my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2415Visninger
AA

10. kapitel 9(part 1)

 

(natasjas synsvinkel)

Det var blevet en slags rutine for mig, at stå tidligt op, hver morgen, og gå ned for at se til Nathan. Jeg havde altid en kop te med til ham, for jeg havde fundet ud af at han elskede te, næsten mere end mig. Han havde altid et stort smil når jeg kom ned til ham med den sædvandlige kop te, og en toast. jeg havde svært ved at indrømme det for mig selv, men jeg var bange for at jeg var ved at falde for hans charme. Hans selvsikre gnist i øjnene, fik af en eller anden grund min mave til at kilde, og jeg var bange for at jeg var begyndt at rødme, hver gang han kiggede intenst på mig.

Han havde siddet dernede i en uge nu, men det føltes som længere tid. Det føltes som en måned. Det var nok fordi at jeg på så kort tid, havde lært ham at kende, så jeg næsten vidste alt om ham. Han var også begyndt at spørge ind til mig, af interesse. Jeg vidste at det var forkert at begynde at blive venner med gidslen, men han var alt for sød til at jeg kunne lade vær’. Men det var endnu værre at jeg var begyndt at falde for ham. Jeg ville ikke sige at jeg ligefrem var forelsket i ham, det var mere sådan, at jeg bare synes at han var rigtig sød, og han gjorde mig ret nervøs.

Hvis jeg nu skulle ende med at blive lidt vild med ham, ville jeg nok være nødt til bare at gemme følelserne væk, eller bare glemme dem. Jeg ville ikke ha’ nogen kontakt med ham efter det her, så jeg kunne lige så godt glemme det.

Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle stille op, med det hele. Om jeg skulle sige min mening, slippe ham fri, være ligeglad… hver gang jeg ville konfrontere Sander med det, skræmte hans kolde øjne mig væk fra den tanke. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg var begyndt at tænke de forbudte tanker… men var heldigvis kommet væk fra det igen.

Det var blevet torsdag, og jeg var igen ned til Nathan, med noget aftensmad til ham. Aftensmaden til ham var igen rester, det var det for det meste altid, men han så ud til at være taknemlig for det, han var nok bare meget sulten, og vant til at få mere mad, end det han fik nu.

Jeg låste op til hans værelse, og låste døren igen efter mig. Jeg vente mig om, og så Nathan sidde med et stort smil, og hans blik på mig. ”hej” sagde han. Jeg gik hen og satte mig som sædvandligt ved siden af ham på sengen. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle gi’ ham et kram, eller hvad jeg skulle gøre, jeg var vidst bare blevet mere og mere genert over for ham, så nu vidste jeg ikke en gang om jeg skulle gi’ ham et lille kram.

Hans blik gik med det samme ned på den tallerken, med mad, som var i mine hænder. ”sulten?” spurgte jeg med et smil. Han nikkede og greb ud efter tallerknen, som jeg rakte hen til ham. ”jeg forstår stadig ikke hvordan du kan være så glad når du sidder her nede” sagde jeg, og kiggede hen på ham. Han var allerede i fuld gang med at proppe maden ind munden. Han kiggede hen på mig, med munden fuld af mad, så hans kinder var helt oppustede. Jeg begyndte at grine af den måde han så ud, og jeg fik ham næsten til at spytte alt maden ud i hovedet på mig. ”ad!” sagde jeg for sjov. Han skyndte sig at sluge maden, og grinede færdig, inden han tog endnu en bid. ”du svarede mig ikke” sagde jeg. ”nej undskyld… jeg ved ik… jeg tænker vidst bare på, at du nok skal komme med en genial plan, snart.” sagde han, og stilede tallerknen fra sig, et øjeblik. Han kiggede igen ind i mine øjne, og jeg skyndte mig at kigge væk, før et lille skrig ville masse sig op gennem min hals. ”nu rødmer du igen” sagde han og begyndte at grine hans tøsede men søde grin. Hvordan kunne han se det nede i det mørke kælderrum? Han måtte ha vænnet sig til mørket hernede, så meget så han kunne se små detaljer som at jeg åbenbart var blevet rød i hovedet! ”nej jeg gør ikke! Jeg.. har det bare varmt” løg jeg. ”hvis du har det varmt, så må jeg hellere gå” jokede han. jeg rullede bare med øjnene, og daskede ham i siden. Det var som om at vi havde kendt hinanden i lang tid, men det var enlig kun en uge.

 Som det var nu, havde Nathan jo heller ikke andre end mig, han var sikkert glad for at jeg tog mig tid til ham, eller også var han irriteret over at jeg ikke ville lukke ham ud. Jeg håbede ikke at han troede at jeg var en skør fan, som bare ikke ville lukke ham ud, fordi jeg ville være sammen med ham for evigt. Men sådan som han opførte sig, så det ud til at han bare prøvede at se på de gode sider ved situationen… hvis der var nogen.

”hvad tror du dine venner tænker lige nu? Om alt det her?” spurgte jeg. han lænede sig tilbage på sengen, efter at ha’ spist op, og kiggede hen på mig. ”de er nok ret bekymret... jeg savner dem” han sukkede og kiggede ned. Jeg kiggede ned på det mellemrum, mellem os, som jeg ikke turde udfylde. Han kiggede på mig som om han ventede på at jeg ville sige, eller gøre noget. ”fortæl mig om dem” sagde jeg med et smil. Han smilede tilbage, med et stort smil på læben. Jeg kunne se på hans ansigt, at han måtte ha’ været virkelig glad for sine venner, med det smil som var plastret på hans læber, og den gnist i hans øjne. Han rykkede tættere på mig, og smilede inden han begyndte og fortælle om sine 4 band-venner. Han fortalte om en som hed Tom, som var den hyperaktive af dem. En som hed Jay, som var den klodsede. En som hed Max, som var ham der altid fortalte jokes. Og så Siva, som var den mest nede-på-jorden af dem. Hans øjne udstrålede kun glæde mens han fortalte, og det fik mig til at smile stort, af at se hvor glad han kunne være, selvom han var spærret inde hernede. Han stoppede med at fortælle og kiggede hen på mig for at sikre sig at jeg hørte efter. Jeg smilede bare til ham, og nikkede, for at vise at jeg havde hørt alt. ”jeg ville ønske at de vidste at jeg har det okay… jeg vil ikke ha’ at de skal bekymre sig for meget om mig” han smilede tankefuldt, mens han kiggede ud i rummet. Jeg kiggede igen ned på mellemrummet, mellem os, og lagde mærke til at det var blevet mindre. Jeg kiggede op på ham igen, og så at han kiggede på mig, som om han forventede at jeg skulle sige noget. Han havde jo lige fortalt en masse, så han forventede nok noget fra mig. Men jeg var nervøs for hvad jeg skulle sige. det ville bare ende med at jeg sagde et eller andet dumt, for at prøve at være sjov, men det var det bare slet ikke. ”det skal nok gå, og jeg lover at jeg nok snart skal få dig ud herfra… på en eller anden måde” han smilede, og til min overraskelse, gav han mig et hurtigt kram. Jeg bukkede mit hoved ned i hans skulder, så jeg kunne indhalere hans duft. Han havde godt nok ikke haft chancen for at gå rigtigt i bad, kun når jeg kom ned med noget rent vand, fordi jeg synes at han begyndte at lugte. Men han lugtede stadig godt, af ham. ”tak… lige nu er jeg ret glad for at jeg har dig. Jeg bliver ret hurtigt ensom hernede” sagde han og smilede stort. ”det var så lidt” sagde jeg, mens jeg prøvede at komme mig over de følelser der overvældede mig. Han gav mig hele tiden et sug i maven, hvis han nærmede sig eller gjorde et eller andet sjovt, og det begyndte at irritere mig, fordi jeg vidste at jeg skulle ignorere de sommerfugle, som blev ved med at baske mod indersiden af min mave.

Jeg gabte, og kiggede ud af det lille vindue som var nede i kælderen. Efter som at det så meget mørkt ud derude, gættede jeg på at det måtte være sent på aftenen. Måske var klokken omkring 11.

”jeg havde faktisk tænkt på noget” sagde han pludselig, og fik mig ud af mine tanker. Jeg kiggede op på ham med store øjne, og ventede på at han fortsatte. ”jeg tænkte på om du ikke kunne gøre mig en tjeneste?” en tjeneste? ”selvfølgelig… hvad er det for en tjeneste?” han kørte en hånd gennem sit lange pandehår, som gik skråt ned over hans pande, og sukkede. ”jeg tænkte på om du ikke ville tage hen til min og Jays lejlighed, og snakke med Jay, og måske hente nogle af mine ting…” sagde han forsigtigt, og så meget håbefuld ud. ”øm, det ved jeg ikke… Jay, han ville da bare ringe til politiet… han vil da ikke ha’ mig derind, jeg er med til at holde dig fanget” Nathan kiggede irriteret på mig, da jeg nævnte det sidste. Men det var sandheden, jeg var med til at holde ham tilbage fra at slippe fri, selvom jeg ville ønske at jeg ikke var. ”men du hjælper mig stadig… bare forklar ham at jeg har det fint, men gør det når du har sørget for at han stoler nogenlunde på dig” sagde han. jeg nikkede, selvom jeg stadig ikke vidste om det var en god idé. ”jeg kan godt prøve” sagde jeg. ”men jeg kan ikke love at det vil gå godt” fortsatte jeg. han nikkede, i forståelse, og gav mig et sødt smil. Jeg gabte endnu en gang, og gned bagsiden af min hånd, i mit øje. ”er du træt?” spurgte han. ”ja, jeg har været tidligt oppe i dag, bare for at komme ned med noget morgen-te til dig… og så har jeg brugt hele dagen på at tænke” sagde jeg. ”du behøver da ikke at stå tidligt op for min skyld” sagde han. ”ellers ville du ikke få din morgen-te” sagde jeg med et lille smil på læben. ”okay, så SKAL du stå tidligt op” han smilede stort til mig, og fik mig til at grine lidt. Han elskede virkelig te.

Jeg mærkede min krop blive sløvere og sløvere. Mine øjenlåg blev tungere og tungere. Uden at tænke over det faldt jeg i søvn. Det sidste jeg huskede var at jeg lå op ad Nathans skulder, og han havde sin arm rundt om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...