my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2406Visninger
AA

4. kapitel 3

der kommer ikke flere nye kapitler i et stykke tid nu, fordi jeg tager på ferie. men jeg håber at i stadig vil følge med, og jeg lover at skrive videre lige så snart jeg kommer hjem :-) xx

 

Mine hænder svedte, ved tanken om den uskyldige person som sad derinde. Døren svang endelig hele vejen op, og der på en lille seng sad en dreng, på omkring min alder, snapback, brundt hår, og med nogle blå/grønne øjne, som jeg af en eller anden grund syntes at jeg ku’ genkende. Han sad krummet sammen op mod væggen, på sengen, og så ud som om at han var meget forvirret. Sander trådte et skridt tættere på ham. Der var en ubehagelig kulde derinde, som fik mig til at gyse.

 Drengen satte sig normalt op, og kiggede direkte hen på Sander. ”har du tænkt dig at lukke mig ud snart? For jeg har sådan set ikke gjort noget, og jeg vil heller ikke blive rodet ind i noget…” sagde han selvsikkert, måske lidt for selvsikkert. Sander rømmede sig og kiggede hen på mig. ”så det er ham, du skal bare holde øje med at han ikke stikker af” hele situationen virkede surrealistisk. Sander snakkede om ham, som om han var et lille barn, eller en hund. Det var lige ved at gå mig på nerverne, men jeg holdt det nede lidt endnu. ”okay, det kan jeg godt klare” fik jeg endelig sagt. ”husk, jeg stoler på dig Natasja, og der er ingen plads til fejltrin” jeg nikkede bestemt, så jeg vidste at han ville tro mig. ”jeg er nødt til at gå op til de andre, før Trisse begynder at opfinde underlige historier om hvor jeg er lige nu” han gav mig et klap på skulderen. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg havde sagt til de andre at jeg var på toilettet. Der var helt sikkert gået længere tid, hvor jeg havde været væk, end det tager at være på toilettet. Jeg håbede bare ikke at de tænkte over det.

Sander stoppede op henne ved trappen, på vej op. ”kommer du ikke med?” spurgte han. jeg nikkede hurtigt, og gik langsomt hen mod trappen, mens Sander fortsatte op. Da han var gået helt op ad trappen, skyndte jeg mig at dreje om på mine hæle, og der kiggede jeg direkte ind i to blå/grønne meget triste øjne. Jeg stod kun 4 skridt fra den seng han sad på, og besluttede at rykke tættere på. ”hvad er der?” spurgte han forvirret. Jeg satte mig ned ved siden af ham, uden at sige noget. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvad hvis nu jeg sagde noget forkert. ”er der noget i vejen?” spurgte han, da jeg kiggede op på ham. ”øøm..” jeg prøvede hurtigt at formulere en sætning inde i mit hoved. ”du må altså undskylde at du bliver trækket igennem det her…” fik jeg sagt, og kiggede trist på ham. ”hvorfor gør i det overhovedet? Hvad vil i bruge mig til?” han hævede sin stemme, for hvert ord han sagde, og igen vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle svare. ”det er lidt svært at forklare… men en ting er sikkert, og det er at jeg lader dem ikke gøre dig noget. Jeg havde ikke lyst til det her for starten af, men jeg kan desværre ikke sige dem imod… jeg ved ikke hvad de har gjort ved ham den anden mand der var her før dig, men hvor end han er, eller hvad der er sket med ham, lader jeg ikke ske igen for nogen” jeg sendte ham et smil fyldt med medlidenhed, og han så ud til at opfatte det. selvom jeg havde virkelig meget lyst til bare at tage Fat i ham, og løbe op ad trappen, og hen til døren, for at sætte ham fri, så kunne jeg ikke. Det ville blive værst for mig selv, og jeg havde ikke lyst til at opleve det, de ville udsætte mig for, hvis jeg satte drengen fri.

”hvad hedder du enlig?” spurgte jeg. ”Nathan, og dig?” ”Natasja” han nikkede. ”men.. jeg kan ikke snakke mere nu.. jeg kommer og ser til dig senere” jeg smilede stort til ham, for at gøre ham i lidt bedre humør, selvom jeg godt kunne forstå hvis det ikke hjalp på nogen måde. ”okay.. og tak” sagde han, og smilede kort. Jeg låste døren efter mig og listede op ad trappen. Der var fri bane til at komme ud, uden at blive set, så jeg skyndte mig at løbe ind til de andre, og kom bare med en dårlig undskyldning om at jeg gik ind på mit værelse for at rydde lidt op. De kiggede lidt underligt på mig da jeg sagde det, men jeg tror at de troede på det til sidst. Men der var en der ikke helt opfangede min lille løgn. Sander. han lænede sig hen mod mig, hen til mit øre, og hviskede så ingen andre hørte det, i en tone som om at han ikke troede et ord af hvad jeg sagde. ”hvad var det enlig du lavede da jeg gik?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...