my love will be your armour.

Natasja er en pige som lever et skørt liv. Det er ikke et skørt liv som nogen skal ønske sig, for hun lever sammen med en bande, med en masse forskellige slags forbrydere, med hver deres speciale. Alle fra gruppen er nogen som ikke er noget værd, og ikke havde noget sted at bo, indtil de blev samlet op på gaden af lederen, Sander. Tingene begynder at spidse sig til, når de er nødt til at tage en drastisk metode i brug, for ikke at blive opdaget, som tyve. gruppen begynder at tage uskyldige mennesker som gidsler, og det er Natasja meget imod. Hun kan slet ikke li' at være indblandet i alt den kriminalitet, men hun havde ikke noget valg. og når Natasja pludselig begynder at holde lidt for meget af en af gidslerne, ved navn Nathan, er hun nødt til at tage en svær beslutning. skal hun stikke af fra huset, med Nathan, og ha' resten af banden på nakken, eller blive og se til mens Nathan langsomt nærmer sig sin død.

15Likes
4Kommentarer
2405Visninger
AA

23. kapitel 21

 

(dette kapitel er 13+)

 

Mine læber bevægede sig perfekt mod Nathans læber, mens han langsomt tog fat om mine hofter. Det var en fantastisk følelse. Det var den følelse jeg havde ventet for evigt på at føle igen. Den uendelige kildende fornemmelse i min mave. Følelsen af at han var helt tæt op ad mig og ikke ville gi slip. Det var som var vi de eneste mennesker der eksisterede og alt handlede om os i det øjeblik.

Nathan lænede sig længere hen mod mig, så jeg til sidst lå ned igen, med ham lige over mig. Han brugte sine arme til at holde sig oppe, så han ikke lagde alt sin vægt på mig, mens hans læber blev ved med at bevæge sig perfekt mod mine. Jeg tog min venstre hånd op og lagde på hans kind, for at mærke hans perfekte bløde hud. Jeg kunne slet ikke styre min hånd og den endte med at køre ned over hans nøgne overkrop.

Det var et perfekt øjeblik. Den eneste lyd som fyldte rummet var lyden af vores læber som voldsomt angreb hinanden og ville ikke gi’ slip bare en gang.

Efter lang tid brød han kysset, for at studere mit ansigt. ”nu skubber du mig ikke væk igen vel?” spurgte han stille. Jeg svarede ikke, men tog bare fat om hans nakke for at presse ham ned mod mig, så vores læber klaskede mod hinanden igen. hans ene hånd gled ned over min krop og greb fat om min bluse, for at trække den over hovedet på mig. Vores læber mødtes igen med det samme, efter han havde taget blusen af mig, og det gav mig et sug i maven.

Det var en forfærdelig følelse samtidig med at være den bedste nogensinde, følelsen af at han var alt hvad jeg ville, hvad jeg havde brug for og jeg havde lyst til at være så tæt op ad ham så muligt, men vores kroppe blev ved med støde mod hinanden, så vi kunne ikke komme tættere på hinanden, selvom jeg havde lyst.

Hans hænder fandt sin vej rundt om mig, og greb fat om min bh. Han klapsede bh’en op, og smed den et eller andet sted i rummet. Det var en underlig følelse at føle hans bare overkrop mod mine bryster, det gjorde den allerede fantastiske følelse, endnu bedre!

Min hånd fandt sin vej op til hans rodede hår, og greb fat om hans totter, mens det så ud til at Nathan klarede det andet. Han slap mine læber og bevægede sig ned ad min kæbe. Mine øjne fulgte ham mens hans hoved bevægede sig ned ved min nakke, og kraveben. Samtidig med det tog han fat om mine underbuksers kant og hæv dem langsomt ned. Den samme snurrende, kildende fornemmelse blev ved med at gentage sig i min mave og det var lige ved at drive mig til vandvid.

Han trak sine egne underbukser ned og jeg lukkede øjnene for bare at føle oplevelsen, i stedet for at overvåge den. Hans læber ramte mine igen, og idet kom han ind i mig og fyldte mine indersider. Jeg fik et chok og i refleks skreg jeg, og skubbede ham væk. ”gjorde det ondt?” spurgte han ærgret. Jeg ville mere sige at jeg fik et chok, end det gjorde ondt. Pludselig havde jeg ikke lyst alligevel. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg havde på fornemmelsen at det ikke var fordi jeg havde det godt, men fordi jeg var bange. ”nej…” sagde jeg. Hvorfor skubbede jeg ham væk? Hvis det ikke var fordi det gjorde ondt, hvad så? ”din far?” sagde han, og det slog mig at det måtte være derfor. Følelsen af at indersiden af mit underliv blev fyldt ud. Ligesom dengang.

”undskyld…” sagde han. Han lagde sig ved siden af mig og prøvede at fange sit åndedræt. ”det var ikke dig…” sagde jeg stille. Jeg mærkede lagnet blive trukket hen over os og kiggede hen til Nathan for at se, at det var ham som gjorde det. han stillede ikke nogen spørgsmål, om hvorfor jeg gjorde det jeg gjorde og det var jeg egentlig ret glad for. Jeg skulle nok forklare det på et tidspunkt, men det var ikke tidspunktet nu.

Jeg vendte mig rundt så jeg kiggede direkte på ham og stak så mit ansigt ned i hans bare brystkasse, for at søge trykhed og faldt til sidst i søvn.

-

”godmorgen” jeg vågnede op til Nathan, som lå med en arm rundt om mig og smilede til mig. På grund af de manglende gardiner, kom morgenlyset ind i det tomme rum og fik mig til at knibe mine øjne sammen. ”godmorgen” jeg skulle lige til at tage lagnet af mig, da jeg kom i tanke om dagen inden og at jeg stadig var nøgen under lagnet. Så Nathan var også nøgen lige nu, under det samme lagen som mig.

Jeg holdt lagnet op foran mig, mens jeg satte mig op, for at spejde ud over rummet. Mit undertøj lå henne i et hjørne, så jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle få fat i det, uden at Nathan skulle se mig. Vi havde jo kun et lagen, så jeg kunne ikke tage det rundt om mig for at gå hen og få fat i det. så ville Nathan ligge helt nøgen på sengen. Men det havde jeg nok ikke så meget imod. Jeg smilede til mig selv, af min tanke og tog fat om lagnet for at rulle det rundt om mig. ”hey” sagde Nathan. Jeg kiggede tilbage, egentlig fordi jeg gerne ville se hans reaktion, men også for at se noget andet. Han havde allerede lagt en hovedpude over hans private område, så jeg ikke kunne se og jeg stak min nederste læbe ud i skuffelse. Nathan grinede af mig og var lige ved at kaste puden på mig.

Jeg samlede mit undertøj op og prøvede besværet at få det på. Jeg bed fast i lagnet for at holde det oppe, mens min brækkede hånd maste ind på tæppet, for at holde det fast og min frie hånd gled mine underbukser på. Nathan holdt øje med hver bevægelse jeg lavede, mens han bed sig i læben. Jeg kunne ikke finde min egen bluse, så jeg tog Nathans bluse på, som også lå på gulvet. Det var alt for svært at skulle tage bh på så det opgav jeg. ”hvorfor tager du ikke dit eget tøj på?” spurgte han, med et lille smil. Jeg gik hen og lagde mig i sengen ved siden af ham og han tog med det samme lagnet rundt om sig igen. ”såå… i går? Hvad betyder det? at du alligevel har følelser for mig?” spurgte han. Jeg sukkede. Skulle jeg nu, efter så lang tid, endelig fortælle om det? jeg gør ham bare mere og mere forvirret hvis jeg lader vær’. ”undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig i går” sagde jeg. ”hvorfor siger du det?” jeg kiggede hen på ham, og så det forvirrede ansigts udtryk, jeg håbede på ikke at få. Han så såret og forvirret ud. jeg kunne ikke gøre det mod ham igen, jeg havde ikke lyst til at gøre ham ked af det. Hvorfor blev jeg så ved?! Hvorfor kunne jeg ikke få mig selv til at sige den lille sætning? Hans ansigts udtryk gjorde mere ondt på mig, end noget andet. Jeg kunne ikke mere. Det ansigts udtryk var for meget og hans øjne så så perfekte ud. hans øjne borede sig ind i mig, og det føltes som om de var ved at knuse mig. Jeg elskede den måde hans hår kunne se så perfekt ud, selvom han lige var stået op. hans næse… jeg kunne slet ikke beskrive den. Hans næse var som sendt fra himlen, selvom det lyder lidt overdrevent. Den måde at hans næseryg var tynd og så endte ud i en ikke for buttet eller for tynd form.

Hans øjenbryn. De var store, ja, men det klædte ham og det så perfekt ud. Det ville se helt forkert ud hvis han havde nogle andre øjenbryn.

Jeg stoppede ikke med at undersøge hans ansigt, med mine øjne og hånden som lå på hans kind, begyndte at lave cirkle med tommelfingeren. Hans øjne blev ved med at kigge forvirret ind i mine, men jeg kunne ikke undgå at se det lille smil som var plastret på hans læber. ”hvad er der med dig?” spurgte han. ikke vredt, men lidt sødt.

Min krop ville alt for at komme tættere på ham, men jeg strittede imod. Den sensationelle følelse som jeg oplevede dagen inden, havde jeg mere end brug for at opleve igen. Mit blik gled ned over det jeg kunne se af hans bare overkrop og min hånd gled med. ”Tasse…” hans stemme lød træt og mørk. Han tog fat om min hånd og fjernede den fra ham. Jeg kiggede ærgret på ham og forventede at han ville sige et eller andet. ”hvorfor bliver du ved med at sige du ikke har nogen følelser for mig, men alligevel så opføre du dig som om du har… det er forvirrende” han talte ikke vredt på nogen måde og det gjorde mig også mindre stresset. Igen måtte jeg finde et svar.

Hvis jeg ikke fortalte ham det, så ville det her blive ved med at ske, indtil Nathan ville gi’ op på mig. Jeg ville komme til at såre ham en masse gange, bare fordi jeg ikke kan holde mig væk fra ham og hvad var pointen i at holde det hemmeligt, hvis jeg alligevel kyssede med ham? Jeg ville komme til at savne ham lige meget, om vi var kærester eller ej. Han ville blive rodet i mine mange problemer, om vi var kærester eller ej. Vi ville altid være sammen, kærester eller ej. Så hvad har jeg at frygte? Er det frygten for at elske nogen? Jeg havde aldrig været rigtigt forelsket før… så måske var det bare en frygt for det nye. Eller også var det bare svært at indrømme for ham at jeg havde løget.

Jeg havde været for dybt begravet i mine tanker og det var for sendt, da Nathan rejste sig op, smed noget tøj på og smækkede døren i efter at være gået ud af den. Han efterlod mig, liggende der omringet af spørgsmål og tanker. Jeg burde nok gå efter ham. Sengen var alligevel ikke behagelig uden ham. Det føltes koldt i rummet uden ham og jeg havde bare lyst til at flygte væk derfra.

Lidt efter fandt jeg Nathan udenfor motellet, på en bænk. Jeg havde taget et par shorts på og havde ikke gidet skifte bluse, eller tage bh på. ”undskyld” sagde jeg, efter at ha’ sat mig ved siden af ham. Ingen af os kiggede på hinanden, vi kiggede bare ud mod vejen, hvor der en gang imellem kom en bil kørende. ”du virker ikke særlig kompliceret når man først møder dig, men i virkeligheden så er du ligesom en bog man aldrig vil få læst færdig” ”jeg er ikke kompliceret… jeg fortæller bare ikke alt” der var en lille pause. Jeg kiggede hen på ham, for at se om han tænkte, eller bare havde givet op på samtalen. ”hvorfor vil du ikke fortælle mig alt?” hvorfor? Jeg havde bare ikke lyst til at han skulle vide alt, måske. Eller også var jeg bange for at komme ud af min tryghedszone, bange for at fortælle hvordan jeg følte, for hvem vidste hvad der ville ske efter det? alt ville blive anderledes, og jeg vidste ikke hvordan det ville blive.

Måske havde jeg brug for at være lidt mere spontan og bare springe ud i nogle ting, uden at tænke over hvad der ville ske ved det. hvem siger at der kun vil ske dårlige ting, hvis jeg siger det? der kunne også komme mange gode ting ud af det.

Jeg lagde tankerne langt tilbage i mit hoved, så jeg ikke længere tænkte på dem og åbnede munden for at sige noget. ”hvad vil du vide?” spurgte jeg og kiggede på ham. ”hvorfor du opføre dig sådan?” det var altså nu? ”fordi… ” det gik op for mig at jeg ikke havde noget konkret svar til det spørgsmål. Det havde været fordi at jeg var bange for at miste ham, men det var ikke længere derfor. Nu var jeg bange for fremtiden, for forandringerne. ”fordi… jeg kan li’ dig”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...