my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2457Visninger
AA

5. kapitel 4

 

Min tanker snurrede rundt i hovedet på mig, og det var som om jeg fik hovedpine af det.

 jeg kastede en bold frem og tilbage i mine hænder, mens jeg lå i min seng, og kiggede op i loftet.

 Hver gang jeg tænkte, ende mine tanker med et billede af Nathan, sidde helt ulykkeligt nede i den mørke kælder. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at han rent faktisk sad der nede, lige nu, og ventede på hvornår han ville blive lukket ud.

Jeg gnubbede mit hoved, og stønnede. Jeg havde det som om at jeg var nødt til at vælge mellem at rede andres liv, eller mit eget. Men.. jeg ville jo ikke dø hvis jeg redede dem. Jeg ville bare miste alt jeg ejede og blive hjemløs. Kunne jeg lade det ske?

Nej… det var jeg ikke klar til. Jeg ville ikke forlade alt det her. I hvert fald ikke endnu. Først når jeg var klar til at flytte ind i mit eget hus, og få et normalt job. Et normalt liv.

Så jeg valgte altså at rede mig selv? Selvfølgelig. Men jeg kan stadig godt hjælpe gidslerne, ik?

Næste dag var der som lagt en akavet stilhed over huset. Jeg vidste ikke hvad der var sket aftenen før, fordi jeg gik med det samme op på mit værelse, efter maden.

Jeg sad og skimmede hen over alle de andre, som sad helt tavse ved morgenmaden. De plejede altid at lamme, og pjatte, som små børn, men i dag var anerledes.

Jeg kunne ikke længere holde stilheden ud, så jeg rejste mig og gik ind i stuen. Da jeg kiggede bag mig så jeg Kasper komme gående, lige i hælene på mig. ”Kasper?” sagde jeg stille, da vi var kommet ind i stuen.

”ja?” jeg satte mig langsomt ned i sofaen, Kasper gjorde det samme. ”hvorfor er de alle sammen så underlige i dag?” spurgte jeg. han smillede til sig selv, og rystede på hovedet. ”når ja.. du var jo gået i går” sagde han. mine øjne søgte efter et svar i hans mørke øjne, det var som om at han ville skjule det for mig. ”nej, jeg gik op i går, efter maden. Skete der noget eller hvad?” han kiggede ned på sine hænder, som lå i hans skød. ”altså… ja”  jeg løftede mit øjenbryn, af det tynde svar jeg fik, og smilede. ”har du tænkt dig at fortælle mig det eller..?” han kiggede op på mig. ”vi kom til at snakke om gidslerne igen… og .. trisse fortalte at de har taget en kendt person… som gidsel… det kan vi få mange problemer ud, du ved…” jeg tabte nærmest min hage, ved det han sagde. Det var ikke noget godt. Vi kunne godt komme i mange problemer af det. Pressen kunne finde os.

Vent, den gidsel vi har lige nu er, Nathan. Så Nathan er den kendte person, som kan få os alle ud i problemer. Jeg vidste at jeg var nødt til at gøre et eller andet men jeg vidste bare ikke hvad, og hvordan.

”..Nathan..” sagde jeg meget lavt. Kasper kiggede op på mig, med et underligt udtryk. ”Nathan?” gentog han. jeg rystede mit hoved, og rejste mig op. ”hvad er det?” spurgte han. Jeg vendte mig om mod ham. Han så ud som om han lige havde set det mærkeligst nogensinde. ”ikke noget.. det er bare… ja vi kan komme i mange problemer nu…” jeg gav ham et halv hjertet smil, og skyndte mig ud af rummet.

 Min ryg ramte mod muren, og jeg gled langsomt ned ad den, til jeg ramte gulvet, og krummede mine ben op til under min hage.

Det var det tidspunkt hvor jeg indså, hvor meget jeg fortryder mit liv. Jeg indså, at jeg også kunne komme i problemer. Hvis vi blev opdaget, ville jeg også blive sigtet som en af kidnapperene. Jeg ville blive fængslet, og jeg er sikker på at det at være i fængsel, er meget værre end det liv jeg har nu.

Jeg lod min ene hånd rejse min matte krop op fra det beskidte gulv, uden for stuen. Jeg luntede langsomt ud mod gangen, og stod og pillede lidt ved kælderdøren. Min ene hånd gled langsomt ind bag døren, og tog fat rundt om kanten, for at skubbe den op. Da døren var svunget helt åben, begyndte jeg at bevæge mig ned af trappen til kælderen, og lukkede forsigtigt døren efter mig.

Kælderen var helt mørk, men jeg fandt hurtigt en lys kontakt, til en lille lampe som stod i hjørnet. Jeg fandt nøglen bag ved lampen. Ikke det bedste gemmested, men så var det jo nemt for mig at komme ind.

Jeg stak nøglen ind i nøglehullet, og drejede den langsomt, på en dramatisk måde. Jeg vidste udmærket godt at jeg ville finde en uskyldig, og trist dreng derinde… han sov sikkert, fordi der ikke var andet at lave. Men jeg var nødt til at snakke med ham, eller bare stille ham et vigtigt spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...