my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2422Visninger
AA

8. kapitel 7

 

”Nathan?” sagde jeg med en beroligende stemme, mens jeg listede stille hen mod ham. Han stoppede med at snøfte, og jeg så at han tog en hånd op til hans ansigt, og gned det hurtigt. ”hvad vil du?” sagde han mut. Jeg nåede hen til sengen, og satte mig blidt ved siden af ham. Uden at tænke over det, lagde jeg min hånd over hans overarm, og lavede små cirkler med min tommelfinger, hen over hans bare hud. ”jeg ville bare se til dig” sagde jeg, og bed mig i læben. ”hvad er klokken?” spurgte han. jeg havde ikke kigget på klokken siden jeg vågnede, men jeg gættede på at det kun var 20 minutter siden. ”jeg tror den er 7.20” svarede jeg. jeg opdagede pludselig min hånd, som lå over hans arm. Jeg skyndte mig at trække min hånd til mig, med en hurtig bevægelse, som fik Nathan til at dreje hovedet lidt. ”er du okay?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste svaret allerede. ”hva’ tror du? ” mumlede han. Der formede sig et lille smil på min læbe. Ikke af glæde, men af medlidenhed. Jeg havde virkelig lyst til at hjælpe ham, men jeg havde det som om at min hjerne var splittet op i flere stykker, med en masse forskellige tanker. Det gjorde næsten ondt i hovedet, da tanken om at jeg ikke kunne rede os begge kom frem. Hvordan skulle det være muligt at rede både ham og mig. Enten blev jeg sendt på gaden, og han slap fri. Eller også ville jeg ha’ det som jeg har det nu, men han ville måske komme til skade. Hvad skete der enlig med ham manden der var her før Nathan? Den tanke må stoppe med at komme op i mit hoved. Jeg vil ikke vide hvad der er sket med ham, for jeg frygter det værste, men alligevel føler jeg at jeg er nødt til at vide det… jeg stoppede i mine tanker, da mit blik tog mig i at age Nathans arm igen. Endnu en gang flyttede jeg min hånd væk, med en hurtig bevægelse. Denne gang rejste Nathan sig helt op ved siden af mig. ”hvad er der med dig?” spurgte han uden øjenkontakt. Jeg vendte mit hoved mod ham, og søgte efter et svar, til hvorfor han sagde det. det var svært at se hans øjne, i mørket, men jeg fangede ham alligevel i at kigge på mig. ”du virker så bange for nærkontakt” fortsatte han. mig, bange for nærkontakt? Nej, jeg er da tit sammen med Kasper, helt tæt op ad ham… hvad mener han overhovedet med det…

Han stirrede mig ind i øjnene, og jeg gætter på at jeg så ret chokeret ud. ”hvad mener du med det?” spurgte jeg. ”du virker så forsigtig når du er sammen med mig… jeg bider ikke, du ved” igennem mørket, kunne jeg alligevel se hans ansigts farve forvandle sig til rød. Jeg smilede som svar, men undrede mig stadig. Jeg var da ikke bange for nærkontakt? ”jeg er da ikke forsigtig?” mine øjne søgte rundt i rummet, mens jeg tænkte. ”jeg kender dig jo ikke så godt..” fik jeg sagt, og kiggede tilbage i hans øjne. Han blev ved med at kigge på mig, og jeg fik en underlig følelse i maven, og min hals snørede sig sammen, så jeg skyndte mig at kigge væk igen. Ud af min øjenkrog kunne jeg se at han fniste lidt af mig. ”det kan godt være… men det virker bare ikke som om at det er din rigtige grund” kunne han læse tanker eller sådan noget? Han kunne da ikke vide noget som helst om hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg kiggede tilbage i hans øjne, med et lille smil og sagde: ”du er underlig” han lod som om at han blev rigtigt fornærmet, og jeg begyndte at grine af hans fjæs. Han var da ret sød, men han irriterede mig også på mange måder, så jeg nogen gange kunne være lige ved at slå ham.

Vi snakkede videre i, i hvert fald 10 min. Mere, før det gik op for mig at jeg nok burde gå op, før de andre opdagede at jeg var nede i kælderen. ”jeg kommer ned med noget mad til dig senere” sagde jeg da jeg rejste mig op. Han nikkede, og smilede et falsk glædes smil. Det var tydeligt at se at han igen skjulte at han var trist. Han havde fuld ret til at være bange og trist, i denne situation, men han så ikke ud til at ha’ lyst til at vise det for meget frem.

Da jeg kom op, skyndte jeg mig ind i køkkenet, og lod som om at jeg bare havde stået og lavet noget te, men da jeg kom derind, så jeg at Kasper allerede var oppe. ”hvorfor så tidligt oppe?” spurgte jeg. ”kunne bare ikke sove mere…” han løftede et øjenbryn af mig, og tog en dyb indånding. ”hvorfor er DU så tidligt oppe… du plejer at sove meget længe” han smilede med et lusket smil til mig, og det gav mig næsten kuldegysninger. ”jeg gik bare tidligt i seng i går, så jeg stod tidligt op” jeg smilede sikkert til ham, og løftede det ene øjenbryn ligesom han havde gjort det.

Jeg lavede min te, og satte mig hen ved siden af ham. ”har du nogen planer om hvad du vil lave i dag?” spurgte han mig. Jeg tog en lille tår af min te, og brændte min tunge, så jeg fik tåre i øjnene. Kasper grinede af mig. ”typisk Tasse” jeg satte teen fra mig, og kiggede op på ham. ”meget morsomt…” jeg daskede ham på skulderen, og smilede. ”du svarede mig ikke..” sagde han, og kiggede nysgerrigt på mig. ”ved ikke… sove, spise… der er jo ikke så meget at lave, når vi ikke skal arbejde” han nikkede ”hvorfor?” spurgte, efter han begyndte at gøre mig nysgerrig med sine underlige ansigts udtryk. ”ved ik… jeg har det lidt som dig… jeg ved ikke hvad jeg skal lave” sagde han. det var en af grundene til at mig og Kasper var så gode venner. Vi havde det tit på samme måde, og det gjorde også at vi tit vidste hvad hinanden tænkte. ”du kan gå en tur med mig, når jeg lige har drukket min te” sagde jeg og blinkede til ham. Han nikkede, og så ud til at tænke at det var en god idé.

Min te var hurtigt drukket, efter som det var min ynglings te, og at jeg enlig bare gerne ville ud af huset, og få noget frisk luft i hovedet. ”husk forklædning” sagde Kasper. Han havde fundet en paryk, og nogle briller frem, som vi kunne bruge. ”for nu af hedder du Gerta” sagde han seriøst, mens han gav mig parykken på. ”Gerta? Hvis jeg skal hedde Gerta, så skal du hedde Bent” han smilede af mig, og tog brillerne på. ”aftale” vi gik ud af døren, og ned mod centrum af London.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...