my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2414Visninger
AA

9. kapitel 8

 

Vi gik ned af de øde gader, indtil vi nåede til centrum, hvor der var noget mindre øde. Der var mennesker over alt, noget jeg havde vænnet mig til efterhånden, efter jeg var flyttet til London. Før boede jeg i Plymouth. Der var der ikke nær så mange mennesker som her i London, og jeg havde aldrig rigtig set andet, for min far ville aldrig tage os nogen steder hen, da min mor døde.

Nu hvor jeg var blevet vant til at der var så mange mennesker omkring mig, når jeg var ude hjemmefra, kunne jeg faktisk li’ det. der var så meget liv, og så mange forskellige mennesker, så man kunne føle sig normal lige meget hvad.

Mine øjne kiggede rundt på de forskellige butikker, og gade caféer, som omgav mig. ”vil du med ind på starbucks?” spurgte jeg Kasper. ”selvfølgelig Gerta” han blinkede til mig, og banede sig vej hen mod starbucks.

Vi passerede forbi en 7eleven, og der var noget i vinduet, som fangede min opmærksomhed med det samme. ”ung boyband-sanger kidnappet” læste jeg højt. Jeg kiggede hen mod Kasper for at se om han hørte hvad jeg sagde. Han kiggede tilbage på mig. ”hvad?” spurgte han forvirret. Jeg pegede hen på avisen, som hang i vinduet. Det var godt nok gået hurtigt for aviserne at finde ud af nyheden. Når jeg kiggede nærmere på de andre aviser, så det ud til at den historie, også havde taget plads på forsiden. Men den avis der havde fanget min opmærksomhed, havde den historie som forside historie, og der var et stort billede af Nathan, som stod og sang på en scene. ”så det ham som vi har kidnappet…” sagde han, uden at tænke. Jeg gav ham et hurtigt dask på overarmen. ”du kunne ikke ha’ sagt det højere, hva? Du er nødt til at passe på med hvad du siger” sagde jeg gennem sammenbidte tænder. Han kiggede alvorligt på mig, og sank en klump, så hans adamsæble hoppede. ”det er altså mere alvorligt end vi lige havde troet… ” sagde han, og kiggede igen hen mod avisen i vinduet. Jeg kiggede også hen mod avisen, på det store billede af Nathan. Han så ud til at være virkelig glad på det billede, han måtte virkelig elske hans job, han havde også snakket end del om hans band, og hvor meget han savner dem. Det gjorde ondt at tænke på at vi havde taget ham væk fra alt det som gør ham glad… eller de havde. Det føltes ikke godt at sige at jeg havde været en del af det. jeg havde ikke været med til at kidnappe ham, selvom jeg er en del af gruppen. Jeg hjælper ham jo faktisk.

”jeg går ind og køber avisen” sagde Kasper, og gav mig et lille smil. Jeg nikkede igen, og gik lige i hælende på ham. Da vi kom ind i 7eleven, faldt mit hjerte lidt tungere, da jeg så alle sladderbladene og aviserne derinde. De havde alle sammen Nathan på forsiden, eller som lille forsidehistorie i hjørnet. Jeg trak Kasper i hans ærme, for at få ham til at kigge. ”det er ikke godt det her…” hviskede jeg til mig selv.

Vi gik direkte til starbucks bagefter, for at få noget morgenmad, og sad og læste atiklen om Nathan. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, for hvert ord jeg læste, og jeg var til sidst nødt til at lade Kasper læse det sidste, for jeg kunne ikke klare at læse det. det føltes som om at mit hjerte krøllede sig sammen inde i min brystkasse, og jeg fik en klump i halsen. Det var vores skyld, vores ansvar, og vi var gået alt for langt denne gang. Jeg var en del af det, selvom jeg prøvede at bilde mig ind at jeg ikke var, så følte jeg alligevel at jeg var.

”hvad synes du?” spurgte jeg Kasper, uden at kigge på ham. Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham trække på skuldrene. ”jeg er begyndt at synes at det hele er virkelig dumt, altså… det vi har rodet os ud i” sagde han. ”vi? Det var da Sander og Trisse som gjorde det” ”men vi var enige på mødet, vi kunne ha’ sagt fra, men det gjorde vi ikke… vi kunne ha’ slippet ham fri, og blive rodet ud af det her, men det gjorde vi ikke..” han løftede sit ene øjenbryn, som om han vidste at han havde ret i hvad han sagde. ’vi kunne ha’ slippet ham fri?’ den sætning blev ved med at køre frem og tilbage i mit hoved, lige så snart han sagde det ”den sidste mulighed er da ikke for sent…?”

---senere---

Vi kom hjem igen, ved 12tiden. vi havde snakket meget om hvilke muligheder vi havde, for at rode os ud af det her, men vi var ikke rigtigt kommet frem til nogen gode muligheder. jeg overvejede at konfrontere Sander med hvad det var han havde fået os rodet ud i, men Kasper sagde at det var en dårlig ide, fordi jeg ikke kunne vide hvad Sander ville gøre, hvis jeg gik imod ham, og kom op og skændes. Så der var ikke så mange muligheder at vælge imellem.

Ligesom jeg havde lovet gik jeg ned og så til Nathan senere på dagen, han virkede underligt skræmt, og jeg anede ikke hvorfor. Jeg søgte hen i et hjørne af hans seng, så jeg ikke sad for tæt på ham. Jeg sad bare og kiggede på at han sad og spiste sin mad, som var nogle rester fra dagen før. Han sagde ikke noget, men han blev ved med at kigge væk fra maden, for at kigge på mig. Det så ud som om at han søgte efter noget i mine øjne, men kunne ikke finde det så han kiggede væk, og prøvede så igen 10 sek. efter. ”er der noget i vejen.. andet end det sædvandlige?” spurgte jeg tvivlende. jeg holdt øje med hans adamsæble, som hoppede, mens han sank lydløst, det sidste af maden. Han lagde tallerknen fra sig på gulvet, og kiggede så endelig op på mig. ”hvorfor gør du det her?” spurgte han, med et fast blik på mig. Jeg kiggede væk, og tænkte. Jeg var i tvivl om hvad han mente med det, men der var kun et svar der blev ved med at poppe op i mit hoved. ”fordi jeg ikke vil ha’ at der sker noget med dig” sagde jeg og bed mig nervøst i læben. Han kastede sine hænder op i luften, og så ud til ikke at vide hvor han skulle placere dem bagefter. ”så luk mig ud herfra! Det kan du jo sagtens gøre…” sagde han vredt. Det skræmte mig, at han pludselig var så sur på mig, selvom jeg godt kunne forstå hvorfor han var det. ”det… kan jeg ik… jeg ville gerne, men hvad skulle jeg så gøre med mig selv, hvis jeg lukkede dig ud? Vi har snakket om det her…” jeg kiggede væk, og ned i mine hænder, for at undgå hans sure blik, som af en eller anden grund gjorde mig ked af det, og fik mig til at føle skyldfølelse. ”du kan jo ikke beskytte mig, eller hvad det er du prøver på, bare ved at gå ned til mig en eller to gang om dagen..!” jeg kiggede op på ham igen, og hans blik havde ændret sig lidt. Hvorfor sagde han overhovedet det, måske var han stadig meget bange for at komme til skade… ”Nathan, jeg ville ønske at jeg kunne gøre mere, men jeg er nødt til først at tænke. Hvis jeg gør noget uden at ha’ tænkt over det, kan det gå galt.” han rystede på hovedet, og satte sig tilbage på sengen. Vi blev pludselig omringet af en stilhed. ”undskyld…” sagde han og jeg kiggede overraskede hen på ham. ”det burde være mig der sagde undskyld” mumlede jeg. ”nej… jeg forstår det godt… du prøver bare at være venlig mod mig, men jeg bliver ved med at skælde dig ud” sagde han, med en gnist af glæde i hans øjne. Det havde jeg aldrig set før, det blik i hans øjne. Det var på en måde varmende, og min mave begyndte at kilde, af det blik han sendte igennem mig. Jeg tog min hånd op til min mave, da følelsen blev for meget til at jeg kunne klare det. ”er du okay?” spurgte han, da han opdagede at jeg tog mig til maven. ”ja… helt okay” jeg smilede op til ham, og mærkede igen den følelse. Jeg håbede at det var noget andet end det jeg troede det var… det kunne ikke være derfor at jeg fik den følelse, det måtte det ikke være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...