, som så mange morgner før. De er alle sammen ens. Jeg vågner langsomt, og er ikke helt ved bevidsthed, da jeg mærker dig ånde mig i nakken, eller din hånd på mit liv. Jo mere klar i hovedet jeg bliver, jo mere bliver jeg bevidst om at du ikke er der. Når du er lige ved at forsvinde forsøger jeg desperat at holde fast i mindet, illusionen om at du er der. Men det lykkes aldrig.

Og så vågner jeg helt. Mit blik bliver klart, og jeg ser den tomme plads i sengen, ved min side. Jeg ser de rodede lagner, hvor jeg har ligget uroligt, rystet og svedt i de evige mareridt, som jeg ved jeg har, men som jeg alligevel aldrig kan huske.

Jeg sidder nu på kanten af sengen, med benene ud over, som så mange gange før. Solen skinner ind imellem gardinerne, i en fin stråle på gulvet, og i det skinnende lys ser jeg dit ansigt. Ligesom jeg gør i de smukke søer i skoven, og diamanterne hos guldsmeden. Alt det jeg engang så som havende en individuel skønhed, er nu alt sammen dig, og meget smukkere end nogensinde før.

Jeg rejser mig fra sengen, og forsøger at ryste dit ansigt ud af mit hoved. Selvfølgelig uden held som altid, men jeg kan ikke lade være med hver dag at håbe, at jeg er kommet så meget over dig, at det kan lade sig gøre. Et tåbeligt håb.

Som i trance, nærmer jeg mig skabet, hvor alt mit tøj ligger, i tilfældige bunker. Jeg kan stadig huske den gang du var der, og jeg havde overskuddet til at sørge for sådan nogle enkle ting. Snart har jeg ikke mere rent tøj, og kan ikke undgå at vaske noget. Men indtil videre kan jeg stadig klare mig, så det gør jeg.

Et par jeans og en vilkårlig t-shirt i en ligegyldig farve, der tilfældigvis viser sig at være grå, er hvad jeg behøver, og stadig med dig i mine tanker, reder jeg sengen.

Jeg skal ikke ud, og føler heller ingen trang til at se nogle mennesker. Ingen venner, familie eller bare fremmede på gaden. For de vil alle sammen se mit falske smil, uden at vide præcis hvor meget jeg hader verden. De vil smile igen, som om alt i deres liv er som det skal være, og i nogle tilfælde vil det også være sådan. I de andre tilfælde, vil folk have problemer, de ligesom mig, ikke ønsker at dele med verden, og så kan vi mødes i vores falske glæde, med elendigheden liggende få centimeter under overfladen, uden at være klar over det. Og det orker jeg virkelig ikke.

De få mennesker jeg har snakket med siden bruddet, har alle sammen sagt, at det nok skal gå. Jeg tror ikke på dem, ligegyldig hvor meget jeg ønsker det, og det ved de nok godt, men det forsøger i det mindste. De fortæller mig historier om deres store kærlighed, og om hvordan de kom videre, selvom de aldrig troede at de skulle. Og så tror de at det hjælper.

Men sandheden er en anden. Sandheden er, at det at give slip på dig, vil tage mig resten af mit liv, selv hvis jeg aldrig havde dig. Selv hvis jeg aldrig holdt dig i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...