my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2459Visninger
AA

6. kapitel 5

 

undskyld at jeg ikke har skrevet noget nyt i nogle dage, men jeg har været på ferie igen:-) men jeg har skrevet en masse nye kapitler mens jeg har været væk, som jeg vil uploade i dag!:-)  

 

”er du virkelig en kendt person?” sagde jeg, lidt stille, men stadig med alvorlig stemme. Hans mund foldede sig ud i et smørret grin. ”ja” sagde han. jeg havde sat mig ved siden af ham på den lille seng, lukket og låst døren efter mig, så jeg var sikker på at han ikke ville stikke af. Mit blik gik ned i mine hænder, som nervøst holdt fast i hinanden, i mit skød. ”altså.. hvor kendt?” spurgte jeg nervøst, mit blik gik igen op på ham. ”øm.. rimelig kendt her i England, og resten af Europa, og på vej til at blive kendt i USA.” sagde han med det samme smørrede smil som før. Jeg gned mit ansigt i mine hænder, hvorefter jeg igen kiggede hen på ham. Jeg lagde faktisk ikke engang mærke til at jeg kiggede op på ham igen, det var bare som om at hans øjne var helt magnetiske. Mine øjne kunne ikke lade vær’ med at kigge i hans øjne. Han smillede bare, ikke længere med det irriterende smil, mere med et smil, som om at han vidste hvad jeg tænkte. ”det her er ikke godt.. hvordan kan Sander være så dum, at kidnappe en kendt person. Vi kommer i så mange problemer. Det her er sikkert allerede over alt i magasinerne.” jeg stoppede op, for at tage en dyb indånding, før jeg snakkede mig selv ihjel. ”hvorfor kan du ikke bare sætte mig fri?” sagde han, mens jeg kiggede ned i jorden. Jeg tog mig selv i at flygte op i hans øjne igen, og blive hængende. Hans øjne var meget beroligende at kigge på, det var som om at de fik mig til at tænke gode tanker, fordi de udstrålede så meget selvtillid. ”de ville bare blive sure på mig, og sende mig på gaden, så vil du sladre til politiet, og vi vil alle ryge i spjældet” han kiggede irriteret på mig, og jeg følte selvtilliden i hans øjne blusse op. ”hvorfor er du så egoistisk… det er mig som sidder her nede, jeg har ikke gjort noget, men alligevel lader i mig sidde her nede, og hvem ved hvordan det ender..” sagde han vredt. ”mig egoistisk…? Jeg bliver først smidt ud af min eneste familie, og ryger på gaden, og så vil politiet hente mig og spærre mig inde, hvis jeg slipper dig ud… jeg kan ikke klare flere ting af den slags i mit liv… ” jeg mærkede vreden boble op i mig. Enlig vidste jeg godt at vi begge var lidt egoistiske i det her. Men jeg havde bare ikke lyst til at indrømme det.

Jeg mærkede min hals snører sig sammen, mens jeg igen søgte op i hans beroligende øjne. De var fyldt med chok. Hans ansigt blev langsomt mildere at kigge på. Selvom jeg har lyst til at slå ham, på grund af det han sagde, kunne jeg bare ikke få mig selv til det. ”….undskyld…” kom det pludselig ud af hans mund. ”jeg ved selvfølgelig ikke hvad du har været igennem” sagde han. jeg prøvede at tvinge min mund op i et smil, men det lykkes kun halvt, fordi min hage blev ved med at dirre. Det føltes lidt underligt at jeg næsten ikke kendte den her dreng, men vi sad allerede og skændtes, og undskyldte over for hinanden. Vi var vidst bare begge kommet ud i en fuck’d up situation, og vidste ikke bedre end at plapre løs om dem, til hinanden. Jeg rystede på hovedet og prøvede at undgå hans øjne, for en gangs skyld. Han måtte ikke se at jeg havde tåre i øjnene. Han mødte ikke se at jeg var svag, for det var jeg ikke. Jeg ville i hvert fald ikke kendes ved min svage side, jeg viste kun min stærke side frem til andre, og græd aldrig.

 Det her var første gang jeg havde grædt foran nogen, siden dengang min mor døde. Det føltes på en måde lettende at kunne vise mine følelser frem for nogen, for en gangs skyld. Jeg behøvede ikke at skjule noget, ikke en gang mine tårer.

Jeg mærkede en arm rundt om mig, og jeg gættede på at det var Nathan som vidste at jeg græd. Jeg tog chancen og kiggede op på ham, selvom jeg havde tåre i øjnene. Han smilede til mig, med medlidenhed, og begyndte at age min bare arm. ”jeg er okay” sagde jeg. igen flygtede jeg hen til min stærke side, og lukkede mine følelser ude, som jeg altid gjorde. Jeg baskede hans arm væk, og så at hans ansigt blev fyldt med skuffelse. ”undskyld” sagde jeg kort, og gav ham et smil. ”for hvad?” spurgte han. ”for at græde… jeg er ikke rigtig vant til det” han smilede og rystede på hovedet. ”det skal du ikke undskylde for, alle har vel brug for at græde en gang i mellem.” han rodede sig i håret, og sendte så et af sine selvsikre blikke til mig. Jeg forstod ikke hvordan han kunne virke så glad når han var spærret inde i det her mørke rum, og tænke på om han overhovedet ville overleve. Jeg rystede tanken af mig. Jeg ville ikke tænke på mere, end jeg allerede gjorde. Alt for meget at holde styr på i mit hoved i forvejen, så jeg gad ikke ha’ flere spørgsmål i kø oppe i mit hoved, som bare venter på at blive besvaret. ”hvad er det enlig at du er kendt for?” spurgte jeg så. Hans irriterende smørrede grin kom tilbage, det fik mig bare til at ha’ lyst til at slå ham, men jeg var nødt til at styre mit temperament.

Han begyndte at fortælle om sit band ved navn The Wanted, som han havde været medlem af siden 2009. han virkede virkelig glad mens han fortalte om alt muligt han havde prøvet i den tid han havde været med i bandet. Han måtte virkelig være glad for det liv han havde, altså indtil Sander kidnappede ham.

----senere---

Der kom høje lyde nedenunder fra, og jeg blev helt glad af at høre at huset var normalt igen. Ikke som i morges hvor de var helt stille, og det hele virkede akavet. Jeg kunne høre Katrine skrige, efterfulgt af en masse høje grin. Jeg smilede til mig selv i spejlet, og studerede mine blå øjne, helt tæt på. Af en eller anden grund havde jeg forvildet mig selv hen til mit lange spejl på væggen, og stod bare og kiggede på mig selv. Jeg holdte øje med mine øjne, og stod enlig og beundrede dem, men så gik mit blik tilbage på det rundt om. Masser af farven hvid. Det kunne nogle gange drive mig til vandvid at jeg var så bleg, og nogen gange kunne de andre godt for sjov, finde på at kalde mig spøgelse, eller et stykke A4 papir. Jeg grinede bare af dem, og lod mine sårede følelser flyde bagerst i hovedet.

Jeg var bare glad for at jeg havde mine store blå øjne. Dem fik jeg tit komplimenter for. Min søster plejede at sige, at de var hypnotiserende. Men jeg kunne godt se grunden til at jeg aldrig havde haft en kæreste. Godt nok havde jeg pæne øjne, men min hudfarve fik mig til at ligne et lig ved siden af andre, det var ikke noget kønt syn.

 Min ene hånd kørte hen over min næse, og ned over min lille mund, til den havde kørt hen over hele mit ansigt. Jeg smillede selvsikkert, til mig selv i spejlet. Jeg vidste godt inderst inde at det bare var den facade jeg plejer at putte op. Et smil fuld af falsk selvtillid.

Jeg hørte et lavt bank på døren ind til mit værelse, efterfulgt af en mørk stemme, som jeg gætter på var Kasper, som sagde: ”der er møde nu, det er vigtigt så kom hurtigt”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...